Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Her kan du læse et uddrag af Anikas beretning om et liv med konstant hovedpine. Du kan læse hele historien i Familie Journal nr. 22 2014
Noget af det værste, Anika Lundgaard ved, er, hvis hun bliver genstand for medlidenhed, men det er faktisk svært ikke at ynke den unge mor fra Esbjerg. Hun har nemlig siden sin tidlige teenagealder lidt af konstant hovedpine.
Læs også, hvordan du selv kan teste din hovedpine og få tips til behandling
- Det startede i 12-årsalderen, hvor jeg begyndte at få hovedpine tre-fire dage om ugen. Min mor sendte mig til lægen, som gav mig smertestillende piller og besked på, at jeg bare kunne tage lige så mange af dem, som jeg nu syntes.
Ingen kunne hjælpe
Når Anika tænker tilbage på begyndelsen af sin lidelse, bliver hun lidt gal i skralden.
- 67 forskellige smertestillende medikamenter har jeg indtaget i løbet af min ungdom, og ingen af dem har hjulpet mig af med hovedpinen.
Som barn var Anika ordblind.
- Jeg havde svært ved at følge med i timerne, hvilket betød, at jeg blev holdt lidt uden for fællesskabet. Samtidig havde vi problemer med alkohol i familien. Min far drak, og jeg var faktisk af den grund altid bekymret for, om min mor var okay.
Flygtede fra smerten
Anika kastede sig over fysisk udfoldelse som kompensation for problemerne.
- Jeg dyrkede springgymnastik og ridning, og den kropslige aktivitet hjalp mig til at abstrahere fra hovedpinen, samtidig med at jeg følte, at der var noget, jeg var god til.
Men de fysiske anstrengelser gav bagslag i form af overanstrengelse.
- Jeg begyndte at få en masse besvimelsestilfælde, og i dag ved jeg, at jeg brugte sporten til at flygte fra min krop og dens svagheder. Men hvad skulle jeg gøre? Ingen 16-årig synes, det er en fed tilværelse altid at have ondt og skjule sit indre helvede.
Tilskyndet af sin mor fik Anika efter endt skolegang et job som ufaglært sosu-medhjælper og mødte i samme periode manden i sit liv, Michael.
Læs også, hvilke store syndere, der forårsager din hovedpine
Fik fødselsdepression
- Efter et halvt år blev jeg gravid. Det mærkelige var, at min hovedpine stort set forsvandt tre måneder inde i graviditeten, og det var en fantastisk følelse pludselig at have et liv uden smerter.
Lille Viktoria kom til verden, og Anikas hovedpine vendte omgående tilbage med fuld styrke.
- Jeg havde jo lige vænnet mig til et anderledes liv, så det var et hårdt slag atter at skulle have hovedpine døgnet rundt. Samtidig skulle jeg forholde mig til at være nybagt mor, mens jeg også var papmor for Michaels to børn fra et tidligere ægteskab.
Situationen blev for meget for Anika, og hun fik en regulær fødselsdepression.
- Det var så forfærdeligt, for jeg sad bare i sofaen og kunne ikke passe mit eget barn. Jeg ammede hende og lagde hende ind på værelset, og så kunne hun skrige lige så tosset, hun ville. Når jeg ikke kunne holde ud at høre på det, gik jeg bare udenfor.
Da Anika holdt op med at spise og stadig sad i sit nattøj, når Michael kom hjem fra arbejdet, blev han klar over, at hun skulle til læge.
Livet splittet ad
Efter psykologhjælp startede Anika på Allévia-smerteklinikken i Kolding, hvilket viste sig at være hendes livs bedste beslutning.
- Jeg fik utrolig god hjælp, og derudover gennemgik jeg et langt forløb i en gruppe med 12 andre kroniske smertepatienter. At møde dem var den største gave, jeg har fået. Ingen kan fatte, hvordan livet kan være, når man konstant har smerter, og at dele den oplevelse med andre var så befriende!
Midt i behandlingen blev Anika gravid med sin datter nummer to, Kathrine, og atter forsvandt hovedpinen.
Anika følte under hele behandlingsforløbet, at hendes liv blev splittet i tusind stykker.
- Alt blev endevendt, mange ting blev sat i rammer, og jeg lærte at meditere, hvilket i dag er en stor daglig hjælp for mig. Jeg lærte at hvile i løbet af dagen, at lade vasketøjet ligge og så videre, men frem for alt lærte jeg at acceptere, at smerten er en del af mit liv og ikke en fjende, som jeg konstant skal prøve at slippe af med.
I dag har Anika fået et fantastisk forhold til sin far, og der er kommet ro over hendes lille familie. Men hun er sikker på, hvad der var sket, hvis hun ikke havde fået hjælp.
- Så havde jeg taget livet af mig! Ingen mennesker kan klare sådan en situation alene, og jeg råder alle smertepatienter til at bede lægen om at sørge for hjælp fra en smerteklinik. For man kan godt lære at leve med konstante smerter.
Læs også, hvordan Henriks alkoholmisbrug gik i arv fra far til søn