Nu har jeg en at spejle mig i

Jeg kan ikke forstå, hvorfor hovedpersonerne altid skal være perfekte i bøger eller film. Det er der alligevel ingen, der er virkeligheden, siger 12-årige Selma Wang Poulsen, som bor med sine forældre i Risskov ved Aarhus.

Hun lider af en sjælden form for muskelsvind, men er ellers ikke anderledes end sine jævnaldrende. Hun går i 5. klasse på en skole i nærheden, hun har venner og interesserer sig for meget af det samme som dem. Alligevel betyder hendes handicap, at hun har svært ved at spejle sig i de mange hovedpersoner, der toner frem på skærmen eller som fiktive figurer i ungdomsbøgerne.

LÆS OGSÅ: Hjertet har ikke demens

– Der er masser af bøger om mennesker, som har et handicap. Men så er det handicappet, der er i fokus. Jeg vil gerne læse en bog, hvor personen har et handicap, uden at det er omdrejningspunktet, men blot er en naturlig del af hovedpersonen, siger Selma.

Hun luftede flere gange sin irritation over for sin mor Ida, som godt kunne forstå sin datters ønske. Og når Selma var sammen med andre med et handicap, lagde Ida også mærke til, hvordan Selma følte sig godt tilpas sammen med dem.

– Alle mennesker – børn som voksne – har behov for at kunne spejle sig i andre mennesker. Det er naturligt, og især når man begynder at nærme sig teenagealderen, så jeg ønskede sådan for Selma, at jeg kunne opfylde hendes ønske om at få en bog, hvor hun kunne læse sig selv ind i fortællingen, siger Ida.

God idé, men ...

En nytårsaften var Ida og hendes mand inviteret ud til nogle venner. Blandt gæsterne var børnebogsfatter Gunvor Ganer Krejberg, som skriver i fantasigenren og har skrevet serien om pigen Mirja.

Ida luftede sit ønske om en bog med en handicappet hovedperson over middagsbordet, men selv om Gunvor synes, det var en god idé, var hun alligevel ikke klar til at påtage sig opgaven.

– Jeg var i gang med et andet projekt, men jeg lovede at spørge nogle af mine forfatterkolleger. De endte dog med at sige nej, og så tænkte jeg egentlig ikke mere over det, fortæller Gunvor.

Selmas mor havde dog ikke opgivet at få Gunvor til at skrive bogen, så hver gang de stødte på hinanden, nævnte hun det med et kækt smil.

Historien tog form

Gunvor havde for længst lagt tanken bag sig, men en dag summede hendes fantasi alligevel, og en karakter begyndte at tage form.

– Det handlede meget om fascinationen af, hvordan vi ser andre mennesker. At den måde, jeg ser en person på, ikke er den samme måde, som vedkommende selv eller andre ser personen. Det synes jeg var ret interessant, forklarer Gunvor.

I starten lod hun langsomt historien tage form i sine tanker. Hendes fantasi udbyggede idéen, og da hun kunne se bogen for sig, var hun ikke i tvivl om, hvem hun skulle spørge til råds: Selma.

Medlidenhed irriterer

– Jeg kunne prøve at forestille mig, hvordan det er at sidde i kørestol, men den eneste, der virkelig kunne forklare det, er Selma, for det er jo hendes virkelighed, siger Gunvor.

Så en dag satte hun sig ned og stillede Selma mange af de spørgsmål, der skulle være med til at danne rammen om den kommende bog.

Aldrig blevet mobbet

Selv om Selma aldrig har oplevet mobning eller føler sig forkert til hverdag, så har der alligevel været en del episoder, hvor hun har mærket, at folk så hendes handicap mere, end de så hende.

– Der var engang en, der klappede mig på hovedet, mens hun kiggede på mig med medlidenhed. Sådan noget er ret irriterende, for jeg har jo ikke ondt af mig selv. Jeg har aldrig prøvet andet end at have det på den her måde, fortæller Selma.

Hun har også flere gange oplevet, at hun får overdrevet ros, hvilket giver hende følelsen af at være et lille barn eller mentalt underudviklet.

Med indsigten fra Selmas hverdag i bagagen begyndte historien at tage form. Hovedpersonen hedder Anna og sidder i kørestol, og det er hendes ungdomsliv, man følger. Handicappet bliver bevidst ikke udpenslet i bogen. Læseren bliver ikke introduceret for en diagnose, men den bliver en del af den udfordring, som en hovedperson altid har i Gunvors bøger. I stedet er det den klassiske teenageproblematik, der fylder: Den svære ungdomsforelskelse.

Efter 10 måneder

Da bogprojektet var en realitet, begravede Gunvor sig i historien. Selma ventede utålmodigt og spurgte flere gange, hvornår bogen var færdig. Men først 10 måneder senere forelå resultatet.

– Jeg var vildt spændt, da Gunvor kom og afleverede bogen, og da hun var gået, hoppede jeg i sofaen af begejstring, fortæller Selma. Hun har, mens Danmark og skolen har været lukket ned på grund af corona, hver dag siddet og læst sammen med sin farmor.

LÆS OGSÅ: Snydt for 1,7 millioner: Jeg har tilgivet mig selv

– Jeg synes, Gunvors bog er rigtig god. Jeg kan godt genkende min personlighed i hovedpersonen, men ellers er der ikke så meget, der minder om min hverdag, og det gør heller ikke noget. Det vigtigste var, at jeg kunne læse mig selv ind i historien, og det kan jeg, fortæller Selma, der lige som Gunvor håber, at unge, som ikke har et handicap, også vil læse bogen.

Jeg er ligesom allle andre

– Selvfølgelig handler den om de udfordringer, man kan have som handicappet, men det handler lige som meget om at forstå, at selv om man sidder i kørestol eller er udfordret på andre måder, så har man mange af de samme tanker, længsler og problemer som andre på ens alder, tilføjer Selma.