Sjov novelle om forviklinger: Cykeltyven

Det var sollyset, der vækkede Merete. Hun kiggede på uret på natbordet. Klokken var kun syv. Pokkers. Hun havde ellers tænkt sig at sove længe, for det første var det lørdag, for det andet havde hun været i biografen aftenen før med sine venner, Lars og Bente.

Efter filmen var de gået hjem til dem og havde siddet og snakket om de gode gamle dage, så tiden var fløjet, og hun var kommet alt for sent i seng.

De havde mødt hinanden på en ferie på Gran Canaria og var faldet i hak med det samme og havde holdt kontakten, da de vendte hjem til Danmark. Det var nær ved 30 år siden nu. Tænk engang.

Lars og Bente havde allerede to børn og et tredje på vej på det tidspunkt, mens hun selv og Søren, hendes eks-mand, kun havde et, nemlig Nikolaj, der nu var en voksen mand på 38.

Han og hans mand, Jürgen, boede i Berlin, men hun så dem regelmæssigt. Så langt til Berlin var der jo heller ikke, så det gik an. Og de havde været en enorm støtte for hende, da Lars pludselig havde fået nykker og forladt hende til fordel for sin unge sekretær.

Det var så banalt, at det næsten ikke var til at holde ud at tænke på, så det lod hun for det meste være med. Nu. Seks år senere.

Hun var kommet videre, sagde hun tit til sig selv, og havde da også haft et par rendezvouser, som hendes mor ville have kaldt det, meget flottere ord end ”date”.

Bente kalde det ”stævnemøde”, men det fik Merete til at tænke på et idrætsstævne, og der havde ikke ligefrem været tale om ”lagengymnastik” de gange, hun havde kastet sig ud i det og sagt ja til at drikke kaffe med en fremmed mand.

Det havde været flinke og rare mænd, men det havde alligevel været for underligt pludselig at sidde der og snakke med en, man ikke kendte fra andet end lidt skriveri frem og tilbage og en enkelt telefonsamtale eller to. Alt for underligt.

Nikolaj og Jürgen havde ellers prøvet at overtale hende til at blive ved med at forsøge sig udi datingmarkedet, men som hun havde sagt til Bente: – Helt ærligt, jeg er for gammel til at begynde forfra med en eller anden mand, og jeg har det jo godt, som jeg har det. Bestemmer alting selv, og hvis jeg ikke gider lave mad en dag, så lader jeg bare være, jeg er herre over fjernkontrollen til tv’et og ser det, jeg selv vil. Så …

Nej, hun havde det fint, som det var, tænkte hun lettere søvndrukken og slog dynen til side og stak fødderne i hjemmeskoene. Hun var glad for sit halvdagsarbejde som bogholder i et mindre firma, havde gode venner og veninder, sin biografklub og strikkeklub, og så elskede hun at cykle lange …

Åh nej! Cyklen! Pludselig var hun lysvågen.

Grædefærdig faktisk. Hendes gode, gamle cykel, hendes eneste transportmiddel, var væk. Tyvstjålet.

Der havde den stået som så ofte før i cykelstativet ved togstationen og trofast ventet på hende, mens hun fartede rundt med toget. Engang havde den endda stået der, mens hun var på weekend i Berlin. Hun havde følt sig helt tryg ved at efterlade den der, herregud, hvem gad vel stjæle en gammel damecykel med kun syv gear? som hun havde sagt til Bente, der i hvert fald aldrig ville efterlade sin cykel så længe og så ved en togstation. Om natten!

Enhver vidste da, at togstationer var tyvenes paradis, de stjal jo parkerede cykler med arme og ben og kørte rundt i store kassevogne og tog for sig af retterne, og så gik turen ellers til Østeuropa.

Efter den snak lod hun cyklen blive hjemme, når hun drog til Tyskland, for man skulle ikke friste skæbnen, og cyklen var hendes ven i nøden. Havde hun glemt at købe et eller andet, fløde for eksempel, så var det op på cyklen og hu-hej til Brugsen. I regn og slud, Merete drog ud iført vandtætte cykelbukser og jakke med hætte.

Hun sukkede dybt og blev siddende på sengekanten og grublede. Så kom vreden.

