Læs, hvad der fik Jimmy Jørgensen til at grine så meget, at det føltes pinligt

13. marts i Tivolis Koncertsal er der premiere på en ny opsætning af hitmusicalen ”We Will Rock You”, der bygger på Queens største hits. Den foregår i en fjern og ensrettet fremtid, hvor en gruppe rebeller forsøger at genoplive rockens tidsalder. Den hjælpsomme veteranrebel Buddy spilles af Jimmy Jørgensen, og derudover medvirker blandt andre Thomas Bluhme, Sara Le Cras og Lea Thiim Harder. Nikolaj Cederholm har instrueret, og Line Knutzon har oversat og gendigtet Ben Eltons manuskript.

Ser du frem til at udfolde dig som Buddy i ”We Will Rock You”?

– Ja, nu har det ladet vente længe nok på sig. Jeg blev allerede tilbudt rollen i 2016, da musicalen spillede i Danmark for første gang. Dengang var jeg forhindret, men nu har jeg fået chancen igen. Det lader til at være skæbnebestemt, at jeg skal være med. Desuden er min gode ven Nikolaj Cederholm på som instruktør, og Line Knutzon, som er en af landets bedste dramatikere, er også med på holdet. Det er allerede tre gode grunde. Og oveni er der musikken. Jeg har tidligere lavet Beatles-teaterkoncert, så det giver mening at lage livtag med Queen, som også hører blandt de helt store.

Hvem inspirerer dig?

– Mine gamle helte i musikkens verden tæller blandt andre David Bowie og The Cure. Og på et vist tidspunkt i min ungdom indsnævrede jeg mine interesser til mest at handle om punk og undergrundsmusik. Men hvis jeg skuer tilbage på hele mit liv, er det en meget bred vifte af inspirationskilder, der tegner sig. Som barn hørte jeg alt fra Buster Larsens viser og sange til ”Wimmersvej” med Bamses Venner og de mange evergreens fra radioens ”Giro 413”. Det hele sidder stadig et sted i mig, og jeg har en mangeartet musiksmag, der spænder fra The Cure til Abba.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Det psykologiske drama ”Fuglene” på Revolver. Og før den forestilling var det Sort Samvittigheds seneste show, der gjorde indtryk med sin sorte, musikalske satire. Jeg ved godt, jeg ikke er helt objektiv i og med, at min kone er med i begge forestillinger. Men jeg er langtfra den eneste, der konstant er ved at tisse i bukserne af grin, når Sort Samvittighed ruller sig ud. Jeg grinede så meget under showet, at det blev helt pinligt. Men så kom jeg til at kigge mig omkring og opdagede, at alle andre morede sig lige så meget.

Hvad gør dig glad?

– Dagligdagen. Jeg kan næsten gå i panik, når de faste rutiner bliver lavet om. Jeg holder af at følge min søn i skole om morgenen og er i det hele taget glad for mit liv. Jeg ser det som et stort held, at jeg har fået lov til at blive far igen efter en lang årrække. Hvis jeg ikke havde ansvar for nogen eller noget, ville jeg være en kedeligere og betydelig mindre sund udgave af mig selv.

Hvornår har du sidst grædt?

– Det gjorde jeg for tre-fire år siden, da min mor døde efter to forfærdelige år, hvor hun led af alzheimer og brækkede sin hofte tre gange. Interessant nok havde hendes bortgang også den virkning, at den styrkede mit og Signes forhold. Vi blev faktisk efterfølgende gift, og jeg kan bedst forklare det sådan, at tabet af min mor har afstedkommet, at vi har styrket familien på et andet plan.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Da jeg var omkring de 30, sang jeg for første gang kor for gruppen Love Shop. Det blev startskuddet til, at jeg begyndte at tage musikalske opgaver for andre fremfor kun at optræde med min egen musik. Ved samme lejlighed mødte jeg musikeren Kåre Bjerkø, som havde sin gang i teaterverdenen, og det åbnede helt nye døre for mig kunstnerisk.