Urteomelet med lakserillette

Søndag, 5. januar 2025
Anita Lauridsen Banner
Foto: Columbus Leth
Vil du undgå inflammation i kroppen, skal du spise antiinflammatorisk kost. Her er en lækker frokostret med laks, spinat og urter.
Omelet med laks og urter

Opskriften rækker til to personer.

Hytteostmayonnaise:

100 g hytteost

1 spsk. olivenolie

1 tsk. dijonsennep

1 spsk. hvidvinseddike

Salt og peber

Lakserillette:

100 g varmrøget laks

1 håndfuld dild

1 spsk. kapers

1 dl hytteostmayonnaise

Saft af ½-1 citron

Salt og peber

Urteomelet:

2 dl blandede krydderurter (persille og dild fungerer godt)

100 g frisk spinat (eller 75 g hakket spinat fra frost)

4 æg

2 spsk. olivenolie

Pynt:

50 g radiser

Lidt dild

Sådan tilbereder du retten:

Hytteostmayonnaise:

Bland hytteost med olie, sennep, eddike og salt og peber. Blend med en stavblender til en cremet masse. Tilsæt lidt mere olie, hvis den skal være mere fed. Opbevar på køl.

Lakserillette:

Pluk laksen i mindre stykker. Hak dild og kapers fint, og bland det med laksen. Tilsæt hytteostmayonnaise til en cremet rillette. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Pynt:

Skær radiserne papirtyndt ud, og læg dem i iskoldt vand indtil servering – det giver dem ekstra sprødhed.

Urteomelet:

Hak urterne meget fint. Hak spinaten groft. Pisk æggene til en ensartet masse i en skål. Tilsæt urterne. Varm en pande op ved middel varme, og steg halvdelen af spinaten i 2-3 minutter, til den falder lidt sammen. Fordel halvdelen af æggemassen på panden. Når æggemassen har sat sig en smule, vipper du den over, så omeletten er formet som en halvmåne. Steg videre i ca. 5 minutter under låg, til æggemassen har sat sig. Tilbered den sidste omelet på samme måde. Anret med lakserillette, sprød radise og dild.

Antiinflammatorisk kost
Foto: Columbus Leth

Opskriften er fra bogen ”Den store antiinflammatoriske grundbog”. Her deler ernærings- og livsstilscoach Martin Kreutzer ud af sin store viden om emnet og guider dig til at komme i gang uden at lide afsavn. Bogens 74 delikate opskrifter er udarbejdet af Isabella Amorøe, der er cand. scient i Inegrated Food og professionel madskriftudvikler. Bogen koster 300 kr. Politikens Forlag, 280 sider.