Vild kærlighed: Lotte og Hans Jørn gør alt for dyrene

Romantik var egentlig ikke på programmet, da Hans Jørn Frisk for 18 år siden tog til et arrangement med Dyrenes Beskyttelse i Nordjylland.

Ikke desto mindre vendte han tilbage til Sønderjylland med sin kommende hustrus telefonnummer i lommen.

– Vi snakkede slet ikke samme sprog, for hun er nordjyde, og jeg er sønderjyde, siger Hans Jørn, men glimtet i de mørkeblå øjne er ikke til at tage fejl af.

Deres forskelligheder til trods stod det hurtigt klart, at de to havde noget særligt sammen.

– Det hele svingede. Kemien var der bare, vi var nødt til at mødes igen, forklarer Hans Jørn, som genkendte Lottes kærlighed til dyrene fra sig selv.

I dag er Lotte kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Aabenraa, mens Hans Jørn er områdeformand i Sønderjylland. Begge anslår, at de gennem flere år har brugt omkring 30 timer ugentligt som frivillige ved siden af hver deres fuldtidsjob.

Hans Jørn er netop gået på pension, mens Lotte arbejder som social- og sundhedsassistent.

– Man skal være lidt ildsjæl, for der er meget at lave, men det er nok en fordel, at vi er fælles om det. Jeg tror ikke, det kunne have ladet sig gøre i mange andre ægteskaber, siger Hans Jørn, og efter lidt betænkningstid giver Lotte ham ret.

– Det handler nok om prioriteringer, forklarer hun, for når vagttelefonen ringer, er begge enige om, at intet er vigtigere end det dyr, opkaldet drejer sig om.

Dyrene kommer først

Buster, en 10 år gammel labrador, tager imod i indkørslen med logren, men ellers er der ekstraordinært stille omkring den gamle skovløberbolig i Toftlund.

Et nyt udbrud af fugleinfluenza betyder, at de store rovfuglebure står tomme, og det er ganske usædvanligt.

Af de 21 vildtplejestationer, der findes i Danmark, er det ikke mange, som tager imod alle slags dyr. Men det gør Lotte og Hans Jørn Frisk, som rykker ud, når der ringes 1812 i Syd- og Sønderjylland.

Det er nummeret til dyrenes vagtcentral, og det bliver flittigt brugt, selv om sønderjyderne lige skulle vænne sig til idéen om smådyr som egern og pindsvin i pleje.

– Der er nok nogle kulturelle forskelle hernede i Sønderjylland. I begyndelsen blev det set som fuldstændigt vanvittigt, at man gjorde så meget for at passe på et pindsvin, siger Hans Jørn, som selv er født og opvokset på egnen.

147 nødstedte dyr lagde sidste år vejen forbi Lotte og Hans Jørns vildtplejestation, heriblandt flere for tidligt fødte pindsvin. Faktisk har omkring halvdelen været pindsvineunger, og når sådan en størrelse dukker op, får parret travlt.

– Flaskepindsvin skal have mad hver anden time, forklarer Lotte, der altid bringer de små patienter til vildtplejestationens sundhedsklinik som det første.

Her undersøges pels eller fjerdragt grundigt for tegn på skader eller sygdom, dyret vejes og måles, og foderstand og adfærd vurderes.

Det gælder ikke kun de vilde dyr, men også de mange killinger, der hvert år bliver fundet og bragt til Toftlund. Sidste år registrerede Dyrenes Beskyttelse 1.209 dumpede kæledyr på landsplan, og den slags gør ondt på de to, der tager imod.

Se mennesket bag

Hans Jørn er opvokset på en gård med køer og grise, og her var det forventet, at alle – også børnene – hjalp til med dyrene.

– Alt skulle passes med ansvar, husker Hans Jørn. – Min far fik os til at sidde ude ved grisen, når den farede.

Derfor kan det være svært for den pensionerede underviser at forstå, hvordan nogle mennesker kan fralægge sig ansvaret for deres dyr, men han prøver alligevel.

– Mange aner ikke, hvad de forpligter sig til, og det er tit meget følsomt, siger Hans Jørn. – Nogle ting tager jeg dybt, dybt afstand fra, men jeg er tvunget til at prøve at sætte mig ind i deres situation.

