Veteran fandt fællesskabet igen med Invictus Games

– Velkommen, smiler Klaus Lauritsen.

Håndtrykket er varmt og så kraftigt, at man fristes til at tjekke, om alle fingre er intakte.

– Det var godt, du ikke havde en masse ringe på, smiler Henriette Lauritsen. Hun er vant til forbløffelsen, når hendes mand giver hånd.

De to har været næsten uadskillelige, siden de mødtes til ungdomsfest i Ringparkens Beboerhus i Roskilde i 1989. Da var Henriette 16 og Klaus 17 år.

– Han fulgte mig hjem efter festen og sansede hverken gadenavn eller husnummer. Men han kunne huske, at vi havde to høje birketræer i forhaven, og dem gik han efter, da han vendte tilbage dagen efter, siger Henriette med et kærligt smil til Klaus.

De husker begge den præcise dato, 17. november 1989, og i dag kan ingen af dem forestille sig et liv uden den anden.

– Vores venner siger altid, at man ikke kan sige Henriette uden samtidig at sige Klaus og omvendt, fortsætter Henriette.

Men de seneste mange år har parrets kærlighed været på en hård prøve, og kampen for at bevare familien samlet har krævet store ofre.

Hård modtagelse

Bøgerne i Klaus Lauritsens reol har titler som ”Elitesoldat”, ”Hitlers vikinger” og ”Frikorpsfolk”. Han har altid interesseret sig for militærhistorie og blev værnepligtig ved Sjællandske Livregiment i Slagelse.

Han fortsatte i militæret efter værnepligten og avancerede til konstabel.

I 1997 blev han tilbudt en udstationering i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Herzegovina, men Henriette sagde nej.

Hun var ikke parat til, at Klaus skulle udsendes, og krigene på Balkan havde vist sig at være langt farligere, end nogen havde forestillet sig, da de brød ud i begyndelsen af 1990’erne.

Klaus respekterede Henriettes ønske og sagde op.

– Man kan ikke være i Forsvaret, hvis man ikke vil udsendes, konstaterer han nøgternt.

Men Klaus savnede militæret, og to år senere indgik parret et kompromis. Hvis de blev gift, ville Henriette gå med til, at han blev udsendt.

27. januar 2000 rejste Klaus Lauritsen til Kosovo med hold 2 for KFOR, som var NATO’s Kosovo-styrke.

KFOR blev indsat, da kosovoalbanere gjorde oprør mod det serbiske overherredømme og forsøgte at etablere deres eget land. Serberne var militært overlegne og drev omkring en million kosovoalbanere på flugt.

KFOR skulle skabe ro og orden, fred og stabilitet, men havde reelt ikke mandat til at gøre andet end at overvåge og dokumentere kampene og overgrebene.

NATO-styrken blev ikke modtaget med åbne arme, tværtimod angreb militante grupper de fremmede styrker.

Civilbefolkningen var udmattet og sultede og kastede lange blikke efter soldaterne, når de kørte patrulje.

– Vi kunne ikke gøre andet end at vinke til dem, siger Klaus. Hånden skælver, mens han rækker ud efter sin kaffekop.

– Når vi kørte til lossepladsen med skrald, sendte familierne deres børn ud for at lede efter mad i vores rester.

Magtesløsheden satte sig i Klaus, men han bemærkede det ikke selv.

Dine øjne var tomme

Efter seks måneder blev soldaterne sendt hjem fra Kosovo en fredag i august med et chartret turistfly.

Flere af soldaterne blev vinket ind til tjek i tolden, fortæller Klaus hovedrystende.

Myndighederne viste efter hans mening ingen forståelse for, hvad de lige havde været igennem, og udenfor stod de spændt ventende familier og havde heller ingen anelse om, hvad deres kære havde været igennem.

– Der gik et par dage, hvor vi befandt os i en slags lykkesrus over at være sammen igen. Men så blev gensynsglæden til hverdag, og jeg opdagede, at Klaus var forandret, fortæller Henriette.

Kontrasten mellem elendigheden i Kosovo og sovs og kartofler en fredag aften i trygge Danmark var enorm.

Mandag skulle Klaus møde på kasernen igen for at aflevere sit grej. Kort efter blev hold 2 kaldt til samling, hvor en psykolog spurgte, om der var nogen, som havde brug for hjælp efter udsendelsen.

– Vi sad 150 soldater, som alle troede, at vi var Superman. Ikke én rakte hånden op, husker han.

Derefter blev holdet sendt på ferie og spredt for alle vinde. Men der var ikke feriestemning i hjemmet i Roskilde.

– Dine øjne var tomme, siger Henriette henvendt til Klaus. – Jeg spurgte dig, ”hvad sker der”, og du svarede ”ikke noget”. Jeg spurgte dig, om det ikke var dejligt at være hjemme igen, og du sagde bare ”joh ...” Senere sagde du, at du skulle være blevet genganger og have taget seks måneder mere i Kosovo.

Efter ferien vendte Klaus Lauritsen tilbage til soldaterlivet i Danmark, og henved et halvt år efter udsendelsen blev soldaterne bedt om at udfylde et skema om deres mentale helbred.

Klaus udfyldte skemaet i samarbejde med Henriette, men Forsvaret fulgte aldrig op.

– Jeg fik aldrig nogen respons på mine svar, og det gjorde mine kammerater heller ikke, siger han tankefuldt.

