Jeg har din ryg

Solidaritet. Vi mangler solidaritet. Ordet skal genetableres – det er et kongeord.

Sådan sagde en bekendt til mig, da vi havde en samtale om, hvorfor så mange unge mistrives og har det psykisk dårligt.

Hendes erfaring, som er med unge hjemløse, er, at dannelsen af solidariske fællesskaber gør hele forskellen for, om de unge falder igennem samfundets sikkerhedsnet eller ej. Jeg tror, hun har fat i noget vigtigt.

En undersøgelse for nylig viste, at 10 procent af de 16-24-årige ingen fællesskaber har. Det er mange – og også for mange. Vi voksne har en opgave for os, for det er os, der går først, så det er os, de unge kigger på og tager ved lære af.

Vi voksne skal give de unge håb for fremtiden ved at vise, hvad det vil sige at være et menneske og være menneskelig. Vi kender livet bedre end dem, der ikke er nået så langt i tilværelsen endnu.

Derfor: Væk med alt det dér med at være fejlfri for at kunne være med, for dels bliver vi kun ensomme af det, dels ved vi, at det fejlfri ikke findes.

I stedet for konstant at skulle sammenligne os med hinanden, skal fællesskaberne, de unge inddrages i, være solidariske, det vil sige fællesskaber, hvor vi er der for hinanden. Ingen af os kan klare os uden andre mennesker, der holder af os, som vi er.

Jeg oplever det selv hver uge, hvor jeg er med til at undervise psykisk sårbare i skrivekunst. Det faglige er vigtigt, men endnu vigtigere er den samhørighed, der opstår imellem os i mødet.

Den opstår kun, fordi vi vil hinanden det godt og har respekt for hinandens ukrænkelighed. Alle rundt om bordet kender til livets bagside og intet Instagram-filter kan sminke det væk.

Det perfekte findes ikke, eller i alt fald ikke for os, der sidder hver uge om bordet på mit kontor. Alligevel er der en værdighed over selskabet, eller rettere sagt – netop derfor er der værdighed.

Når vi bruger al vores krudt på at være misundelsesværdige for andre, mister vi paradoksalt nok værdigheden og står tilbage kun med misundelsen.

Når vi til gengæld dropper forsøget på det umulige og tillader os at være de tabere, vi også er, kommer der en særlig værdighed over os.

Måske er det præcis der, vi bliver til mennesker, fordi det er der, vi gennem vores mangler indser og erkender, at vi ikke kan undvære hinanden. Vi opdager, at ingen af os er noget særligt i forhold til alle andre mennesker. Den anden er lige så speciel og særlig som mig. Solidaritet, sagde min bekendte.

Som præst prædiker jeg det som selve kernen i, hvad evangeliet går ud på, for det var det, Gud gjorde ved at blive menneske. Viste sin solidaritet med os alle. Kongeordet er derfor også et Gudsord. Gud, der sagde: Jeg har jeres rygge. Og gik foran os.