Vi er en stor kreds af veninder, der ofte mødes. Sundhed er tit et emne, og flere i gruppen taler godt om akupunktur.
Jeg kender ikke meget til dette og er som hovedregel altid lidt skeptisk over for andre behandlingsmetoder end de etablerede, og så er det jo også dyrt.
Hvad mener du egentlig om akupunktur, og hvad kan det bruges til? Er der lavet undersøgelser om behandlinger og resultater, eller er der bare fri adgang til at bruge nålene til hvad som helst?
Mvh. Den lidt skeptiske
Det kan bestemt være fornuftigt med en smule skepsis overfor alternative behandlingsformer, men har de et godt ry, er det formentlig, fordi nogle er blevet godt hjulpet af dem. Det kan medføre videnskabelige undersøgelser og bedre forståelse for, hvornår og hvordan nogle af disse behandlinger kan bruges, og dette er tilfældet med akupunktur.
Akupunktur har sine rødder i Kina og har været brugt til behandling af sygdomme i meget lang tid, specielt i Asien. Mange videnskabelige undersøgelser om brugen af akupunktur er nu lavet, og det har i vores del af verden medført et nyt syn på behandlingsformen.
Den form for akupunktur, jeg kender til, anvendes til at lindre veldefinerede smertetilstande i muskler og led samt hovedpine og migræne. Behandlingen foregår ved, at der stikkes meget tynde nåle ind på trykfølsomme punkter, kaldet akupunkturpunkter. Disse punkter er relateret til de områder, der giver symptomerne.
Det er klart, at man skal tænke sig om, når man stikker nåle gennem huden, men jeg har tillært mig nogle få smertetilstande, jeg behandler med akupunktur, og der ses ofte rigtig gode resultater.
Umiddelbart er jeg positiv over for denne smertebehandling, men jeg vil helst se effekt efter få behandlinger. Ellers går jeg til de mere etablerede former for behandling.
Når jeg giver akupunktur, betaler patienten kun for nålene, og det beløber sig maksimalt op i 50 kr.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Virker akupunktur rent faktisk?
Kan jeg selv lave tårevæske?
Hvordan er det bedst at sørge?
Mine børnebørn er født for tidligt
Kan udslet være farligt?
Må min datter sove udenfor i kulden?
Hvorfor har min datter så ofte feber?
Kan man få fjernet sine brystvorter?