På samme vis føler Lotte sig nødsaget til at møde ejerne bag selv de groveste dyreværnssager med et åbent sind.

– Man kan sagtens blive grebet, men det gælder om at beherske sig, siger Lotte. – Det nytter ikke noget at begynde at skælde ud, for så kommer vi aldrig videre.

I sådanne tilfælde gælder det om at udvise empati og tålmodighed, og derfor har parret drukket mange kopper kaffe og hørt mange livshistorier i embeds medfør.

– Ofte er det jo sådan, at det ikke kun er dyret, der har brug for hjælp, men også mennesket bag, forklarer Hans Jørn, der står til rådighed 24 timer i døgnet, for det er aldrig til at vide, hvornår telefonen ringer.

Undtagelsen blev, da Hans Jørn pludselig selv fik brug for hjælp.

Livskvalitet er ...

I 2007 satte Hans Jørn sig op på sin hest for at ride en tur som så mange gange før, men denne gang gik noget galt.

Hans Jørn faldt af hesten og slog hovedet, men umiddelbart var det de trykkede ribben, han bekymrede sig mest om. Først to måneder efter stod skadernes virkelige omfang klart.

En eftermiddag, hvor Lotte vendte hjem fra arbejde, fandt hun sin mand halvt bevidstløs i soveværelset. Han talte usammenhængende, og musklerne i den ene halvdel af ansigtet hang, så Lotte spildte ikke tiden, men ringede straks efter en ambulance, som hastede Hans Jørn til hospitalet.

Her viste det sig, at styrtet fra hesten to måneder tidligere havde resulteret i en alvorlig hjerneblødning.

Lægerne var i stand til at redde Hans Jørns liv, og forude lå nu mange måneders hård genoptræning. Lotte satte sit eget arbejde med dyrene på standby, for Hans Jørn havde brug for hende som aldrig før.

– Mit sprog var ekstremt dårligt, jeg var klodset og tabte alting. Da jeg blev udskrevet, sagde lægerne, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet, husker Hans Jørn, som ikke desto mindre kunne begynde at undervise igen knapt halvandet år efter ulykken.

Arbejdet med dyrene var Hans Jørn længere om at genoptage, men helt at stoppe kom aldrig på tale.

– Da jeg lige var startet til genoptræning, var der en underviser, som bad mig fortælle om alt det, jeg normalt brugte min tid på. Hun skrev ordene på en tavle, og da jeg var færdig, slettede hun alt på nær ét ord: Livskvalitet. Og det er, hvad det at have med dyr at gøre betyder for mig, siger han.

Selv om især dyreungerne er både bløde og søde, kommer det ikke på tale, at de flytter permanent ind i skovløberboligen.

– Vi skal ikke have dem længere end højst nødvendigt. De skal tilbage i naturen, siger Hans Jørn, der samtidig påpeger, at det er vigtigt at notere sig, hvor dyret er fundet, så det kan sættes ud igen samme sted.

Eneste undtagelse fra reglen er parrets kat, Hjørdis, som blev fundet og flasket op af Lotte selv.

– Det var ikke meningen, at jeg skulle beholde hende, fortæller Lotte, som knyttede et særligt bånd til killingen, der bare vejede 180 gram, da Lotte fandt hende.

– Den første uge sov jeg nede på sofaen med hende. Hun var så underernæret.

Hos Hans Jørn er det de store rovfugle, der interesserer ham mest. Flere havørne har gjort midlertidigt ophold på vildtplejestationen, men han husker især en stork, som var blevet stort set blind af hornhindebetændelse.

– Den skulle have øjendråber tre gange om dagen, husker Hans Jørn, som sent skal glemme, da storken endelig blev rask og kunne sættes fri, hvad den blev på parrets egen grund.

– Så fløj den en runde ned over skoven, og så fløj den tilbage ind over os igen. Det føltes, som om den lige ville sige tak for hjælpen.

Ikke at parret har brug for den slags.

– Vores belønning er at se dyrene blive sluppet fri i naturen igen, siger Hans Jørn.