Sej bedstemor og nyslået livredder

Mandag, 2. august 2010
af Redaktion
Alderen var ingen hindring da Ada Samsø på 68 år tog livredderprøven i vinter. Hun mener, at livredderprøven er en udfordring, alle forældre bør give deres børn
Foto: Henrik Bjerg
Foto: Henrik Bjerg

Ada Samsø på 68 år fra Grenå tog livredderprøven, da hun var barn, og har genopfrisket det gennem hele livet. I vinter tog Ada livredderprøven en gang til, og hun er nu formentlig Danmarks ældste livredder.

En passion for vand
Ada har gennem livet været med i flere redningsaktioner, og hun har også set det frygtelige syn, det er, når en druknet er blevet hentet op. Men det er ikke derfor, hun besluttede at tage livredderprøven igen. Det var simpelthen, fordi hun havde lyst. - Vi har altid boet i nærheden af vand, og derfor bader jeg også hver dag, siger Ada. - Jeg er i svømmehallen fast to gange om ugen, hvor vi først har aqua aerobic, og bagefter er jeg med på to hold på livredderskolen, fortsætter hun.

Isabella på syv år har besluttet, at hun også vil være livredder ligesom bedstemor

Alle bør være livredder
Det var nogle af de unge fra livredderskolen, der opfordrede Ada til at deltage. - "Kom med, Ada. Det er lige noget for dig", sagde de unge. - "Ja, hvorfor ikke?" tænkte jeg, selv om jeg var lidt betænkelig, husker Ada. - Med min alder kunne jeg jo være deres bedstemor. Men det har bare været dejligt. Vi har et fantastisk sammenhold, og humøret er helt i top. Og så synes jeg, det er vidunderligt, at så mange unge tager livredderprøven. Det er en udfordring, som alle forældre skulle give deres børn, mener Ada.

Børnebørnene er stolte
Adas 8 børnebørn var på ferie i Grenå for at nyde vandet med deres bedstemor, da Familie Journal kom forbi. De er alle meget stolte af deres bedstemor. - Hun er verdens sejeste, siger de samstemmende. Den seje bedstemors seneste eventyr på vandet er vandski. - Det er fantastisk. Det er en sport, jeg kommer til at dyrke meget meget mere, siger Ada. - Der ligger så mange udfordringer på vandet, som jeg har lyst til at tage op, afslutter den livsglade vandhund.

Af Claus Gjedsig

LÆS OGSÅ:

Dorthe opfandt angst-armbånd

Mor kom med på moden

Jette fik brystkræft - og forfulgte sin drøm