16-årig homoseksuel fyr fik hårdt svar fra kristen brevkasse

Jeg bor i dag sammen med en mand, jeg elsker højt. Jeg er selv mand, og vi har et fantastisk forhold og står foran en mærkedag, og i den anledning vil jeg gerne gøre noget særligt for ham.

Da han var 16 år, skrev han til en kristen brevkasse og fik et svar, der har naget ham siden. Han blottede sig i brevet, var ulykkelig og desperat. Han åbnede op om sin homoseksualitet og følte meget skyld og skam, fordi han var i et kristent miljø.

I brevet skrev han, at han bad om helbredelse på grund af sin seksualitet, men at Gud ikke hørte ham. At han havde afsky ved sig selv. At hans største ønske var at blive heteroseksuel, men ikke anede, hvordan det skulle ske, for han vidste, han havde andre længsler. Han boede dengang på Bornholm og fandt ingen hjælp.

Han fik et meget barskt og afvisende svar, som satte dybe spor. Svaret handlede om djævlen, om at tie om sin seksualitet og om at bede endnu stærkere om tilgivelse.

Jeg ville så gerne hele den helt unge drengs oplevelse af at blive udskammet på den måde, og derfor fik jeg den idé at bede dig svare, som du ville svare en 16-årig dreng i samme situation. Måske kan det nye svar hjælpe ham og den dreng, der stadig bor i ham. Han underskrev sig Fyren.

Jeg håber, du kan hjælpe.

Brevkasseredaktøren i den kristne brevkasse har nok dengang ment, at det var det eneste rigtige svar, og at det ville bringe ham derhen, hvor han gerne ville. Svaret er sikkert skrevet med de bedste intentioner og efter religiøse retningslinjer.

Men tiderne ændrer sig. Vi bliver mere åbne, og her i Familie Journals brevkasse er der højt til loftet, og alle er velkommen. Det er en god tanke at helbrede og omfavne det indre barn. Det hører man tit, at man skal, men det kan føles skørt, svært og langhåret at skulle forestille sig, at man igen var barn eller ung og hele det, der skete engang. Men det hjælper.

Jeg håber, mit svar kan bringe en form for lindring. Og jeg kan jo forstå på dit brev, at I har fundet lykken sammen. Det glæder mig meget, at tingene har udviklet sig godt på trods af modgang. Håber I får en dejlig mærkedag.

Her er mit svar til den 16-årige dreng, din mand var dengang:

Kære Fyren.

Tak for dit brev. Jeg mærker din smerte.

Det allerførste, jeg har lyst til at fortælle dig, er, at homoseksualitet ikke er en sygdom. Så når du beder for helbredelse og ikke føler, du får den, er det, fordi du slet ikke er syg. Du er rask. Det er naturligt, at seksualitet har mange forskellige variationer.

Det, der gør mig mest ked af det, når jeg læser dine ord, er din egen fordømmelse af dig selv. Man vil på sin vej gennem livet møde mennesker, der fordømmer en, og det kan man komme igennem, men følelsen af at hade sig selv er nok den tungeste form for had, man kan opleve.

Selv om det er svært, vil jeg bede dig om at se dig selv som en hel person og ikke bare en, der er defineret af den seksualitet, du i øjeblikket ikke bryder dig om. Når jeg læser dit brev, ser jeg nemlig mange grunde til at elske dig.

Du lyder som en meget moden og interessant ung mand på 16 år. Du sætter allerede spørgsmålstegn ved livet, du søger viden, du er i kontakt med dine følelser, og du er fuld af kærlighed og længsel. Du besidder virkelig mange gode kvaliteter.

Mens du venter på dit livs partner, så giv lidt af din enorme kærlighed til dig selv. Du skriver, at dit største ønske er at blive heteroseksuel. Jeg er ikke læge, psykolog eller har andre fine titler, men lad mig alligevel tegne dette billede for dig: Lad os sige, at jeg vågner op i morgen og ikke længere vil bruge størrelse 40 i sko. Som ellers er min naturlige størrelse. Jeg VIL bare ikke bruge størrelse 40. Jeg HADER størrelse 40!

Så jeg forsøger at klemme mig ned i en størrelse 37, men kan slet ikke gå. Jeg får blodige vabler, og jeg kan ikke bevæge mig, fordi alt klemmer og er helt forkert. Eller jeg vælger størrelse 44, fordi jeg har en oplevelse af, at det er meget bedre, men jeg sjosker rundt, falder og snubler, fordi fødderne slæber efter mig. Efter noget tid vil jeg nok erkende, at jeg må tilbage til mine egne sko. I hvert fald hvis jeg vil bevæge mig frit.

Jeg tror, seksualitet er lidt på samme måde. Vi kan godt lade, som om vi er noget andet end det, vi er, men det bliver smertefuldt, tungt og besværligt at komme fremad. Du har fundet dine sko, nu skal du bare turde tage dem på.

Og så er der Gud, som fylder meget i dit liv. Jeg er ikke selv kristen og kan kun prøve at sætte mig ind i det store ansvar, du føler, men præcis som jeg mener, der findes mange forskellige helt rigtige måder at elske, mener jeg også, der findes forskellige måder at tro. Hvis der findes én Gud, så giver det slet ikke mening, at det skulle være en fordømmende Gud, der kun elsker én bestemt slags mennesker.

Min bedste venindes mand er præst og i øvrigt fra Bornholm, og han vendte i en periode Gud ryggen, fordi han fandt den form for religion, han praktiserede, for tung og for unuanceret. Men genfandt kristendommen på en ny måde, og i dag er han præst i en kirke nær København. Når jeg taler med ham om religion, siger han, at Gud er kærlighed. Ren kærlighed, og Gud elsker alle slags mennesker. Hvis du har lyst til at møde ham, så skriv til mig igen, så skal jeg fortælle dig, hvilken kirke han er i, så kan du opsøge ham.

Måske passer det ikke at være kristen og homoseksuel der, hvor du bor nu, men jeg kan love dig, at der findes andre steder, hvor det er fuldt accepteret. Selv om det er ensomt nu, og du tror, du er alene med dine tanker, er der tusindvis af andre unge, der står i samme situation som dig. Du var så modig at række ud til mig.

Brug dit mod endnu engang og søg information og fællesskab f.eks. hos LGBT+ rådgivning på 33 13 19 48 eller et af de andre steder, der rådgiver omkring seksualitet. Brug din nysgerrighed. Det er en styrke.

Vend blikket ud mod verden. Jeg tror, det er der, du hører til. Jeg ønsker dig held og lykke på din vej. Brevkassen er altid åben, og lov mig, at du skriver igen, hvis du får behov.