Pokker tage, om hun ville give op så let. Nok var det en cykel af ældre dato, men hun ville ikke bare finde sig i det. Politiet måtte tage affære. Hige og søge og køre rundt i patruljevogn og holde udkig efter skumle kassevogne med udenlandske nummerplader. Grænsepolitiet måtte i aktion! tænkte hun, mens hun blev mere og mere ophidset.

Det kunne da ikke være rigtigt, at man bare kunne snuppe en ældre dames cykel og slippe godt fra det. Dæleme nej. Så snart hun havde fået sig en kop kaffe, ville hun gå i aktion. Frem med iPaden og Google, hvordan man skulle gribe det an.

Mens hun drak morgenkaffen, ringede hun til Bente og klagede sin nød.

– Den cykel kan du godt vinke farvel til, sagde Bente. – Politiet har da ikke tid til den slags. Den er garanteret allerede ude af landet. Tyvene kører sikkert direkte til grænsen, og så er de pist væk. Måske kan du finde en brugt cykel på den Blå Avis til en rimelig pris, og …

– Aldrig i livet. Jeg vil have min egen cykel tilbage. Jeg giver ikke op så let. Måske hittegodskontoret, eller …

De snakkede, til kaffen blev kold. Efter et hurtigt bad, gik Merete i aktion.

Selvfølgelig ville ordensmagten tage sig af sagen, der stod jo højt og tydeligt på nettet, at man straks skulle anmelde tyveriet og ringe 114 eller henvende sig på politistationen. Man skulle oplyse, hvor den var forsikret, hvor og hvornår den var blevet stjålet, om der var vidner, om ”gerningspersonen” var blevet set. Nemt at svare på, tænkte Merete fortrøstningsfuld.

Men ak, der stod også, at man skulle oplyse stelnummer. Stelnummer! Det havde hun ikke længere. Og hvad cyklen havde kostet fra ny. Helt ærligt. Det kunne hun da ikke huske, det var jo hundrede år siden, hun havde købt den. Hun sukkede dybt.

Nå, men så kunne hun vel lige så godt droppe at ringe 114. Hun tjekkede i stedet hvordan og hvorledes med forsikringsselskabet. De kunne vel bidrage med et beløb, hvis hun blev tvunget til at købe en ny cykel? Men godmorgen. De ville også have stelnummer og nypris og helst også en kvittering. Ingen af delene kunne hun diske op med, og desuden skulle man have en ”forsikringsgodkendt lås”. Jamen, altså.

Endnu et dybt suk. Pokker tage den fyr, der havde hugget hendes cykel. Hvis hun havde ham her, så … Ja, hvad så? Hvad nu, hvis tyven viste sig at være en bodybuildertype med enorme muskler. Ét skub ville være nok, og der ville hun ligge med brækkede ben og en flænge i baghovedet, mens han råbte op om skøre, gamle madammer, der havde knald i låget.

Men på den anden side ville sådan en type nok ikke køre rundt på en damecykel af ældre dato, men i en smart bil med fartstriber. Det var nok nærmere et ungt menneske på SU, der ikke havde råd til at købe en cykel selv.

Uanset hvad, så var resultatet, at hun nu måtte vade på sine flade konvolutter hen til tog og bus, når hun skulle på tur eller bare hen at købe ind, og ydermere måtte hun så slæbe på tunge indkøbsposer, så tunge, at hun måtte have varmepuden frem for at lindre smerterne i ryggen. Bare en liter mælk og to kilo kartofler, for ikke at tale om mel, vejede jo til. Hun sukkede for tredje gang og gik ud og lavede sig en ekstra kop kaffe og spiste fire småkager som trøst. Det hjalp.

Hallo, tænkte hun og vågnede op til dåd, da hun genlæste teksten om cykeltyveri på iPaden. Der stod jo højt og tydeligt, at man tit kunne genfinde sin stjålne cykel i nærområdet. Ofte var det bare en person, der lige havde snuppet den i forbifarten, fordi samme person ikke gad gå hjem fra stationen, eller hvor det nu var, og derefter bare efterlod den et eller andet tilfældigt sted. Rådet var, at man jo lige kunne spadsere rundt i nabolaget og kigge efter sin cykel, måske var man heldig.

