Jeg følte, jeg svigtede min mand

Der er stille hjemme hos Rita Larsen i Bramming. Hun sidder på sin faste plads ved køkkenbordet og drikker formiddagskaffe. Ved siden af hende er der en tom plads. Her skulle Hans Christians stol have stået. Stolen står nu på plejehjemmet, og måske sidder Hans Christian i sin stol derude.

Rita tænker på Hans Christian, som hun har været gift med i 62 år, men det er ikke sikkert, at Hans Christian tænker på hende. Han er 87, og han er blevet dement og lever i sin egen verden. Derfor bor han ikke hjemme.

Ritas mand har været i syg i flere år, og for knap to år siden gav Rita gav op og sagde ja til, at hendes mand kunne flytte på plejehjem.

Indtil da kæmpede Rita for at passe sin mand, og når familien, lægen og alle mulige andre bad hende om at tænke på sig selv, sagde hun: ”Det klarer vi selv”.

Ingen skulle blande sig

Sådan var det, indtil hun brød sammen, og andre bestemte, hvad der skulle ske for Rita og Hans Christian. Nu bor de hver for sig, og Ritas datter, Anne Dorthe, har indstillet sin mor til Familie Journals julekurv, fordi Rita skal vide, at hun er en elsket mor, kone, svigermor, bedstemor og oldemor og alt mulig andet. Hun betyder noget, og de var nær ved at miste hende, fordi Rita passede sin mand så længe, at hun selv blev syg.

Historien om Rita og Hans Christian begyndte i Gørding, da Rita var en pige på 15 og Hans Christian en ung soldat på 23. Rita kastede et blik på ham og syntes, han var den flotteste mand, hun havde set, og så lagde hun en plan, for det var ham, hun ville have fat i.

Hans Christian var ikke forberedt, eller også kunne han bare ikke stå for Gørdings kønneste pige, så kort fortalt blev de gift i 1960, da Rita fyldte 18 år.

– Hans Christian var ikke bare en flot mand. Vi har altid kunnet snakke om alle ting. Vi havde også lovet hinanden, at hvis vi skulle have børn, skulle vi ikke skilles. Aldrig. Så måtte vi bare få det til at gå, siger Rita.

Det gjorde de. Rita og Hans Christian fik fem børn, de flyttede efter arbejde eller efter bedre lejligheder. De blev aldrig rige, men de havde stadig deres drømme.

Hans Christian blev uddannet planteskolegartner som voksen, og Rita blev blomsterbinder. Da ungerne blev voksne og fik deres eget, blev der penge til overs, så de kunne prøve at tage på ferie. Det blev til fire ture til Østrig. De flyttede også til Fyn, så de kunne bo i nærheden af deres ene datter, og det var også her, Hans Christian blev syg.

– Hans Christian fik kræft, og da han blev opereret, gik der noget galt. De sagde, det var en fejloperation og så kom han hjem med stomi, husker Rita.

For 16 år siden flyttede de tilbage til Bramming, hvor de kom fra, for Rita mente, det var på tide, de vendte hjem til deres barndoms by.

Rita vidste det ikke dengang, men det var en klog beslutning, for Hans Christian blev mere og mere syg. Han fik diabetes, han fik Parkinson og blev også dement. Langsomt blev han også et andet menneske end den Hans Christian, hun havde elsket hele livet.

– For otte år siden flyttede vi ind i lejligheden her. Vi skulle pakke tingene i vores gamle hus ned, men Hans Christian kunne ikke. Han forstod ikke, hvad jeg mente. Nogenlunde samtidig holdt han op med at køre bil. Han kunne ikke længere finde rundt i byen. Jeg vidste ikke, hvad der var galt. Eller også ville jeg ikke se det. Jeg tænkte, at vi måtte hjælpes ad. Andre skulle ikke blande sig. Vi havde hinanden, og så måtte jeg tage over, der hvor han ikke længere kunne, siger Rita.

En kæmpestor lettelse

Der var mange, der prøvede at snakke med Rita: Hjemmehjælpen nævnte, at de måske skulle have mere hjælp. Lægen og de store børn spurgte, hvordan det gik, men Rita sagde, at det gik. Det skulle jo gå.

De så ikke, at hun ikke sov en hel nat igennem, fordi Hans Christian pludselig stod op midt om natten og gik ud af huset. De så ikke de daglige rutiner, der efterhånden blev en kamp. De var der heller ikke, da Rita en sen aften faldt på trappen og slog skulderen af led.

Det kunne ikke blive ved. For to år siden slog lægen i bordet og sagde, at nu ville han indlægge Rita. Han forlangte, at hun nu fortalte børnene, hvor slemt det stod til.

Rita havde fået en dyb depression.

– Jeg sad i stolen ved siden af Hans Christian. Jeg kunne ikke rejse mig, jeg spiste ikke, jeg drak ikke. Hans Christian sad der også, men han var jo faktisk ikke til stede. Han var inde i sin egen verden. Jeg gav op og bad mine børn om hjælp, og de var der med det samme, siger Rita.

– Pludselig stod min ene datter foran mig og sagde: ”Vi kører med far nu. Han skal i aflastning, og så skal han på plejehjem”. De tog over. Det var en kæmpe lettelse, men jeg skammede mig også. Jeg følte det, som om jeg havde smidt Hans Christian ud af sit eget hjem, siger Rita.

Det var i april 2021. Hans Christian flyttede ind på plejehjemmet, og Rita rullede gardinerne ned og lukkede sig inde.

– Jeg ville være alene. Jeg måtte tænke det her igennem. Havde jeg svigtet min mand, når jeg nu sendte ham væk? Og kunne jeg have gjort ting anderledes? husker Rita.

Efter 14 dage trak Rita gardinerne fra og åbnede sin dør. Hun var stadig syg, træt og udkørt, men hun syntes også, at nu måtte hun finde ud af at få det bedste ud af livet.

Det har hun så gjort lige siden. Hun er langsomt ved at komme sig både fysisk og psykisk. Hun besøger sin mand på plejehjemmet nogle gange om ugen. Nogle dage er gode, andre ikke så gode, og de dage hvor de stadig kan tale sammen, samler Rita på.

Rita er selv lige blevet 80, depressionen er ved at lette, og når man hører godt efter, kan man godt genkende den glade og ”skrappe” dame, hun engang var.

Derfor har hun også et godt råd til andre, der har en dement ægtefælle:

– I skal ikke gøre, som jeg gjorde. Tal åbent og ærligt om demens og få den hjælp, I har brug for. Det gavner ingen at slide sig selv op. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har prøvet det.