Jesper Asholt blev træt af at være flink og rar

Sæson 2 af krimiserien ”Hvide Sande” er aktuel på TV 2 og TV 2 Play. Drabsefterforskeren Maj (Anne Louise Hassing) flytter efter en blodprop til Hvide Sande for at få ro samt genskabe forholdet til sin datter, men rodes snart ind i en ny mordgåde sammen med byens nye lokalbetjent Bjørn (Alan Hyde). Sæsonen byder også på gensyn med den tidligere lokalbetjent Peter (Jesper Asholt), der nu er i fængsel for dobbeltdrab, og hans kone Susanne (Camilla Bendix).

Peter er synligt forandret fra sæson 1 til nu. Hvad er der sket?

– Under fængselsopholdet har han set i øjnene, at han har ødelagt alt for sig selv og andre, og at hans handlinger har bidraget til, at tingene er gået stadig mere skævt. Oveni er han i en klemt situation, for som dømt politimand er han klart den mest sårbare person på en fængselsgang fyldt med hårde kriminelle. Han er en desperat mand, og hans udseende er med til at understrege hans sindstilstand. At han har barberet det skæg af, som han havde i første sæson, får ham til at se ekstra nøgen og skrøbelig ud. Som skuespiller har det været en spændende opgave at arbejde med hans udvikling. Og jeg er stolt over, at manuskriptforfatterne i sin tid sagde, at de ikke havde lyst til at skrive en sæson mere, hvis ikke Peter kunne få en plads i historien. Den side af sagen har de heldigvis fået kringlet på bedste vis.

Dit udtryk som skuespiller har også ændret sig i årenes løb!

– Ja. I alt har jeg medvirket i omkring 50 film og tv-serier, og i en periode følte jeg, at min opgave altid var at skulle se flink, rar og hyggelig ud. I ”Kunsten at græde i kor” fra 2007 fik jeg en anderledes kompleks rolle, hvor jeg brugte en anden del af værktøjskassen. Og det inspirerede mig til at lægge min karriere om. Jeg tabte fem-seks kilo og skrev rundt til landets castere i håb om at få tilbudt mere varierende roller. Missionen lykkedes, og det er jeg svært tilfreds med. Jeg føler mig privilegeret.

Hvem inspirerer dig?

– Jeg bliver glad og inspireret, når udøvere af diverse kunstarter formår at sætte fokus på indholdet frem for formen og evner at røre mig med små virkemidler. Et eksempel er Frederikke Dahl Hansen, der spiller Majs datter Ninna i den nye sæson af ”Hvide sande”. Hun viser os sine følelser med subtile og diskrete antydninger. I det virkelige liv sidder vi jo heller ikke og udbasunerer de følelser, vi prøver at skjule. På samme måde kan jeg ikke bære, når et drama bliver tungt og trist på en bastant måde. Det er som at blive stopfodret med en bestemt stemning.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Musik har haft en vældig betydning for mig livet igennem, og det var en stor oplevelse at se og høre Paul McCartney i Royal Arena i 2018. Sangen ”Blackbird” med Beatles var simpelthen grunden til, at jeg i sin tid købte min første guitar, og det er en glæde for mig, at jeg har nået at opleve min største nulevende helt på en scene. Men som kæmpefan af Queen er jeg også nødt til at fremhæve den biografiske film om bandet og deres forsanger Freddie Mercury, ”Bohemian Rhapsody”.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Det var uforglemmeligt, da filmen ”Mifunes sidste sang” blev vist på Berlinalen i 1999. I filmen spiller jeg rollen som Rud, der er retarderet og har et særligt forhold til ufo’er og rumvæsner. Efter visningen blev skuespillerne kaldt ind på scenen én efter én. Og da jeg viste mig, gik publikum helt amok i et sandt brøl af en kærlighedserklæring. Omkring halvdelen af de tilstedeværende sad tilmed og efterlignede det ”rumtegn”, som Rud lavede med hænderne i filmen. Det var dybt rørende.