Det satte fut i Merete. Alt håb om at gense den kære, gamle cykel var ikke ude, det var bare på med traveskoene og af sted.

Hun rejste sig straks og gik ud i entreen og tog jakke på. I lommen lå cykelnøglen. Nå, den ville hun nok ikke få brug for, for tyveknægten havde garanteret gjort vold på låsen, hvordan skulle han m/k ellers have fået den op?

Hun benede ned af trapperne og satte kursen mod stationen, men hun gik ikke den direkte vej. Derimod siksakkede hun ned ad gader og stræder med øjnene på stilke.

Men ak. Ingen cykel her og ingen cykel der. Efter tre timer og 21.265 skridt på skidttælleren sjoskede hun hjem, orkede ikke mere.

– Fortsættelse følger i morgen, tænkte hun og smækkede benene op på fodskamlen og FaceTimede med Nikolaj.

Han tilbød at købe en ny cykel til hende med forsikringsgodkendt lås og endda en ekstra lås, som kunne sættes fast til et cykelstativ, og så skulle hun huske at gemme kvitteringen og notere stelnummeret, ikke?

– Tak, men nej tak, sagde hun med et smil. – Måske om et stykke tid. Jeg leder videre, der stod jo, at den nok er her i nærheden, og lige præcis den cykel passer til mig. Lad os se tiden an.

Hun sov uroligt den nat, men ikke desto mindre stod hun tidligt op og gjorde sig klar til at fortsætte sin eftersøgning. Hun besluttede, at hun ville blive ved en uge, før hun gav op. Desuden havde hun kun godt af at få motion og frisk luft. Hvis hun fandt cyklen, ville hun fejre det med en flødekage fra den dyre bager og fluks drage til cykelhandleren og købe en af de forsikringsgodkendte låse og notere stelnummeret, hvis hun ellers kunne finde det.

Morgenmad og så på med traveskoene. Denne gang ville hun gå den modsatte vej, nemlig op mod bymidten og igen vandre op ad den ene vej og ned ad den anden, kigge over hække og tjekke alle de cykelparkeringer, hun kunne komme til.

Hvis den var i nærområdet, så skulle hun nok finde den, tænkte hun og bed tænderne sammen, for hun kunne ærlig talt godt mærke gårsdagens 21.265 skridt i benene, men der var ingen vej udenom, hvis hun ville have sin cykel igen. Og det ville hun, koste hvad det ville.

Men nej, cyklen var og blev forsvundet. Skuffet traskede hun hen til Brugsen, for hvorfor ikke købe lidt ind, når hun nu var her? Bare et par småting, for hun orkede ikke at slæbe sig en pukkel til i dag.

Træt og modløs satte hun den ene fod foran den anden. Det ville blive en laaang tur hjem. Henne ved indgangen til butikken stod to ældre mænd og snakkede, døve og blinde for, at de faktisk stod i vejen for folk, der skulle ind og ud. Hun skulede til dem.

– Flyt jer, fjolser, havde hun lyst til at sige, men hun bed det i sig.

Hun spærrede øjnene op. Jamen hov, derhenne, lænet op af muren skråt bag den ene af mændene, stod den jo. Hendes cykel. Ingen tvivl om det. Samme mærke, samme farve, samme sorte metalcykelkurv. Hun stod lidt og bare kiggede. Gik uden om mændene, der ikke ænsede hende.

Jo nærmere, hun kom cyklen, jo mere sikker var hun på, at det var hendes. Skulle hun vente og konfrontere tyveknægten, hvis han pludselig kom ud fra Brugsen. Nej, ikke tale om. Cyklen var hendes. Desuden var cyklen ikke låst, så hvorfor tøve.

– Bare tag den, sagde hendes indre stemme. – Kom så. Tag den, tag den, tag den.

Hun tog den. Trak den hurtigt ud på cykelstien og begyndte hjemturen med et lettelsens suk. ”Jeg er så glad for min cykel” nåede hun lige at nynne, da hun hørte et råb.

– Hej, hallo, stop! gjaldede en vred mandsstemme.

Merete satte farten op.

Hun hørte løbende skridt bag sig.

– Stands! Det er min cykel.

