Det var en barsk omvæltning for Kristina Albers, da hun 1. maj 2022 efter to et halvt år med følgevirkninger af en alvorlig hjernerystelse måtte indstille sig på et liv som førtidspensionist.
– Siden 2002 havde jeg arbejdet som socialpædagog med udsatte familier, kriminelle unge og børn anbragt på institutioner. Sideløbende havde jeg i de fem år op til ulykken været selvstændig massør. Nu følte jeg, at mine evner gik til spilde, og at jeg ikke længere kunne yde mit bidrag til samfundet. Det betyder meget for mig at kunne drage omsorg for andre. Og det er ikke kun for deres skyld, men også for min egen. Det er vigtigt for mig at mærke, at jeg har betydning for mennesker, fortæller den i dag 51-årige Kristina, der bor til leje i et stuehus i Øster Starup ved Egtved.
Kristina er enlig mor til fire børn, hvoraf de to yngste, Laura og Lukas på 17 og 15 år, stadig er hjemmeboende og skiftevis bor en uge hos hende og en uge hos deres far blot et par kilometer derfra.
Og faktisk var det tilværelsen som mor, der inspirerede hende til den idé, som blev et positivt vendepunkt for hende. Helt præcist var det den fritstående pool i haven, som børnene ikke længere brugte, der satte gang i hendes kreative tanker.
– Det slog mig, at mange børn fra trængte familier ville elske at have adgang til sådan en pool. Sidste år lavede jeg derfor et opslag på Facebook, hvor jeg inviterede en familie til at bo i mit telt i haven med adgang til poolen og diverse udendørs spil plus adgang til mit køkken. Opslaget blev delt et hav af gange, og jeg modtog 60 henvendelser fra både børnefamilier, bedsteforældre og socialrådgivere. Men jeg kunne ikke finde ud af at vælge en enkelt familie, så jeg endte med at give tre familier hver tre dage i min have med tre måltider om dagen. Det var hårdt arbejde for mig, men også en kæmpe oplevelse, der gav mig meget på det, jeg kalder min ”egokonto”. Jeg kunne alligevel bidrage med noget godt her i verden!
Familie Journal har lagt vejen forbi Kristina, da hun er en årets vindere af vores julekurv i form af et gavekort på 1.500 kroner til Rema 1000. Hun er blevet indstillet af veninden Pia Frederiksen for netop at have hjerterum og husrum for andre trods en stram økonomi som førtidspensionist og teenagemor.
– Pia og jeg mødtes i 2020 kort før corona på et kursus for hjernerystelsesramte og har holdt kontakt siden. Gennem flere år er vi gået tur sammen omkring hver 14. dag. Vi har talt om, hvordan vi hver især har det, og har samtidig fået rørt os. I og med, at vi har været den samme tur igennem, forstår vi hinanden og har været hinandens tro støtter.
Kristinas ulykke fandt sted op mod jul – ved en komsammen på Sjælland 6. december 2019, hvor hun besvimede og slog hovedet mod et klinkegulv.
– Da jeg kom tilbage på arbejde, stod det hurtigt klart, at jeg havde store udfordringer efter hjernerystelsen. Jeg blev hurtigt træt, min hukommelse og koncentration svigtede, og jeg havde svært ved at koordinere opgaverne. Derudover led jeg af hovedpine og lyd- og lysfølsomhed. Senere blev jeg også ramt af tinnitus, fortæller hun.
Nu begyndte et længere jobafklaringsforløb, og konklusionen blev, at Kristina kunne klare fire timers ugentligt arbejde.
– Det kunne jeg ikke basere noget på, hvis jeg skulle være i stand til at forsørge mig selv og mine børn, og jeg blev derfor indstillet til førtidspension.
Det var dog ikke let at vænne sig til en dagligdag uden job.
– Nu havde jeg i 20 år hjulpet udsatte børn og unge på rette vej. Det viste sig langt sværere at finde ud af, hvordan jeg brugte mine resurser og redskaber til at skabe de bedst mulige vilkår for mig selv i fremtiden, siger hun.
Kristinas hjerte banker ikke kun for hendes medmennesker, men i den grad også for dyrene. Ud over den otte måneder gamle franske bulldog Manfred har hun for tiden tre indekatte, to staldkatte og en hamster. Og kærligheden til de firbenede har været drivkraften i flere af hendes omsorgsprojekter.
– Jeg har været plejemor for internatkatte og deres killinger i to sæsoner fra april til september. Igen var det Facebook, der satte gang i sagerne. Her så jeg nemlig, at Brande Internat søgte plejemødre, der kunne passe og socialisere killinger frem til, at de var 12 uger gamle og dermed klar til at få nye hjem. Jeg ringede og meldte mig klar til at tage imod kattefamilier, og i løbet af de to år har jeg passet fem kattemødre og deres respektive kuld foruden en enlig hunkat. Det har ikke bare været en glæde for mig, men også for mine børn.
Men også hendes tidligere og nu afdøde hund, den franske bulldog Viggo, har været involveret i hendes aktiviteter.
– Han og jeg har været besøgsvenner på Plejecenter Ågården lige i nærheden. Gennem et års tid kom vi forbi hver 14. dag og sagde hej til de ældre, der havde lyst til at se os, og som eksempelvis selv tidligere havde haft hund. De elskede at få besøg af Viggo, og han elskede at nappe de godbidder, der faldt af til ham. Det er mit mål at træne Manfred op til at blive hans afløser, men så længe han er hvalp, er der alt for meget krudt i ham.
Senest har Kristina åbnet sit hjem for en udvekslingsstudent fra Mexico, Sara Reynoso Elizalde, der fylder 16 år 22. december.
– Hun og Laura går sammen i 2. g på handelsgymnasiet IBC i Kolding. Derudover går Sara til taekwondo i Kolding og til danskundervisning i ungdomsskolen. Men jeg gør også en indsats for at hjælpe hende med det danske, når vi for eksempel spiller Scrabble herhjemme. Jeg har også sat små sedler med danske gloser rundt omkring, så hun blandt andet kan læse sig til, at rummet med brusebadet hedder ”et badeværelse”, og den ting, hun sætter sig på, hedder ”en stol”.
Sara har befundet sig godt, siden hun 15. august ankom til Øster Starup, og hun har endnu ikke mærket skyggen af hjemve.
– I det kommende år vil jeg dog prioritere mig selv lidt mere. Blandt andet har jeg en plan om at rejse rundt og få set lidt af Danmark og besøge nogle af vores mange seværdigheder. Jeg tager mit telt med mig, og det bliver nok primært Manfred, der kommer til at holde mig med selskab. Børnene er så store nu, at de ikke længere vil kunne lokkes med, griner Kristina Albers.