Tanja har PTSD: Kun på løbebanen kan jeg glemme fortiden

– En af skavankerne er den svigtende hukommelse. Og så alligevel! For begivenhederne mindes jeg såmænd tydeligt nok, så måske vi snarere skulle tale om erindringsforskydelse – svigtende steds- og tidsfornemmelse. En slags ”hvor og hvornår var det nu, det var?” siger hun.

Én ting står dog lysende klar for Tanja Sunekær, 38 år. Dagen, ja, sekundet, hvor livets legende, sorgløse lethed ”mistede sin uskyld”.

Den sene nattetime i Kosovo, da freden brast, og krigen brød ud. Da hun ikke længere vidste, hvad der gemte sig i mørket, og tidligere venner blev dødsfjender, og efterlod en ung, kvindelig konstabel i de fredsbevarende styrker med en dengang i 2004 endnu udiagnosticeret PTSD, posttraumatisk stress syndrom, som Tanja lykkeligvis med tiden har fået delvist hold på. Den forbliver dog hendes livslange, højst uvelkomne følgesvend.

Det var nu ikke til at se en tidlig formiddag i oktober på Vejen Idrætscenter, hvor kronprins Frederik også var mødt op for at hilse på de 25 fordums aktive soldater, der fra lørdag den 20 oktober og en uge frem i Sydney i Australien skulle repræsentere de rød-hvide farver ved Invictus Games – en art olympiske lege for alverdens fysisk og psykisk handicappede krigsveteraner. Med Tanja i aktion i såvel styrkeløft som 1.500-meter løb.

Læs også: Efter tiden som udsendt soldat: Min hund Thor får mig på rette vej

Foretrak at tie

– Jeg har opdaget, at atletikbanen og træningshallen er det eneste sted, hvor jeg kan lukke fortiden helt ude, fortæller Tanja, der for nylig startede i nyt fleksjob som serviceassistent i DGI-Huset i Vejle.

Så selvfølgelig er hun med rette stolt. Men al sportslig respekt taget i betragtning bliver det en biting, om hun kommer hjem til Fredericia med medaljer om halsen. Den største sejr er jo allerede vundet – generobringen af det liv, som en overgang balancerede på så tynd en tråd, at Tanja ikke én, men flere gange har stået i vandkanten ved Lillebælt og mumlet ”skal-skal ikke”, mens hun overvejede, om det ikke var bedre at lade al fremtid gå til bunds derude på havets dyb.

Det var dog næppe det, hun betroede kronprinsen. I det hele taget har Tanja først sent åbnet for detaljer fra en fortid, hun havde så svært ved at tale om, at hun end ikke diskuterede den med sin daværende kæreste, som i selvsamme tidsrum var udsendt til Irak og ligeledes vendte hjem med smitten til PTSD i vadsækken.

– Det var heller ikke nødvendigt. Vi kendte det jo begge – det, ingen alligevel kan forstå, hvis ikke de selv har været det igennem. Så vi foretrak at tie. Også når vi kun var os to, siger Tanja om det forhold, der ikke holdt længe efter hjemkomsten.

– Men vi er forblevet venner og taler ofte sammen. Anderledes kan det ikke være, når det, der skilte os, samtidig er det, der binder os sammen, tilføjer hun.

Læs også: Bunkeren fik mig ud af depressionen

Første gang med fly

Hvad fik en ung pige opvokset på idylliske Midtfyn til ”at gå i krig” på det fjerne, urolige Balkan, frivilligt aftjene sin værneret ved Dragonregimentet i Holstebro og blive civillærling som lastvognsmekaniker på Ryes Kaserne i Fredericia?

– Mon ikke det ligger i blodet? Far og farfar var begge i Forsvaret? Og som barn var jeg også mere til biler end til Barbie, svarer Tanja og ler.

Faktisk søgte hun en læreplads på private værksteder. – Men tanken om piger med en skruenøgle i hånden og olie på fingrene havde de åbenbart kun et fjollet grin tilovers for, konstaterer hun.

Det var nu nok stivnet, hvis de få år senere havde mødt Tanja svært bevæbnet snuble afsted i bælgravende mørke langs Ibars mudrede bred og lede efter småbørn, som serberne efter sigende havde smidt i floden. Eller når hun en sen nattetime automatisk rakte ud efter geværet, fordi fjenden meldtes på vej over bjergene. Et scenarie, som Tanja heller ikke selv havde fantasi til at forestille sig, da hun meldte sig til tjeneste i Kosovo.

– Det var jo en fredsbevarende mission med humanitære opgaver. For mit vedkommende primært som mekaniker. Og dér falder ordet krig ikke først på tungen. Lidt naivt måske.

Men det lød enormt spændende, når tidligere udstationerede fortalte om deres oplevelser, fortæller Tanja, der med rang af konstabel og efter tre måneders særuddannelse hos DIB, Den Danske Internationale Brigade, satte kurs mod Kosovo og i lufthavnen fulgtes med en kvindelig kollega, der talte om statistik over flystyrt.

– Om jeg blev nervøs? Næh, jeg kunne kun svare, som sandt var: ”Det her er første gang i mit liv, jeg skal ud at flyve”. Men det var da et kulturchok under køreturen til lejren ved Mitrovica at se affaldet hobe sig op, faldefærdige biler stykket sammen af dele fra andre køretøjer og mangel på stort set alt.

