Nu starter hele balladen med julekomsammener for store og små i det uendelige.
Vi er en kæmpe familie med oldeforældre, bedsteforældre, børn og børnebørn, og det er superhyggeligt, men også temmelig kaotisk med julefrokoster, julemiddage og selve juleaften.
Det kan jo ikke undgås, at vi er meget tæt på hinanden, og da jeg er førstegangsmor til en lille, forholdsvis ny på fire måneder, er jeg lidt bekymret for alle de vira, der vil ræse rundt.
Særligt RS-virus er min skræk, men nu har jeg læst om en vaccine mod den. Kan jeg mon give min lille datter denne vaccine før den hektiske familietid?
S.
Det lyder hyggeligt, men jeg kan da godt forstå, du lige tænker lidt over en eventuel smitterisiko, når din lille datter skal ud at være sammen med mange børn.
Den vaccine, du har hørt om, kan ikke gives til børn. Der findes faktisk to vacciner. En til dem, som er over 60, som bedsteforældre og oldeforældre kan overveje, hvis de er meget lungesyge, og så en til gravide.
Bliver du vaccineret mellem 24. og 36. graviditetsuge, kan din nyfødte være beskyttet mod RS-virus de første seks levemåneder efter fødslen. Det er selvfølgelig for sent i dit tilfælde.
Men ro på. RS-virus er ikke en rar sygdom, men næsten 70 procent af alle børn er smittet, inden de fylder et år, og de fleste bliver raske af sig selv. Ganske få indlægges, men bliver raske igen, og det er helt ekstremt sjældent, at danske børn dør af denne sygdom.
Kærlig hilsen Lotte
Nu er sæsonen for forkølelse, RS-virus og andre virussygdomme godt i gang. For at undgå smitte er det vigtigt at vaske hænder ofte. Er man syg, skal man blive hjemme, og hoste samt nysen bør foregå med armhulen for munden i stedet for hånden.
Feber hos små børn er helt normalt. Især i de første leveår hvor immunforsvaret endnu ikke er udviklet, og en lang række antistoffer mangler at blive dannet. Søg læge, hvis feberen varer mere end et par dage, eller hvis du er bekymret for dit barns almene tilstand.
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Kan min baby vaccineres mod RS-virus inden jul?
Gode råd mod hælspore
Hvor ofte er det normalt at skifte ble på en baby?
Hashimotos sygdom
Forskellige typer øreflipper
Gode råd mod lægkramper
Hvad skyldes smerter i underlivet efter overgangsalderen?
Hvordan forbereder vi os bedst på en krise med vores forråd?