Ny hobby? Gå aldrig ned på udstyr eller selvindsigt

Onsdag, 12. marts 2025
Karen-Marie Lillelund
Tilrettelæggelse: Anders Heiden Olsen, Iben Berner og Emilie Lantz-Frederiksen. Foto: Elena Hybel Colding.
Ugens klummeskribent har kastet sig ud i bagningens ædle kunst med alt, hvad det kræver af nyt udstyr, likes – og vedholdenhed. Eller mangel på samme.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Karen-Marie Lillelund skriver klummer for Familie Journal og holder foredrag om vigtigheden af humor og kommunikation i arbejdslivet – og generelt i livet.

Der er noget magisk ved at kaste sig ud i en ny hobby.

Det er som at opdage et stykke land, ingen har indtaget endnu.

Man kigger på det og ser kun muligheder. Altså lige indtil man opdager, at det kræver særligt udstyr – og muligvis et kursus – at virkeliggøre sin nye hobby.

Da min far for 30 år siden skulle på pension, foreslog min mor, at han skulle få sig en hobby.

Hvad med at begynde at spille golf, sagde hun, og så for sig, hvor godt det ville være både at skulle noget og få frisk luft.

Men min far var en sindig vestjyde, så han så ikke andet end udgifter til udstyr, og så blev golfidéen lagt i graven, før min mor kunne tælle til ni.

Selv ligner jeg min mor.

Jeg kan se det hele for mig i et splitsekund, kaster mig gerne ud i nye hobbyer og begynder oftest med en shoppingtur, for man skal jo ikke gå ned på udstyr!

I januar fik jeg øjnene op for tv-programmet ”Den store bagedyst”.

Og efter at have set to sæsoner i træk på en enkelt søndag, kunne jeg mærke trangen til selv at prøve.

Og den slags kræver jo også udstyr, selv om jeg godt ved, at de fleste af os med et køkken har det, der kan kaldes et "grundsæt" til bagning.

Men det holder faktisk kun til første kage. Så skal der ligesom ske noget.

Lynhurtigt fik jeg i hvert fald overbevist mig selv om, at jeg havde brug for mere professionelt udstyr.

For hvem kan lave chokoladesnirkler uden kageplast? Eller flødeskum uden en ledningsfri håndmixer?

Og kan man overhovedet mestre en god surdej uden en surdejs-spatel fra Japan?

Ja, svarer min salig, vestjyske far, og nej, svarede hans datter, som straks fik anskaffet sig en lille maskinpark af silikoneforme, paletknive og roterende kagefade.

Jeg er stadig i fasen, hvor jeg er helt opslugt.

Jeg bager og bager og lægger billeder på sociale medier, så jeg kan blive klappet ad.

Bagning er dog ikke min første hobby, så jeg kender næste fase.

Det er den, hvor jeg pludselig ikke har tid mere, og hvor jeg skammer mig over at have købt alt det udstyr, jeg ikke længere bruger.

Men denne gang skal det være anderledes!

Jeg vælger at fokusere på det fantastiske i at have prøvet og på de skønne bageoplevelser, der nu er lagret.

Og så vil jeg glæde mig over, at jeg både kan grine af mig selv og underholde med det.

Så når marcipan-overtrækket får moussekagen til at skifte form til pandekage, og flødeskummet pludselig ligner smør, fordi jeg skulle prøve alle gear på den nye pisker, giver det mig muligvis ikke en ny rriere i bagning, men det giver nogle gode historier til næste middagsselskab.

Og dét er faktisk en hobby, der slet ikke kræver udstyr.