Brev til Puk Elgård: Han kan ikke acceptere mine sønner

Kære Puk

Fra mit forrige ægteskab har jeg to voksne sønner. Jeg er gift igen og har været sammen med min nye mand i 14 år.

Da jeg mødte ham, boede jeg i eget hus med mine sønner, og han og jeg købte senere et hus sammen.

For tre måneder siden flyttede min yngste søn på 21 år hjem, da han fik en elevplads tæt på, hvor vi bor.

Han fik sit gamle værelse og betaler 2.500 kr. per måned for at bo her og vil gerne spare op.

For to måneder siden ringede min 27-årige søn − om han også kunne flytte hjem, da han og kæresten skulle gå fra hinanden. Han ville blive et par måneder, til han fandt noget at bo i. Han betaler nu det samme som sin bror for at bo her.

Tidligere brev til Puk Elgård: Gift med en egoist

Vi har masser af plads (180 m2), men min mand kan ikke kan holde ud at være inde sammen med mine sønner. Han taler ikke med dem, og vi kan ikke spise sammen.

Vi har kun ét badeværelse, så vi må indrette os.

Min mand og jeg har altid kun skrabet af i bruserummet, men nu skal de både skrabe og tørre.

Løber vandet for længe, er han der med det samme.

Hvis den yngste børster tænder i køkkenet, og ligger hans tandbørste ved vasken, når han er færdig, fordi jeg stadig er på badeværelset, så får han at vide, at det er noget svineri.

Næsten alt, hvad den yngste gør, er ikke i orden efter hans mening, og jeg føler mig fanget i mit eget hjem.

Min mand henvender sig ikke til dem, men spørger mig om, hvor de er, eller hvad de laver.

Læs også: Jeg orker ikke at bo med min mand længere

De kan dog bruges, hvis han mangler noget eller har brug for hjælp. Han forventer, at de smider alt, hvis han skal have hjælp, for de bor jo hos ham.

Og han mener, de betaler for lidt for det.

Desuden mener han ikke, at de holder orden, men det er o.k., at han ikke selv følger de samme regler.

Jeg har sagt til mine sønner, at vi må hjælpes ad, og det er de med på.

Når jeg beder dem om at vaske tøj, støvsuge, tømme opvaskemaskine osv., så gør de det.

Det er, som om han ikke kan acceptere, at de er der.

De er dog en del af mig, og jeg vil ikke bede dem om at flytte.

Jeg vil så gerne have det til at fungere, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad?

En fortvivlet

Kære en fortvivlet

For hver linje jeg læste af dit brev, steg mit blodtryk. Jeg blev mere og mere sur på dine vegne.

Selvfølgelig skal du hjælpe dine børn. Selvfølgelig skal de have lov til at bo hjemme i en periode, og jeg synes, de betaler en rimelig pris.

Med hensyn til din mand så tror jeg ikke, det handler om vandforbrug eller husleje, men simpelthen om, at han ikke kan overskue at have dem i huset.

Det er ikke hans børn, og nu er han tvunget til at leve under samme tag som dem. Han puster sig op og bliver en alfahan.

Det er ikke charmerende.

Tidligere brev til Puk Elgård: Jeg ved, at jeg aldrig bliver god nok til min far

Du er nødt til at tage et opgør med ham.

Det kan godt være, han er en alfahan, men du er en løvinde. Det er vi mødre.

Du må stå på mål for dine sønner.

I skal ikke liste rundt og være bange for at gøre noget forkert.

Han bliver ved med at stramme reglerne, indtil der bliver så uudholdeligt at være, at de til sidst flytter. Det bliver du ked af.

Fortæl ham, at han skal lade dem være, eller også må han selv flytte ud, så længe de bor hjemme.

Hvis det var nogle dovne unger, der ikke gad betale eller deltage i fællesskabet og overholde de almindelige husregler, så var sagen en anden, men det er ikke sådan, jeg læser dit brev.

Jeg er selv bonusmor til tre børn og ved da godt, det ville blive en udfordring, hvis de pludselig flyttede ind og lavede om på familiestrukturen, men jeg ville aldrig sige nej, og jeg ville forsøge at få det til at glide.

Det skylder man både børnene og sin partner.

Stå fast, løvinde.

Bedste hilsner fra Puk