Lige fra hjertet: Min søsters omsorg var uheldig

Efterårssolen tindrede klart, og jeg gik og nynnede i haven. Jeg betragtede tilfreds mit kongerige. Den bare græsfirkant havde jeg på få år omdannet til et frodigt eventyrland af stier, staudebede og farver.

Et bip fra telefonen indenfor fik mig til at trække handskerne af og gå ind. Indtil nu havde jeg ikke skænket datoen en tanke, men da jeg så min søsters navn på skærmen, indså jeg, at det var den 6. oktober. Så vidste jeg godt, hvad sms’en bød på.

”Lene, jeg tænker sådan på dig i dag. Håber, du får en okay dag trods alt. Ring, hvis du vil snakke. Kys, Annette.”

Den blide efterårsvarme forvandledes med et til stejl kulde indeni. Jeg så på uret og konstaterede, at den var 09.51. Klokkeslættet katapulterede mig tilbage i tiden.

9 år tidligere

For præcis ni år siden talte jeg med Bjarne for sidste gang. Vi havde nydt en sen morgenmad, inden han skulle møde på arbejde. De behandlede ham godt på jobbet på havnen. Det farlige, krævende arbejde med containerne blev passet af yngre kræfter, mens Bjarne nu bistod med sin store viden fra et langt liv som arbejdsmand på havnen.

Klokken lidt i 10 trillede han af sted i højt humør.

Vi glædede os begge til pensionen. Vi ville se verden, og vi var i gang med at spare op. Annette og hendes nye kæreste rejste ofte. De havde altid en rejse i kalenderen at se frem til, og det inspirerede os. Skotland og Vestindien stod højt på vores liste.

Jeg havde fri den efterårsdag for ni år siden, og lige som jeg kom ind fra en tur i haven, ringede telefonen.

Det var Bjarnes chef. Han var stille først. Da han begyndte at tale, rystede hans stemme. Der var sket en ulykke.

Resten af samtalen kender jeg kun, fordi jeg har fået den genfortalt. Bjarne var gledet mellem containerne, mens han demonstrerede en sikkerhedsrutine for en kollega. Han, som kendte hver en ujævnhed på havnen som sin egen fodsål, havde mistet fodfæstet.

Han blev mast, og han døde øjeblikkeligt, fortalte en ambulanceredder mig, da jeg ankom på havnen. Hun aede mig medfølende på armen og talte mig fra at gå helt hen til ulykkesstedet. Han ligner ikke sig selv, havde hun sagt.

De ord hjemsøgte mig længe. Det var dem, jeg gentog for mig selv i den følgende tågede tid. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik noget at spise, eller hvornår børnene var hos mig. Jeg var i chok.

Min søster hjalp mig igennem

Takket være Annettes stille måde at ordne indkøb, tøjvask og begravelse på kom vi igennem dagene. Det var også hende, der tålmodigt fik vendt mit fokus fra ambulanceredderens voldsomme ”han ligner ikke sig selv” til det mere barmhjertige ”det gik så hurtigt, at Bjarne intet opdagede”.

Annette var selv enke. Hendes mand, Erland, var død af kræft, kun 34 år gammel. Annette vidste præcis, hvordan sorg skulle håndteres, og jeg var hende evigt taknemmelig. Men da jeg stod på den niende årsdag for Bjarnes død og læste hendes besked, kunne jeg ikke fortrænge følelsen af … irritation.

Den omsorg, der lå i sms’en, var åbenlys og kærlig, men jeg måtte se i øjnene, at den ramte skævt. Sandheden var, at jeg ikke længere var i samme sorg, som jeg havde været de første år.

Faktisk hæftede jeg mig ikke ved datoen, hvis intet mindede mig om den. Juleaften og nytårsaften var svære uden Bjarne, og til sammenkomster som guldbryllupper eller børnebørns konfirmationer manglede min festlige mand virkelig.

Datoen for hans død, den var jeg heldigvis forskånet for at være knyttet til. Jeg savnede Bjarne inderligt, men jeg var landet godt, præcis som min livsglade mand ville have ønsket mig det.

En sørgelig påmindelse

Men nu hev Annettes årlige sms mig altid tilbage til den værste dag i mit liv. Hvor ville jeg dog gerne være fri for den påmindelse. Men en så sød hilsen kan man vel ikke bare frabede sig?

Jeg gik ud i haven og gravede videre for at sætte løg til de gule tulipaner. Det var en hilsen til unge Bjarne, der havde købt mig en favnfuld gule tulipaner, dengang jeg fortalte ham, at jeg ventede barn. For evigt ville gule tulipaner minde mig om hans glæde.

Som jeg gravede, blev jeg mere og mere frustreret. Idyllen ved havearbejdet var slået itu, nu kunne jeg kun tænke på den sorte dag for ni år siden. Jeg satte mig op og besluttede, at jeg måtte tage den snak med min søster. Ellers ville det her fortsætte år efter år.

På den første årsdag havde Annette sørget for, at vi var sammen, så jeg ikke skulle være alene. Dagen ramte mig hårdere, end jeg havde ventet. Det havde hun måske forudset, for hun var en klippe ved min side hele dagen. Året efter var det nemmere, men det var stadig dejligt, at hun havde sørget for, at vi skulle ses, så jeg havde det at se frem til.

Tredje årsdag var jeg med en flok andre nyslåede pensionister på grupperejse i Skotland. Det havde været en kraftanstrengelse at rejse ud uden Bjarne. Mine medrejsende var alle søde, men udelukkende par, og jeg fandt ingen lejlighed til at betro nogen, hvad den 6. oktober betød for mig. Derfor varmede Annettes sms; hun tænkte på mig.

