
Min veninde har en stor flot klematis med lyserøde blomster, der blomstrer i maj og dækker det meste af hendes hegn ind til naboen.
Jeg ved ikke, hvad den hedder. Er det muligt at tage stiklinger af den, så jeg kan få den i min egen have?
Hilsen Mette
Det lyder, som om det godt kunne være Clematis montana ‘Rubens’, som er meget udbredt.
Men uanset hvad den hedder, så kan du tage stiklinger i juni efter afblomstringen. Klip nogle skud af, og del dem i mindre stykker. Klip lige under og over et bladpar, og fjern så de nederste blade, så du har et skud med to blade foroven.
Har du et rodhormonpulver, så dyp stiklingens bund i det, da det fremmer roddannelsen. Forbered nogle potter med let fugtig så- og priklejord. Lav et hul i jorden i potterne med en blyant, sæt stiklingen ned, og tryk jorden let til omkring stilken. Klip et lille hjørne af en frysepose, og træk den ned over potten.
Planterne skal stå lyst, men ikke i direkte sol, da de ikke må blive for varme. Efter fire-seks uger burde de have dannet rødder.
Med venlig hilsen Frank