En læser fortæller: Mine kolleger lod mig i stikken

Det var ikke med min gode vilje, at jeg forlod mit dejlige job på et mindre revisorkontor. Der var nemlig højt til loftet, frihed under ansvar og en god kollegial ånd, hvor alle hjalp hinanden. Men min mand havde fået en ny og spændende stilling, som betød, at hele familien rykkede teltpælene op og flyttede fra Jylland til Sjælland. Det var trist at forlade mine søde arbejdskammerater, men efter 11 år samme sted var det måske også fint med luftforandring.

Jeg havde fået et job i et større regnskabsfirma, og vi var i alt seks kvinder og fire mænd i min afdeling. Mine nye kolleger tog godt imod mig, hvorimod jeg var en smule mere lunken over for chefen Jens. Han havde arbejdet i firmaet i næsten 20 år og virkede indelukket og svær at greje. Men fagligt skulle der ikke været en finger at sætte på ham.

Det varede selvfølgelig et stykke tid, før jeg fik det fulde overblik over mine opgaver. Bodil, som var i 40’erne ligesom mig, var ansvarlig for min oplæring.

– Ja, vi skal helst have dig helt selvkørende, inden den travle periode med årsregnskaberne begynder, sagde hun og så med ét alvorlig ud. – Du skal være forberedt på, at det bliver meget hektisk. Og jeg har ikke så meget tid til at støtte dig som nu.

– Det går nok, sagde jeg optimistisk. – På min forrige arbejdsplads måtte vi også smøge ærmerne op de måneder, hvor afslutningen af regnskaberne stod på. Vi var altid gode til at hjælpe hinanden.

Ordene fløj ud af min mund, og bagefter kunne jeg godt se, at Bodil opfattede det, som om jeg antydede, at jeg ikke fik hjælp nok. I hvert fald syntes jeg, hun snerpede munden sammen, og jeg blev helt rød i kinderne. Det var jo slet ikke det, jeg havde ment, og jeg skyndte mig at skifte emne.

To måneder efter min start tårnede opgaverne sig op på mit bord, og jeg måtte give Bodil ret i, at arbejdspresset blev betydeligt større. Det gode humør dalede langsomt på kontoret, og mine kolleger blev tavse bag skærmene og så stressede ud i de få pauser, vi tillod os.

– Den her arbejdsmængde kan vi da ikke holde til i længden, røg det ud af mig en dag under frokosten i kantinen.

Bodil trak opgivende på skuldrene. – Det er vi nødt til. Vi har taget det op med Jens, men det hjælper ikke noget. Han mener ikke, der er brug for hjælp. Det er jo kun i en periode, at vi har så travlt.

Jeg rynkede panden. – Det kan godt være, at det kun er en periode, men ekstra hjælp vil være at foretrække, fremfor at vi laver fejl, fordi vi har så meget at se til.

En anden kollega, Verner, nikkede. – Ja, der sniger sig faktisk ret mange fejl ind, men Jens er ikke den mest lydhøre chef, hvis jeg skal sige det pænt. Jeg tror, vi har vænnet os til, at det fungerer på denne måde.

Jeg lyttede undrende til ham. Stemningen omkring bordet var mat, og alle havde åbenbart opgivet at ændre på situationen. Den holdning kunne jeg ikke forlige mig med. Det var vist på tide, at en medarbejder med friske kræfter tog kampen op. Nogle dage senere foreslog jeg derfor optimistisk, at vi talte om problemet på vores fælles møde med Jens den eftermiddag.

– Det får du ikke noget ud af, sagde Bodil direkte. – Det synes jeg, du skal glemme alt om.

De andre omkring bordet nikkede samstemmende, men på trods af det advarende glimt i Bodils øjne lod jeg mig ikke afskrække. Noget sagde mig, at vi havde behov for at snakke om situationen, og det krævede, at én af os åbnede munden. Og det turde jeg godt, for jeg var sikker på, at resten ville følge med.

Men det var åbenbart en meget naiv tankegang. For det øjeblik jeg pippede op om den store arbejdsbyrde og det høje stressniveau, blev der mærkbart tavst omkring mig, og Jens fik et anstrengt udtryk i ansigtet.

– I mit gamle firma havde vi altid en ekstra person at trække på, når vi havde allermest travlt, og det gjorde fejlprocenten mærkbart mindre, forklarede jeg og kastede et blik mod mine kolleger. Men alle sad bare og så ned. Situationen var anspændt, og jeg fik følelsen af, at jeg havde trådt helt ved siden af.

Jens rømmede sig. – Ja, jeg har jo hørt det før. Hvad siger I andre?

Der var helt stille, og jeg blev mere og mere varm i hovedet. Hvorfor bakkede de mig ikke op? Til sidst mumlede Bodil, at jeg nok bare skulle lære at vænne mig til et andet tempo, end der hvor jeg kom fra.

Hendes ord var som en syngende lussing og lukkede munden på mig. Jens lod hurtigt emnet falde og fortsatte med at gennemgå de største sager, vi havde gang i. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig. For det første var jeg dybt påvirket af mine kollegers manglende støtte og Bodils hårde ord, og for det andet blev jeg bekymret for mit job. Jeg havde jo ikke overstået min prøvetid, og nu havde Jens måske fået et dårligt indtryk af mig.

