Dansvingernes Kristoffer har oplevet ægte, amerikansk jul

Hvordan husker du din barndoms jul?

– Den foregik altid hos min mormor og morfar i Aarhus og var traditionel som Louises. Sange som ”Højt fra træets grønne top” virker i dag som en tidsrejse, der bringer mig tilbage til dagligstuen i Aarhus og min barnlige fascination af juletræet. Vi børn var med til at pynte træet og lægge gaver under, hvilket var vores første chance for at kigge pakkerne nærmere an. Maden interesserede mig slet ikke. Den var bare en stopklods, inden vi kunne komme i gang med gaverne.

Har du nogensinde troet på julemanden?

– Ja, indtil jeg var omkring 6 år. En snak med en skolekammerat fik mig overbevist om, at han ikke fandtes. Men jeg har faktisk ikke været udsat for det store udklædningsnummer med hvidt skæg og rød frakke. Det har Louise heller ikke. I hendes barndomshjem troede de ikke på julemanden, men udelukkende på nisser. Den tradition har vi ført videre i dag: Sofus har en julesok, som nissen fra tid til anden fylder med alt fra legetøjsfigurer til chokolade. Der kan også gemme sig en sølvpapirskugle eller lignende snydegaver. Nisser er åbenbart præcis lige så drillesyge, som de har ry for at være.

Læs her om Erik Maribo fra duoen ElsborgMaribo og hans livs kærlighed.

Hvad er din yndlings-tv-julekalender 
gennem tiden?

– Jeg fulgte intenst med i alle julekalenderne i mine barndomsår. Det var mine første oplevelser med fortsatte serier på tv. Men min favorit var ”Nissebanden”, der også havde nogle herlige sange. Jeg har stadig pladerne, og også Sofus kan dem udenad. Det er fantastisk at kunne give sådan en ting videre til næste generation. Og det er sjovt at se genudsendelserne, fordi der kommer nogle nye dimensioner på, som kun en voksen har øje for. ”The Julekalender” var også en stor milepæl, og den dag i dag er jeg kæmpefan af De Nattergale. Jeg gik i 9. klasse, da serien kom frem. Og på skolen lavede vi en video på De Nattergales dansk-engelsk til en af vores klassekammerater, der boede i England i den periode. Jeg var en af dem, der førte an under både filmningen og klippeprocessen.

Kristoffers musikalske makker Tobias har en yndlingssang, der emmer af værtshusstemning

Din største 
juleoplevelse?

– Da jeg var 10, boede jeg med familien i Oklahoma, USA, i et år. Min far arbejdede for Dong og var udstationeret derovre som konsulent for deres daværende, amerikanske samarbejdspartner. Og der oplevede jeg ægte, amerikansk jul. Når man bevægede sig ud på gaden, blev man mødt af 600 millioner lys, hvor man end vendte sig hen. Det var som at se en julefilm fra Hollywood, og selv de danskere, der går allermest juleamok, er rene amatører sammenlignet med det, jeg oplevede den jul.

Din bedste julegave?

– Jeg voksede op under forholdsvis beskedne kår, så der var ikke tale om store, dyre gaver. Men jeg var rigtig glad for de tre-fire gaver, jeg fik, som for eksempel kunne være et spilmagasin med ludo og tre-fire andre spil samlet i én æske. Jeg var oprigtig glad for mine gaver hvert år, men der er ikke én bestemt, der står for mig som den bedste.

Denne sang er i Katrine Daugaards øjne den perfekte

Og din værste?

– Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, i forbindelse med at mine forældre skulle bo i England i et år. Jeg gik på det tidspunkt i 3. g og havde en kæreste, så jeg ønskede at blive hjemme og fik en lille lejlighed i Fredensborg. Mine julegaver det år var lutter gryder, potter og pander, hvilket jo var fornuftigt nok, men der var også en vemodig erkendelse forbundet med oplevelsen: Nu var man pludselig voksen, og nu var julen blevet til en voksenjul med dertilhørende kedelige voksengaver. Men jeg har faktisk en af gryderne endnu og er glad for den i dag.

Hvad er din 
yndlingsjulesang?

– Her må vi over i crooner-genren, og ”White Christmas” slår nok dem alle. Originalen er fra 1941, og når den gammeldags lyd toner ud af højtalerne, er det for alvor jul. Nyere julesange har ikke helt samme magi, men fra nyere tid vil jeg alligevel fremhæve Chris Reas ”Driving Home for Christmas” for dens helt unikke stemning.

Læs også: Richard Ragnvalds jul er som en Morten Korch-film