Susanne Lana synger julesange i sydens sol

Julen er en tid, hvor familien samles og hygger sig. Susanne Lana har dog aldrig haft en stor familie, og i og med at hun ingen børn har fået, er den heller ikke blevet større med tiden.

– For mit vedkommende forsvandt familiejulen sammen med min mor. Hun døde desværre i 1987, og i 2002 fulgte min far efter, fortæller den 71-årige dansktoplegende, som til gengæld har fået nogle nye, faste juletraditioner ind i sit liv:

– Jeg har gennem 10 år sunget på restauranten Barbacoa i byen Puerto Rico på Gran Canaria, hvor mange andre dansktopkunstnere jævnligt optræder. Nu om stunder optræder jeg både jule- og nytårsaften. På de to største festdage er jeg med andre ord i den grad selv med til at sprede glæde. Der er et lille juletræ i restauranten, og der bliver naturligvis serveret julemad juleaften. Jeg elsker risalamande, og der skal ikke spares på piskefløden.

– Jeg har lagt mærke til, at der kommer flere og flere danske familier med børn derned ved juletid. Selv er jeg altid på Gran Canaria i selskab med min gode veninde Gitte. Vi har samme baggrund. Som alle ved, har jeg i tidens løb kendt nogle mænd, der var alt andet end gode for mig. Gitte har en fortid med en alkoholiseret mand, så hun forstår mig og er der altid for mig.

– Vi er kommet på Gran Canaria i 20 år, så traditionen startede altså, længe inden jeg begyndte at optræde dernede. Vi spiller minigolf, spiser på restauranter og går på markeder, hvor vi finder specielt tøj. Og om aftenen får vi os nogle drinks sammen eller ser film. Jeg elsker at se ”Disneys Juleshow” til jul, og den kan man heldigvis finde på nettet i dag.

Duoen ElsborgMaribo er i julestemning og på gaden med nyt julealbum. Læs om sangerinde Mette Elsborgs jul her.

– På Barbacoa synger jeg både mine kendte hits og nye sange og så selvfølgelig julemelodier fra ”White Christmas” til ”Højt fra træets grønne top”. Foruden ”Jeg gik mig over sø og land”, som egner sig godt til en dans om juletræet, fortæller Susanne, der dog for to år siden havde et uheld i feriebyen:

– Gitte og jeg var kun lige ankommet samme dag, da jeg faldt over en bademåtte på mit hotelværelse og brækkede seks ribben. Jeg blev indlagt på hospitalet, og af samme grund måtte jeg aflyse min optræden juleaften. Men jeg lovede mig selv, at jeg ville være på benene nytårsaften og levere min anden optræden. Og med hjælp fra smertestillende piller lykkedes det, smiler Susanne.

Farmors frække sang

Som så mange andre tænker Susanne dog tilbage på sin barndoms jul i Aalborg med familien som den ”rigtige jul”.

Kandis får med garanti taget i Boxen til at lette den 14. april. Læs om Johnny Hansen og hans juletraditioner her.

– Vi var kun mine forældre, min lillebror og mig. Den 1. december blev der pyntet op overalt, og julesangene begyndte at klinge lystigt i hjemmet. Hele familien sang, og jeg spillede klaver.

– Julemåneden var også bagningens tid. Min mor bagte altid syv-otte forskellige slags småkager, herunder klejner, vaniljekranse og finskbrød. Den dag i dag er klejner mine yndlingskager, men de skal helst bages efter norsk opskrift. Norske klejner er store, lækre og svampede og langt bedre end de tørre gnallinger, vi ofte får i Danmark. Og så er dejen tilsat cognac.

– Juleaften blev det lille selskab udvidet med min farmor, som vi kaldte hende, og som i virkeligheden var min fars tante. Hendes julegave til mig var den samme år efter år, nemlig en kuvert med 50 kroner i. Beløbet blev aldrig sat i vejret. Og så begyndte hun i øvrigt allerede under middagen at synge frække sange, indtil min mor ikke kunne holde det ud længere og bad min far om at køre hende hjem, så vi kunne få fred til at spise vores julemad. Alligevel blev hun inviteret igen året efter. For som mine forældre påpegede, kunne det jo meget vel være, at netop denne jul blev hendes sidste.

Johnny Hansen tog for nylig en musikalsk afstikker fra Kandis i feriebyen Alanya. Læs her.

– Pengene var små i familien, og ud over 50’eren fra farmor bestod den årlige gavehøst af et enkelt stykke legetøj plus en nyttegave, der som regel var et par hjemmestrikkede strømper eller lignende. Et år havde jeg ønsket mig en dukke af gummi. Og det var egentlig lidt sært, for jeg var normalt en rigtig drengepige, der byggede huler og legede indianer. Og så led jeg både af psoriasis og astma, hvilket nok skræmte andre piger fra at lege med mig. Men præcis den dukke var den eneste, som nogensinde havde sagt mig noget. Og oven i at jeg fik juleønsket opfyldt, fik jeg endda en strikket top som tilbehør. Jeg var vildt begejstret, og dukken var mit ”barn” i lang tid derefter, der kun mindes én juleaften med egentligt drama i luften:

– Da jeg var omkring 8 år, gik der ild i juletræet. Flammerne fik fat i de fehår, træet var pyntet med, og så var der pludselig kun én måde at løse problemet på: Min far smed træet ud i haven, hvor ilden døde ud. Fra den dag brugte vi kun elektriske lys på vores juletræer. Vi turde ganske enkelt ikke bruge de levende.

Familie Journals dansktopjournalist havde lidt julehygge med, da han besøgte Susanne. Og lidt fællessang blev det også til, som det kan ses i videoen herunder.