Scannede omgivelser

Ni måneder efter at Klaus Lauritsen kom hjem, blev parret forældre til deres ældste søn.

Som konsekvens af graviditeten insisterede Henriette på, at Klaus stoppede ved Forsvaret. Hun ville ikke stå i lufthavnen igen og denne gang vinke farvel med et spædbarn på armen.

– Henriette gjorde det klart for mig: Enten får vi barnet, og du siger op, eller også får jeg en abort, og du kan blive i militæret. Jeg sagde op, og den beslutning er jeg Henriette taknemmelig for den dag i dag, siger Klaus.

Han fik job som smed og jord- og betonarbejder, men skiftede hyppigt arbejdsplads. Derhjemme var stemningen præget af Klaus’ humørsvingninger og søvnbesvær.

– Jeg lå ofte og græd om natten, når han endelig var faldet i søvn, fortæller Henriette.

Nogle af parrets venner lagde også mærke til, at Klaus var forandret, men det var svært at sætte ord på præcis hvordan og årsagen.

– Han scannede sine omgivelser hele tiden, både indenfor og udenfor. Det tog al hans energi. Når vi for eksempel gik en tur, hørte han overhovedet ikke, hvad jeg sagde. Han ville også kun gå på stierne, aldrig udenfor, og kun lige midt på fortovet, som om der var noget farligt uden for fliserne, husker Henriette.

– Han var sørgmodig, pessimistisk og blev hurtigt vred, fortsætter hun.

Men Henriette elsker sin Klaus, og parret fik endnu en søn i 2004.

Det var dog småt med familieidyllen, og en dag på en jagt sad Klaus pludselig med geværløbet i munden. Han overvejede selvmord for drengenes skyld, men gjorde heldigvis ikke alvor af sine tanker.

En aften spurgte den ældste søn sin mor, om de ikke kunne sende far væk.

– Vores sønner var på det tidspunkt syv og 10 år, og den aften erkendte jeg, at det ikke bare var mig, som mærkede konsekvenserne af Klaus’ udsendelse til Kosovo, siger Henriette.

Hun insisterede på, at der skulle ske noget, og parret opsøgte Forsvarets Veterancenter. Klaus kom til psykolog, men følte sig ikke forstået, og familien fik ingen hjælp.

Raseri og tårer

Klaus fandt endelig en arbejdsplads, han var glad for.

Jobbet hos forsyningsselskabet Fors A/S, som tager sig af bl.a. spildevand og fjernvarme for borgere i Roskilde, Lejre og Holbæk, ville han beholde. Arbejdet krævede dog meget af hans energi, og han var så mentalt drænet, at et par hundehår i sofaen kunne udløse et raseriudbrud.

En episode i juni 2023 fik bægeret til at flyde over. En af sønnerne blev slået ned og fik kæbebrud i forbindelse med en rugbykamp.

– Vi kørte ham på hospitalet, og så brød jeg sammen. Jeg sad bare på gangen og rystede, mens tårerne væltede ud ad mig.

Magtesløsheden over ikke at kunne hjælpe sin søn mindede om magtesløsheden i Kosovo.

Henriette tog over og sad ved sønnen, men allerede måneden efter brød Klaus sammen igen, denne gang på arbejde. Via virksomhedens sundhedsforsikring fandt Klaus 23 år efter udsendelsen til Kosovo endelig en psykolog, som forstod ham.

Psykologen sendte ham hurtigt videre til en psykiater, der gav ham diagnosen posttraumatisk stress, PTSD.

– Klaus kunne sætte flueben ved stort set alle symptomerne, der var ingen tvivl, siger Henriette med blanke øjne.

Klaus forsøgte fortvivlet at bevare sit arbejde, men det stod klart, at et fuldtidsjob var for krævende. Arbejdspladsen ville dog ikke undvære ham, og i oktober 2024 fik Klaus Lauritsen et fleksjob på 14 timer om ugen.

Har fundet fællesskab

På en veterancafé i Lejre hørte Klaus for første gang om Forsvarets rehabiliteringsprogram Invictus Games. En tidligere deltager fortalte om programmet, og Klaus så for første gang en mulighed for at finde et fællesskab blandt veteraner og hjælp til, hvordan han skal tackle et liv med PTSD.

Han har roet, siden han var dreng og var som ung med til at vinde DM for juniorer. Nu er målet Invictus Games i Canada i februar. Her skal han dyste med og mod andre fysisk og mentalt skadede veteraner fra 20 lande.

Invictus Games er en del af en større rejse mod et bedre liv. Op til eventet træner Klaus sammen med 19 andre veteraner.

Og Henriette skal med Klaus på turen til Canada.

– Han har stadig meget tankemylder, men så kan han suge min ro til sig, når vi er afsted, og det gør ham tryg.

Fællesskabet blandt veteranerne har gjort en stor forskel for Klaus. Her har han fået venner på tværs af alder og geografi.

– Invictus Games er et fantastisk koncept, hvor jeg har fundet det samme kammeratskab som i militæret. Vi forstår hinanden på en helt særlig måde, så jeg er helt ”høj”, når jeg kommer hjem fra vores samlinger. Legene i Canada bliver en fantastisk oplevelse, smiler Klaus.

Håndtrykket til farvel er lige så fast, som da vi sagde goddag. I øjnene glimter det lidt.