Opskrifter

Pannacotta med lime

Torsdag, 1. marts 2018af Kristina Marckmann, Foto: Carina Krüger.Foto: Carina Krüger.
Pannacotta er en nem og fin dessert - her med vanilje og lime serveret med pistaciekager.

Ingredienser til pannacotta med lime og pistaciekager

(4 pers.)

Pannacotta:
5 dl piskefløde
1 stang vanilje
100 g sukker
1 usprøjtet lime
4 blade husblas

Pistaciekager:
75 g smør
100 g mel
1 tsk. vaniljesukker
1 usprøjtet lime
40 g mandelmel
75 g sukker
1 æg
30 g pistacienødder

Alternativ til pannacotta med lime og pistaciekager: Toves nemme fløderand

Fremgangsmåde

Pannacotta: 
Varm fløden op, flæk vaniljestangen og tilsæt den sammen med sukker, revet limeskal og 1 spsk. saft og lad det småsimre ved svag varme og uden låg i 5 min. Sæt husblassen i blød i koldt vand. Tag fløden af varmen og fjern vaniljestangen. Kom husblassen i den varme fløde og rør, til den er opløst. Hæld cremen i 4 portionsglas og stil dem tildækket i køleskab i mindst 4 timer, til de har sat sig. Servér pannacottaerne med pistaciekager.

Pistaciekager: Hak smørret ud i melet og bland vaniljesukker, fintrevet limeskal, mandelmel og sukker i. Saml dejen med ægget og stil den 
på køl i 30 min. Rul dejen ud i 
3 mm’s tykkelse og udstik 
4 cm store stjerner af dejen. Læg kagerne på en plade med bagepapir, hak pistacienødderne og drys dem over kagerne. Tryk forsigtigt nødderne fast og bag kagerne ved 180° i 12 min.