Læs også: Efter koncentrationslejr i Polen: Jeg har set det værste

4-årig kropsvisiteret

– Men befolkningen var sød. Og den første halvanden måned bevægede vi os frit uden at være bange for noget. Men så kaldte alarmen os en nat sammen på appelpladsen med ordre til at lede efter tre børn, der var forsvundet i – eller ved – floden. Heldigvis var jeg ikke blandt dem, der fandt to af ligene. Jeg så dem aldrig og ved den dag i dag ikke, om de var faldet eller kastet i vandet.

Tanja var nu ikke længere i tvivl om, at hun var i krig. Der hørtes skud oppe fra højderne, der omgav lejren, hvor delingen ikke længere sov på værelserne i lejren, men i samlet flok krøb i soveposerne på værkstedet.

– Allerede dagen efter blev vi kommanderet på vagt ved en bro, hvor forbipasserende skulle kropsvisiteres. Og jeg indrømmer, at jeg fik en klump i halsen, da en 4-årig pige måtte stå med armene strakt vandret ud til siderne som et andet fugleskræmsel, så vi kunne se, om hun gemte små håndvåben under sin lille trøje eller i armhulerne.

Selv om pigen intet skjulte, blev klumpen i Tanjas hals, hvor den var! Det samme gjorde suget i maven og tårerne i øjnene. For en ung kvinde fra det fredelige Norden var det ubegribeligt, at tidligere naboer med ét forvandlede sig til dødsfjender.

Læs også: Anjas søn var udsendt til krigszone

Skreg og skreg

I løbet af det halve år med de danske styrker var Tanja hjemme på tre ugers orlov, og hun skulle tage sig selv i nakken for at vende tilbage til ”fronten”, hvor selv begivenhedsløse natpatruljer stressede de i forvejen tyndslidte nerver.

– Vi anede jo ikke, om nogen holdt øje med os derinde i mørket. Travede blot afsted, mens vi i tusindvis af tanker forestillede os alt muligt, indskyder hun.

Men det var i fuldt dagslys, da alarmens infernalske hyletone lød endnu en gang, at det gik helt galt for en både fysisk og mentalt udkørt Tanja. Hun nægtede simpelthen at forlade soveposen og bevæge sig ud i terrænet.

– Jeg rystede over hele kroppen og tænkte bare: ”Nej, nej! Ikke nu igen!” Og så skreg jeg. Skreg og skreg. Hvor var jeg dog bange. Og jeg røg direkte på infirmeriet.

Hun holdt dog tiden ud og fik allernådigst ekstraordinær tilladelse til at rejse til en nær vens bisættelse i Danmark.

– Dog kun tre dage, da der ikke var tale om familie, siger Tanja, for hvem resten af missionen i Mitrovica ligner et puslespil, hvor det kniber med at holde styr på brikkerne.

Læs også: Britta er børnelæge: Hjælper børn i hele verden

Selvmordstanker

Faktisk lidt det samme med årene efter hjemsendelsen, hvor det slet ikke fungerede, da hun og kæresten flyttede sammen. Og tiden som lastvognsmekaniker var også et overstået kapitel.

– Måske lyder det mærkeligt, men der var for meget, jeg havde glemt, og jeg ville ikke beholde et job, jeg ikke kunne bestride 100 procent, siger en ærekær Tanja.

Hun skulle dog helt ned med nakken først, før diagnosen blev stillet. Skønt fast besluttet på at lade psykiater være psykiater arbejde sig fra det og selv rydde op blandt skeletterne i skabet oprandt dagen, den 21. juni 2007, hvor alt var slut. Tankerne om selvmord dukkede tiere op, og pludselig kom gråden og var ikke til at stoppe. Og som et nødskrig råbte hun:

”Får jeg ikke hjælp i dag, er jeg her ikke i morgen!”

Det fik hun – heldigvis omgående. I en grad, så hun selv siden valgte en fremtid som pensionist fra, men i stedet tog det ene vikarjob efter det andet. Og flyttede ind i et værelse på Soldaterhjemmet og ud af den selvvalgte isolation i egen lejlighed. Ja, hun fandt endog kræfter til at hjælpe en gammel kammerat fra Kosovo på ret køl igen.

Læs også: Korrespondent Steffen Jensen: Jeg elsker historier om almindelige mennesker

Fem år med løb

– Og så gik jeg i lære igen. Jeg vil jo gerne bruge mine hænder. Denne gang som maler, siger Tanja, der efter en rum tid og hos to forskellige malermestre fik sit svendebrev, men ikke længere magter en hel arbejdsdag.

– Tidligere kendte jeg ikke begrænsningens kunst, men gik for eksempel i praktik som maler fra nogle få ugentlige timer til fuldtid på to måneder.

Det resulterede i konstante smerter i hendes højre lyske, hvad der truede såvel hendes fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet som på atletikbanen. Men det fik en fysioterapeut heldigvis styr på.

Faktisk er det kun fem år siden, Tanja snørede løbeskoene første gang, og allerede året efter gennemførte hun sit første maraton med efterfølgende udtagelse til – og sølvmedalje ved – Invictus Games 2016 i Orlando i Florida.

Så guld i Sydney vil da pynte på væggen hjemme i Fredericia, hvor Tanja, der er single, for alvor er faldet til.