Alle har ret til et hjem i farver: Vi maler byen grøn

I en kælder på Nørrebro i København, mellem stabler af malingspande og tætpakkede stålreoler, er kaffen netop blevet skænket. Lea Moltke-Leth håber, at de næste, der træder ind ad døren, kan lide beige. En hel palle beige vægmaling, som ellers skulle have været destrueret, er netop blevet indleveret, men de fleste ønsker sig hvid.

Der er kun lige blevet sippet til kaffen, da Kasper og Louise dukker op. Begge er studerende og flyttede i lejlighed sammen for et halvt år siden. De siger, at de ikke er kræsne med hensyn til farver, og det er noget, de frivillige kan lide at høre.

– Jeg er altid i gang med en masse kreative projekter. Pludselig får jeg en idé om, at jeg vil male motiver på alle dørene, et træ, en himmel, en lotusblomst, siger Louise og griner, mens hendes kæreste nikker bekræftende.

Teknisk set er parret ikke kunder, for bøtterne med bordeaux, rosa og turkisblå, som de haler afsted med, er ganske gratis.

Paint It Forward er et socialøkonomisk projekt, hvor overskudsmaling indsamles og doneres til personer, der ellers ikke ville have midler til at få malet derhjemme. Men derfor er selve shoppeoplevelsen stadig vigtig, forklarer Lea Moltke-Leth, som er idékvinden bag:

– Vi prøver så vidt muligt at give samme oplevelse som hos en rigtig farvehandler. Det er vigtigt, at man får ordentlig vejledning med. Det her er ikke almisser, og det skal ikke føles sådan, siger Lea Moltke-Leth.

I 2018 er Lea civilansat i Forsvaret, da hun ser et tv-program om fattigdom i danske børnefamilier.

– Der er et tidspunkt, hvor den her teenagedreng får tårer i øjnene, fordi han er ked af at bo, som han gør, og jeg fik bare lyst til at køre ud til ham og hjælpe med at male, siger Lea, som tilfældigvis havde maling stående til overs i sit skur.

Det væltede ind

Det fik hende til at spekulere på, hvor mange halvfyldte bøtter maling der ellers fandtes rundt omkring.

Rigtig mange, vidste det sig.

For mens tøj og møbler genbruges som aldrig før, brændes der hvert år tonsvis af brugbar restmaling af, lød det fra genbrugsstationerne, som Lea henvendte sig til.

Farvehandlere og malermestre var tilmed mere end villige til at hjælpe hende, for det er dyrt for professionelle at skaffe sig af med den maling, der ofte bliver til overs.

– Det væltede ind med maling. På et tidspunkt kunne jeg godt se, at det her havde potentiale. Vi kunne spare kommunen for en masse affald og samtidig hjælpe en masse mennesker, siger Lea, som havde sin første uddeling i 2020.

I begyndelsen kørte Lea ud på sin ladcykel og hentede restmaling, men da en malermester i Ishøj ringede og spurgte, om hun vil have lidt maling, kom hendes mor til undsætning.

– Jeg har en Toyota Aygo og mente, at hvis vi lagde bagsæderne ned, kunne det sagtens lade sig gøre. Men da vi nåede derud, var det flere tons!

Gerd Augsburg griner ved mindet. Hun er 78 år og trækker ofte i en grøn kedeldragt magen til sin datters for at hjælpe til ved uddelingerne. Men det er ikke hvad som helst, den pensionerede socialrådgiver kan overtales til.

– Jeg magter ikke at bære rundt på de der tunge bøtter, så min rolle er at sidde ovenpå og tage imod folk. De er sådan lidt tilbageholdende og spørger, om det virkelig kan passe, at det er gratis, og når de går igen, stråler de over hele femøren, siger Gerd og smiler.

Giver med hjertet

Tre aftener om ugen er der uddeling af maling i kælderen på Nørrebro, og Lea fortæller, at der uddeles mellem 260 og 400 kilo maling pr. gang.

To af uddelingerne er gratis og derfor forbeholdt personer med lav indkomst, mens man ved den tredje skal donere mindst 200 kr., som går til faste udgifter som husleje.

Lea er nu deltidsansat i projektet, ligesom fotograf Mai Vanilli og Susanne Ungar Thomsen, der er uddannet kunstmaler og medstifter. Omkring 15 frivillige gør de tre kvinder selskab i kælderen, heriblandt flere, som selv har modtaget maling.

– Jeg har også prøvet at afhente maling, og det er jo en sårbar situation at være i, men nogle gange er man bare på den, siger Karen Bjørkøe, der ud over at være skuespiller og kunstmaler nu også er frivillig i Paint It Forward.

Karen tog i første omgang til en uddeling, fordi hun manglede maling til sin datters værelse. Inden da havde hun sendt en mail til Lea med en begrundelse for, at hun havde brug for gratis maling, men da hun selv blev frivillig, fandt hun ud af, at den del ikke var nødvendig.

– Folk skal ikke bevise noget, det er slet ikke det, det handler om. Man giver jo med hjertet, når man gør noget frivilligt, siger Karen.

Håbet er nu, at Paint It Forward vil knopskyde, sådan som det allerede er sket i Holstebro, hvor en projektleder hos Lejerbo har videreført konceptet sammen med flere frivillige.

Paint It Forward har desuden lanceret en kunstbank, hvor genbrugsmaling videregives til sociale kulturprojekter.

Frank blander sig

Fordi det er vigtigt at kunne rådgive kunderne ordentligt, er der altid efterspørgsel på nye frivillige, som ved en smule i forvejen.

Som kaldet dukkede Frank Michaelsen op til en uddeling. Den erfarne malermester havde hørt om projektet i fjernsynet og var blevet nysgerrig. Ikke at han havde tænkt sig at sige noget, men pludselig kunne han alligevel ikke dy sig.

– Jeg overhørte en af de frivillige forklare noget for en kunde, og det gik ikke særligt godt, så jeg blandede mig.

Hvad Frank ikke vidste var, at andre lyttede med.

– Jeg hørte Frank svare nogen på et spørgsmål om maling, og jeg tænkte, at det lød utroligt kyndigt, så jeg spurgte, om han ikke havde lyst til at komme igen, siger Mai Vanilli.

Det ville Frank gerne, og nu kan han ikke forestille sig at undvære det.

– Jeg kan ikke slippe det. Vi spørger hinanden som det første, hvordan det går, og ved man, at der er en, som har det skidt, spørger man måske to gange. Alle går glade herfra.

Frank er 71 år og arbejder fuldtid ved siden af at være frivillig. Mange ville mene, at han burde tage den med ro, men det vil Frank ikke høre tale om.

– Det her er jo ikke arbejde, det er afslapning! siger han med et bredt grin.

Med et glimt i øjet prikker Lea til Frank og siger:

– Du kunne jo sagtens holde fri resten af livet.

Hvortil Frank svarer:

– Det kunne jeg sagtens, men det ville være kedeligt, for jeg elsker at komme her.

Læs også: