Der er så mange ting, jeg skal nå

Mandag, 3. november 2014

af Claus Gjedsig, foto: Henrik Bjerg

Det var et kapløb med tiden, da Kirstine kom på venteliste til et donorhjerte. – Og vi kan ikke sige tak, ikke engang til vedkommendes familie, for vi ved ikke, hvem der gav vores datter livet, siger Kirstines mor, Maj-Britt.

12-årige Kirstine var klar over, at det var et kapløb med tiden. Den hjertesyge pige fra Ejstrupholm i Midtjylland var kommet på venteliste til et nyt hjerte, og nu ventede hun og familien blot på, at lægerne skulle ringe og sige, at der var et donorhjerte klart.

En dag kom opkaldet fra sygehuset i Skejby, og meldingen lød på, at man havde et donorhjerte til Kirstine.

- Der er en ambulance på vej.

- Hele situationen var så uvirkelig, for selv om vi havde snakket det hele igennem rigtig mange gange, så skulle der pludselig ske rigtig meget på kort tid, fortæller den nu 14-årige Kirstine Biller om den aften, da familien fik det mest livgivende opkald, de nogensinde havde oplevet.

Læs også: Stefan har fået både mors og fars nyre

Opereret som nyfødt

Kirstine kom til denne forunderlige verden ved et planlagt kejsersnit den 25. april 2000, og kun tre dage gammel fik hun indopereret sin første pacemaker.
Kirstine havde det trods sin sygdom rimeligt de første mange år, men da hun blev omkring de 10 år, fik hun det dårligere og dårligere. Hun blev trist, utilpas og kastede op mange gange i løbet af dagen.

I 2011 kunne lægerne ikke gøre mere for Kirstine. Eneste løsning var, at hun fik et nyt hjerte. Kirstine havde på det tidspunkt tabt sig voldsomt, så hun kun vejede 27 kilo, og for hver dag blev hun dårligere.
Kirstine måtte gennem en masse undersøgelser, så lægerne kunne være sikre på, at hendes andre organer var sunde, så hun kunne klare en hjertetransplantation.

- Sygehuset i Skejby blev mit andet hjem, og jeg var jo vant til undersøgelser, så det gjorde mig egentlig ikke så meget, fortæller Kirstine, der dog gjorde sig mange tanker om fremtiden.

Jeg overlevede det

- Selvfølgelig var jeg bange. Det værste var den dag, jeg fik at vide, at jeg skulle have et nyt hjerte. Da frygtede jeg, at jeg ikke ville vågne igen, fortæller en meget rørt teenager.

Kirstine husker, at hun ville have sagt "farvel" til mor, far og lillebror, da hun blev kørt ind på operationsstuen, men lægerne mente, at det var bedre, at hun sagde: "Vi ses."
Operationen varede i seks timer, og forældrene betegner dem som de værste i deres liv.

Kirstine husker tydeligt, da hun vågnede efter operationen og kom ud af respiratoren. Sygeplejerskerne havde forberedt forældrene på, at hun nok ville sige, at hun var tørstig, men det gjorde Kirstine ikke. I stedet sagde hun: "Jeg overlevede det!"

I dag er Kirstine en livsglad teenager med masser af mod på livet, og hun har besluttet, at hun vil have en uddannelse inden for sundhedsvæsnet. Enten som læge eller sygeplejerske.