Klassisk æggekage

Fredag, 16. april 2021Af Pia Andreassen, Foto: Martin Tanggaard Foto: Martin Tanggaard
Skal frokosten eller aftensmaden være nem og hurtig at lave? Så er en æggekage et oplagt valg. Her får du opskriften på en klassisk æggekage.

Opskrift på klassisk æggekage

(2 personer)

  • 6 skiver bacon
  • 5 æg
  • ¾ dl mælk
  • Salt og peber
  • 300 g kogte og kolde kartofler
  • 3 mellemstore tomater
  • ½ potte purløg

Tilbehør:

  • Rugbrød med smør
  • Sennep

Prøv også: Nem aftensmad: Æggekage med hytteost og grøntsager

Fremgangsmåde:

Varm ovnen op til 180°. Steg baconen sprød, men ikke hård, på en pande, der kan gå i ovnen. Lad baconen dryppe af på et stykke fedtsugende papir. Gem lidt af baconfedtet på panden.

Pisk æg og mælk sammen. Krydr med salt og peber. Skær kartofler i små tern, og vend dem i æggemassen. Hæld det hele på panden, og lad det stå ved svag til middel varme i 10 minutter.

Prøv også: 3 retter med tomater til hverdagen

Skær tomater i skiver, og læg dem oven på æggekagen. Sæt panden i ovnen i ca. 10 minutter, eller til æggemassen er stivnet.

Servér med bacon og purløg på.

Prøv også: Bonde-æggekage med bacon