På fjerdeåret havde jeg ikke skænket datoen en tanke, før Annettes sms tikkede ind. Straks fik jeg dårlig samvittighed. Var jeg ved at glemme Bjarne? Det plagede mig i nogle timer, før jeg indså, at jeg skam ærede Bjarne fint. Jeg stod midt i at flytte ind i det perfekte, nybyggede rækkehus, Bjarnes og mit drømmehus. Jeg bildte mig ind, at han blinkede ned til mig, da jeg skrev under.

Tid til at give slip

Nu var det altså ni år siden, Bjarne var gået bort, og de sidste tre år havde den årlige sms fra Annette været en uvelkommen påmindelse om en sort dag, jeg helst ville slippe. Det lod ikke til, at traditionen ville holde inde, så jeg blev nødt til at fortælle hende, at den gav mig en helt anden følelse indeni, end hensigten nok var.

Jeg var overbevist om, at hun ville tage det pænt. Vores forhold var tættere end nogensinde, og jeg regnede hende for min bedste veninde. Alligevel var det en overvindelse at skulle sige fra.

Jeg ringede op og mærkede hjertet hamre. Da hun svarede, var hendes stemme tyk af medlidenhed. Imens kunne jeg høre, at hun satte sig til rette i sin knirkende sofa, sikkert med benene trukket op under sig, som hun gjorde, når hun lyttede aktivt. Det irriterede mig.

Mere køligt end jeg havde planlagt, sagde jeg:

– Vi er nødt til at tale om den her dag, 6. oktober, og hvordan vi markerer den.

Annette blev stille. Mit tonefald var uventet, men hun lyttede, mens jeg forklarede, at den årlige sms gjorde mig alt andet end godt.

– Faktisk får jeg en smule dårlig samvittighed over, at du husker dagen, når jeg ikke selv gør. Det er, som om du forventer, at jeg går i sort 6. oktober, sagde jeg.

Jeg fortrød mit tonefald. Sådan ville jeg slet ikke have sagt det. Jeg vidste udmærket, at Annettes sidste ønske var at pådutte mig dårlig samvittighed.

Hun var mere kortfattet end normalt, da hun svarede:

– Det var naturligvis ikke min hensigt. Det er jeg sikker på, du ved. Det var ment som en støtte.

Jeg kunne ikke tyde, hvad hun tænkte. Var hun stødt? Flov? Vi afsluttede opkaldet kort efter, og jeg var slet ikke så lettet, som jeg plejede at være, når jeg havde talt med min søster.

Pludselig slog en tanke ned i mig. Handlede al hendes omsorg måske om hende selv?

Min søsters sorg

Dengang, min sorg og mit savn var værst, havde Annette altid en god betragtning klar, og jeg tænkte ofte: Sådan her skulle jeg have støttet hende, da hun blev enke. Men jeg havde ikke haft kræfterne til at gå ind i den snak. Det havde jeg nu.

Uden at spilde tiden ringede jeg op igen og gik lige til sagen:

– Jeg er så ked af, at jeg ikke var der for dig, dengang Erland døde. Er det derfor, du bliver ved at huske Bjarnes dødsdag? Fordi jeg alt for hurtigt glemte Erlands?

Annette var stille længe og tog så prøvende ordet:

– Altså, så gennemtænkt var det ikke. Men ja, måske er der noget om det. 6. oktober står i min kalender, så du ikke skal føle, at Bjarnes død er glemt. Erlands død var så …

Min storesøsters stemme knækkede over, og lyden fik mine tårer til at løbe, inden hun talte videre:

– Jeg var så ensom, Lene. I, der var omkring mig, forstod ikke rigtigt min situation. Og det har jeg aldrig bebrejdet jer. Du og Bjarne var nyforlovede, og mine veninder var enten gravide eller optagede af livet som børnefamilie. Selv, hvis I havde kendt rigtig sorg selv, havde I ikke haft tiden til at støtte mig.

Jeg lyttede, mens hun talte. I ni år havde hun lyttet mest, nu var det hendes tur til at tale.

Hun fortalte om savnet og om at have fravalgt børn, når hun ikke kunne få Erlands. Det havde jeg ofte tænkt på, om hun ville ønske, hun havde fået børn. Vi havde aldrig talt om det, men nu vidste jeg besked. Hun havde savnet børn.

En ny tradition

Vi græd sammen, og så lo vi. Af gamle minder med Erland og også af de mindre heldige bekendtskaber, der fulgte efter. Nu havde hun dannet par med Christer i snart 15 år, en rejseglad levemand, der på mange måder mindede om Erland.

– Skulle vi ikke markere Erland? spurgte jeg, og Annette bad mig uddybe.

– Han var så god til at lave mad. Det her forslag kommer alt for sent, men skulle vi ikke holde fødselsdagsfest for ham hvert år? Og servere Erland-mad? Kan du huske, dengang han lavede hjerter i flødesovs, første gang I skulle møde Bjarne? Det var sådan en god aften.

Forslaget lod til at løsne noget i Annette. Hun græd igen, denne gang af lettelse, da hun huskede på Erlands gode mad. Hun takkede ja og begyndte straks at planlægge. Fejlagtigt havde jeg bildt mig ind, at dyb sorg går over, hvis den ties væk, tænkte jeg

Endelig sagde jeg det, jeg ikke havde haft ord for i ni år:

– Jeg ville ønske, jeg havde hjulpet dig, da Erland døde, ligesom du hjalp os gennem Bjarnes død.

Annette smilede gennem røret:

– Tænk ikke på det, min ven. Du hjælper mig nu.