Pludselig kunne jeg ikke hurtigt nok komme ud af mødelokalet. Der var ingen, der sagde noget, da vi gik tilbage til vores skriveborde. Selv Bodil var tavs.

Tårerne brændte bag øjenlågene, og jeg måtte tage mig sammen for at blive siddende og koncentrere mig om tallene på computerskærmen. Jeg følte mig ydmyget. Var det virkelig så forkert, det jeg havde gjort? På min forrige arbejdsplads havde jeg jo været vant til at blive behandlet med respekt af alle.

Men her var der åbenbart en uskreven regel om ikke at konfrontere chefen. Jeg havde i den grad jokket i spinaten og var blevet sat på plads af Bodil. Hendes ord sved, og jeg var skuffet og ked af det, da hun blot sagde farvel den dag uden at undskylde eller nævne, hvad der var sket.

– Jeg er parat til at sige op, var det første, jeg sagde til min mand, da han kom ind ad døren. – Jeg har ikke lyst til at arbejde et sted, hvor ingen tør sige noget til chefen eller støtte hinanden, når der er brug for det.

– Jamen, så gør du det, sagde han uden tøven, og jeg stoppede op midt i en bevægelse og stirrede på ham.

– Mener du det?

Han nikkede og kunne ikke lade være med trække på smilebåndet. – Men jeg kender dig også godt nok til at vide, at du ikke giver op uden at kæmpe til sidste blodsdråbe. Så det er bare en tom trussel.

Jeg ville protestere, men så droppede jeg det. Min mand havde ret. Han var vant til, at min impulsive og stædige natur af og til bragte mig i vanskelige situationer. Som nu, hvor forholdet til mine nye kolleger havde ramt nulpunktet.

Det var med en vis bæven i hjertet, at jeg mødte op på jobbet den næste dag. Bodil var en smule venligere, men hvis jeg havde forventet en undskyldning, blev jeg skuffet. Vi sad på kontoret og arbejdede, som om intet var hændt, og jeg blev mere og mere oprørt. Jeg sad og spekulerede på, hvad jeg skulle sige, men var bange for at træde forkert. Indtil Bjarne i hjørnet pludselig tog sig til hovedet og stønnede højt.

– For pokker også! Det er forkert. En hel dags arbejde er spildt…

De andre så op og rynkede brynene, men jeg var den første, der gik hen til ham.

– Hvad er der sket?

Han sukkede og forklarede, at han havde byttet rundt på nogle vigtige tal.

– Og det skal være færdigt til i morgen, afsluttede han opgivende.

– Okay, sagde jeg. – Det bliver det også. Vi skal nok få styr på det.

Jeg nåede lige at se Bodil følge mig vagtsomt med øjnene, da jeg flyttede over til Bjarne. Måske overtrådte jeg igen en uskreven regel, men det var jeg ligeglad med. Bjarne havde brug for hjælp, og det agtede jeg at give ham. Vi sad koncentreret de næste timer og fik samlet trådene. To timer efter at de andre var gået hjem, fik vi det sidste på plads.

– Hold da op, tak for hjælpen. Du er en stjerne! udbrød han lettet. Så så han pludselig undskyldende ud. – Angående i går… jeg er ked af, at vi ikke bakkede dig op. Det er bare…

Han tøvede. – Den sidste, der brokkede sig, var den første, som blev fyret, da vi skulle skære ned for et år siden. Vi ved ikke, om det var Jens, der stod bag. Men siden da har vi bare accepteret tingenes tilstand. For det ændrer sig alligevel ikke, selv om vi beklager os.

– Okay. Jeg nikkede forstående. – Måske ryger jeg ud før min prøvetid.

– Næ, det tror jeg ikke, at du skal bekymre dig om, sagde Bjarne og sænkede stemmen. – Bodils bemærkning om, at du lige har brug for at vænne dig til arbejdsbyrden, var nok til, at Jens ikke så sig sur på dig. Så det kan du godt takke hende for.

Jeg så forbavset på ham. Var det sådan, jeg skulle opfatte Bodils ord?

Den følgende dag konfronterede jeg Bodil, og det viste sig, at det var sandt nok. Hun havde forsøgt at holde hånden over mig, fordi hun vidste, at Jens kunne se sig ond på mig, hvis jeg fortsatte mit ”brok”, som han ville have kaldt det.

– Det faldt mig ikke ind, at du ville opfatte det så negativt, undskyldte hun. – Men jeg advarede dig jo om ikke at bringe emnet op. Alligevel gjorde du det, og det blev vi vist alle ret irriterede over. Jens er dygtig på mange måder, men han er ikke god til kritik og kan godt blive lidt ubehagelig, når det sker. Det ville jeg gerne undgå.

Jeg nikkede. – Jeg er glad for, at vi fik sat det på plads.

– Ja, jeg håber jo, at du bliver her, fortsatte Bodil. – For jeg har tænkt meget på dine ord. Vi bør kæmpe for at få mere hjælp her i den travle periode, og med din kampgejst tror jeg godt, at vi på ny kan samle os som kolleger og simpelthen sætte Jens stolen for døren.

– Mener du det?

Hun nikkede og stak mig et smil. – Det er godt, at du er kommet for at ruske lidt op i os. For det trænger vi i den grad til.

Jeg gengældte smilet og mærkede lettelsen sprede sig i kroppen. Det kunne godt være, at der lå nogle kampe forude, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg nok skulle blive glad for min nye arbejdsplads.