Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Radioprogrammet Dansktoppen lagde som bekendt i tidernes morgen navn til hele den genre, vi i dag kalder dansktopmusik. Men hvis man hører blandt dem, der nu om stunder lytter med på udsendelsen på DR’s P5, ved man, at denne dansksprogede musikhitliste i dag er meget bred og forsøger at udvide begrebet i mange retninger.
Og det har mange lyttere det tilsyneladende helt fint med. Da bandet Kejser Larsen fra Sindal i Nordjylland i februar blev udvalgt som bobler på Dansktoppen med sangen ”Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker”, fik den så mange stemmer, at den røg direkte ind på en førsteplads. Og den endte med en usædvanlig flot karriere på listen, hvor den lå i de maksimale 15 uger med ti uger på førstepladsen og fem på andenpladsen. En folkelig succes, der ikke mindst kom bag på orkestret selv, der altid havde opfattet sig selv som et folk- og rockband.
– Bare det at blive valgt som bobler var en overraskelse, indrommer forgrundsfiguren, sangeren og guitaristen Christoffer Kejser Larsen.
Ud over ham består gruppen af guitaristen Mikkel Zakariasen og trommeslageren Jens Ettrup. De har endnu ingen fast bassist, men Kristian Grundtvig Larsen er manden, der håndterer bassen på Kejser Larsens pladeindspilninger samt ved hovedparten af orkestrets koncerter.
– Dygtige bassister hænger ikke på træerne, så vi veksler mellem tre forskellige, som dog alle har andre projekter, de prioriterer højere, forklarer Christoffer.
– Da vi startede i 2012, var vi et festorkester, der spillede coverversioner af alt fra Dire Straits til John Mogensen og Kim Larsen. Langsomt begyndte vi at dreje det i retning af at spille vores egne sange, og i dag er det nærmest fifty-fifty. Vi mangler stadig det gennembrud, der gør, at det er vores musik, folk kommer for at høre. At komme frem i musikbranchen handler i høj grad om netværk og kontakter. Vi har alle fuldtidsjob ved siden af musikken, men lige som alle andre musikere drømmer vi selvfølgelig om at kunne leve af det.
– Vores succes på Dansktoppen har givet os en masse positiv omtale i medierne. Vi har to gange optrådt på TV 2 Nord, og vi har medvirket i en ”Talksjov West”-udsendelse, der bliver sendt seks gange hen over julen på dk4. Vi bliver desuden inviteret med til diverse sjove ting. Vi har for eksempel for første gang optrådt i Det Musiske Hus i Frederikshavn, hvor det ellers er store navne som Michael Falch og Simon Kvamm, der spiller. Godt nok ved et lukket arrangement for et inviteret publikum, men alligevel.
Se her, hvordan det gik til, da Familie Journals Johan mødte Fede Finns sangerinde Katrine.
Kejser Larsen har netop digitalt udsendt en single med to nye numre i håb om at bygge videre på deres radiosucces. Sangen ”Alt andet lige” er en fængende og iørefaldende popmelodi, der er mere beslægtet med et klassisk dansktophit end sin forgænger. Og ”Ramt af åndenød” er en tempofyldt countrysang, der leder tankerne hen på en flok feststemte gademusikere.
– Som musikere knokler vi en vis legemsdel ud af bukserne, og vi er lige så ivrige efter at få anerkendelse for det som alle andre. Vi håber for eksempel meget, vi en dag kan stå på scenen i Boxen til Dansktop Prisen. Af de sange, der har været på Dansktoppen i år, kender jeg ikke til nogen, der har klaret sig lige så flot som vores. Hvis der var en kategori, der hed Årets dansktopsang, ville jeg i hvert fald mene, vi var en oplagt kandidat. Og med lutter første- og andenpladsplaceringer har vi da kvalificeret os som dansktopkunstnere, siger Christoffer Kejser Larsen.
Se vores forrygende, nostalgiske fotogalleri med den gamle ulv Peter Belli.