Vel er det ej, tænkte Merete og hjulede af sted.

– Stop tyven! lød det bag hende.

Magen til frækhed. Hun satte farten yderligere op, men var nødt til at standse for rødt lys. Pokkers.

Så nåede løberen frem, pustende og stønnende. Det var den af mændene, der havde stået med ryggen til cyklen. Hendes cykel.

– Hvad i alverden er meningen? spurgte han vredt, mens han hev efter vejret og tog fat om styret med sin barkede næve. – Du kan da ikke bare tage min cykel!

– Nå. Jamen, det er faktisk min cykel, sagde Merete og rankede sig. – Og flyt dig så, inden jeg ringer til politiet. Bare så du ved det, så er det faktisk strafbart at stjæle cykler.

Manden måbede, men slap styret. Lyset skiftede, folk gloede. En kvinde tog sin mobil frem, klar til optagelse.

– Det her skræver vist en alvorlig samtale, uden publikum, sagde manden og nidstirrede kvinden med mobilen.

Det samme gjorde Merete. Inden man så sig om, havnede man måske på YouTube eller TikTok eller hvad det nu hed alt sammen. Måske gik man endda viralt og fik hademails fra Langtbortistan, eller bare fra en i opgangen.

– Okay, sagde hun og trak cyklen ind på fortovet. – Men vi kan ikke stå her og fylde op. Og du trænger vist også til at sidde ned, fortsatte hun og betragtede manden, der havde sved på panden.

– Der, sagde han og pegede på en café længere henne. – Kaffe?

Merete rynkede pande. Kunne man stole på en fyr, der stjæler cykler. Men han så nu harmløs ud, så … Hun nikkede, men slap ikke cyklen, da han tilbød at trække den. Ikke tale om.

Da de nåede cafeen, satte hun cyklen et sted, hvor hun kunne holde øje med den, ulåst som den var. Men en-to-tre tog manden en cykelnøgle op af lommen og låste den. Nu var det hende, der måbede. Kaffen kom hurtigt, tråde blev redet ud. Cyklen tilhørte manden, Carsten, der havde fået den af sin datter, som havde købt en Christiania-cykel, så hun kunne transportere børnene.

– Min datter vogter over mig, sagde Carsten med et glimt i øjet. – Jeg skal have masser af motion, ikke bare sætte mig bag rattet i bilen, siger hun. Jeg skal spise sundt og rejse mig op og sætte mig ned 10 gange om dagen, ja, der er ikke den ting, jeg ikke skal for at holde mig i form, smilede han og tav lidt. – Og i live. Hun er efter mig, siden hun mistede sin mor og jeg min kone, så …

Han trak på skulderen og sukkede dybt.

– Hun mener det godt, så nu cykler jeg en tur en gang imellem, og jeg har faktisk fundet ud af, at jeg godt kan lide det, så nu skal jeg have mig en cykelhjelm og gøre alvor af det. Da jeg var ung, cyklede jeg meget, så det er bare op på sadlen igen. Ud i det grønne, du ved.

De smilede til hinanden.

– Ja, det ved jeg, jeg cykler selv meget og ikke bare, når jeg skal fra A til B, men for min fornøjelse skyld, så du kan nok forstå, at jeg er lidt på den, nu da … begyndte Merete.

– Hør her, du kan sagtens låne min, i ugens løb altså, indtil du får en ny, hvis det er. Jeg bruger altid bilen til hverdag, jeg er nemlig tømrer og kører rundt til kunder.

– Tak, jeg tager dig måske på ordet.

Merete smilede stort: – Jeg kan jo hente den søndag aften og aflevere den fredag eftermiddag. Det ville være en stor hjælp. Til gengæld …

– Du behøver ikke gøre noget til gengæld, eller … Måske kan vi cykle en tur sammen en dag, hvis du kender en god rute, for det er lidt kedeligt at køre rundt alene, ikke?

Carsten så hende dybt i øjnene og smilede.

– Det er da det mindste, jeg kan gøre.

Merete smilede også og mødte hans blik. Hun ville ringe til Jakob og sige ja tak til tilbuddet om en ny cykel, men foreløbig var det fint med delecykelordningen. Helt fint.