Stefan har fået både mors og fars nyre

Søndag, 25. december 2011
af Assia Awad
Stefan Kristiansen blev som spæd dødsdømt af lægerne, fordi hans nyrer ikke fungerede, men den lille dreng kæmpede sig tilbage til livet. Han har fået en nyre først af sin mor og siden af sin far
Foto: Torkel Dyrting
Foto: Torkel Dyrting

Stefan blev født med en nyresygdom.
- Lægerne mente ikke, han ville overleve. For at han kunne få en nyretransplantation, skulle han veje mindst ti kilo, og den vægt troede lægerne ikke på, han ville være i stand til at nå, fortæller hans mor, 39-årige Mette Kristiansen.
Familien blev sendt hjem, og så gik opfedningen ellers i gang. Naboernes piger sad ofte og underholdt den lille purk med en bog, mens Mette Kristiansen holdt ham på panden med den ene hånd og pressede en ske i munden på ham med den anden. Når man har problemer med nyrerne, smager maden af metal, og man får kvalme og kaster op, fordi ens krop er fyldt med affaldsstoffer.
- Det var en hård kamp, og jeg følte ofte, at jeg udsatte min egen søn for et overgreb, men det var den eneste måde, hvis han skulle overleve.

Ingen tvivl
Kort tid før hans fem års fødselsdag stod vægten på de magiske ti kilo. Stefans mor donerede sin ene nyre til sin søn. Efter flere undersøgelser blev hendes nyre vurderet egnet, og hun blev derfor kaldt til en samtale.
- Det er jo en stor operation, men som mor er man ikke i tvivl, selvfølgelig ville jeg hjælpe min søn.
Efter godt ni gode år begyndte Stefan at skrante lidt. Der blev taget en biopsi af nyren, som viste, at den var slidt op. Denne gang var det far, der trådte til som nyredonor. Også hans nyre passede heldigvis perfekt til Stefan.
Det er sjældent, at man ser, at begge forældres passer så godt, som de gjorde i Stefans tilfælde. Så kort før jul sidste år fik Stefan nyre nummer to.

ORGANDONATION

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside, tagstilling.nu, kan man give tilladelse til, at ens organer kan anvendes til transplantation efter ens død. Man kan også få donorkort hos lægen, på biblioteker og apoteker samt alle kommunale borgerservicecentre.

Eftertænksom storesøster
Igennem årene har familien oplevet en stor opbakning fra deres lille lokalsamfund, den fynske landsby Håstrup. Trine og lillesøster Anna er også ofte blevet passet hos naboer og familie, når Stefan har været indlagt.
Storesøster Trine er blevet meget opmærksom på, at der kun er få danskere, der har ladet sig registrere i det nationale donorregister, hvor man kan give tilladelse til, at ens organer bliver brugt til transplantation. Hun opfordrer derfor jævnligt venner og bekendte til at tage stilling.

Læs også:
Brian gav sin ene nyre til sin kollega
Gav nyre til lille Bastian
Tabte sig for at donere nyre