
For nylig havde jeg besøg af mit barnebarn på 10 måneder, og til middag lavede jeg kartoffelmos, som jeg serverede med smør og mælk.
Jeg fik så at vide af min søn og svigerdatter, at komælk først må gives, efter barnet er fyldt et år, så modermælkserstatning må indkøbes.
Kan det virkelig være rigtigt? Som farmor vil man jo gerne gøre det rigtige, men det er ikke altid så nemt.
Mvh. L
Spædbørn bør ifølge Sundhedsstyrelsens råd ikke få komælk, men derimod modermælk eller modermælkserstatning i hele det første leveår.
Grunden til dette er, at der er et lavere indhold af protein og mineraler samt et højere indhold af laktose i modermælk end i komælk, mens det totale indhold af fedt i modermælk svarer til niveauet af fedt i sødmælk. Det er proteinet, der laver balladen, for det kan, så vidt jeg er orienteret, belaste nyrerne, hvis man får for meget.
Jeg er helt sikker på, at en enkelt servering med komælk i ny og næ ikke gør nogen skade, men forældrene bestemmer, så du må hellere følge deres ønsker og ikke skabe unødig uro i familien.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Under 9 måneder
Modermælk, modermælkserstatning. Komælk kan kun gives i fx farsretter eller sovs, som er tilberedt til hele familien.
9-12 måneder
Modermælk, modermælkserstatning, lidt surmælksprodukt af sødmælkstypen (stigende fra ½ til 1 dl dagligt frem mod 1 år). Må få mad tilberedt med eller tilsat komælk, dog maks. 1 dl om dagen.
1-2 år
Letmælk og surmælksprodukt af letmælkstypen.
Over 2 år
Fedtfattige mælkeprodukter, dvs. skummet-, mini- og kærnemælk, samt surmælksprodukter af samme slags. Surmælksprodukter med højt proteinindhold, som fx skyr, fromage frais, ymer, ylette og hytteret kan indgå i kosten i variation med andre surmælksprodukter. Nogle børn kan have brug for den lidt federe letmælk, til de er omkring 3 år. Tal med din læge eller sundhedsplejerske, hvis du er i tvivl.
Nybagt mor: Bør vi undgå for mange kys?
Er vi for gamle til at blive forældre?
Skal jeg få fjernet min spiral?
Nybagt mor: Hvad er der nu galt med honning?
Bør jeg fortælle lægen om min mands problem?
Østrogenfri behandling mod hedeture?
Jeg gruer for den gynækologiske undersøgelse
Næsespray mod øresmerter?