Opskrifter

Flødekage med mokkacreme og valnøddekaramel

Søndag, 15. oktober 2017af Christine Bille Nielsen
Flødekage af butterdejsbunde lagt sammen med mokkacreme og pyntet med valnøddekaramel og flødeskum

Ingredienser til flødekage med mokkacreme og valnøddekaramel

(6 stk.)

Kagebunde:
4 plader optøet butterdej, ca. 300 g

Mokkacreme:
2 blade husblas
50 g mørk chokolade
1½ spsk. neskaffepulver
4 spsk. sukker
4 dl piskefløde

Valnøddekaramel:
50 g valnødder
50 g smør
100 g sukker
2 spsk. mælk

Pynt:
1 dl piskefløde pisket til skum

Alternativ til flødekage med mokkacreme og valnøddekaramel: Bag fine medaljer

Fremgangsmåde til flødekage med mokkacreme og valnøddekaramel

Kagebunde:
Forvarm ovnen til 180°. Rul butterdejspladerne let ud til ca. 20 x 12 cm. Læg dem på plader med bagepapir. Læg et stk. bagepapir oven på dejen og læg en bageplade ovenpå. Bag bundene i 15-20 min., eller til de er gennembagte og lysebrune. Lad dem køle af. Skær hvert stykke butterdej i 3 stykker. Brug en god brødkniv og skær forsigtigt med savebevægelser, så stykkerne ikke går i stykker.

Mokkacreme:
Opløs husblassen i koldt vand i 10 min. Hak chokoladen. Varm kaffepulver, sukker og 4 spsk. fløde op i en kasserolle, til kaffepulveret er smeltet. Tag husblassen op af vandet og smelt den i den varme flødeblanding. Tilsæt chokoladen og rør den i blandingen, til den smelter. Pisk resten af fløden til skum. Vend hurtigt halvdelen af flødeskummet i den stadig lune chokoladefløde. Vend denne masse hurtigt sammen med resten af flødeskummet. Kom cremen i en sprøjtepose med en stor, rund tylle og lad den sætte sig lidt i køleskabet, ca. 45 min. Sprøjt cremen på halvdelen af butterdejsbundene i et tykt lag. Læg de andre stykker butterdej ovenpå.

Valnøddekaramel:
Hak valnødderne groft. Skær smørret i små tern. Smelt sukkeret til en lysebrun karamel i en gryde. Tilsæt smør og mælk og kog karamellen igennem til en jævn masse. Tag den af blusset og vend valnødderne i karamellen. Lad den køle lidt af og smør den på toppen af kagerne.

Pynt:
Pisk fløden til skum, kom den i en sprøjtepose og sprøjt den i små toppe på kagerne.