Brev til Puk Elgård: Jeg er ikke på talefod med min fars kæreste

Kære Puk

Min far, som jeg altid har kunnet tale med, har slået hånden af mig. Da min mor døde for 15 år siden, blev han lidt hjælpeløs, og derfor tog min søster og jeg os meget af ham.

Efter et halvt år mødte han så en dame på cirke samme alder, og vi var lettede og glade på hans vegne. Hun virkede sød, havde selv en voksen børneflok og børnebørn – men, men, efter nogle år, hvor min far stadig havde penge fra mors livsforsikring, og de kunne tage Europa rundt på ferier, begyndte det at knibe. Indtil da havde de besøgt hinanden i deres respektive boliger, men nu bor de i hendes hus, og min far har kun "udgangstilladelse" en gang om ugen, hvor han ser til sit eget hus. Han skal holde hendes have og være privatchauffør for hende og har hverken tid til eller mulighed for at se min søster og mig og slet ikke sine tre, nu voksne børnebørn.

Utallige gange har jeg inviteret ham og hende til juleaftener, men har fået den besked, at de ville holde jul hos hende, bare de to. Når jeg så har kontaktet ham og spurgt, om de hyggede sig, har han altid berettet, at de har været sammen med hendes familie. Det giver en ekstrem følelse af vrede og frustration. Også utallige fødselsdage er de inviteret til, men selv til min 50-årsdag og vores søn og datters 20-årsdage havde de andre runde fødselsdage at tage til.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg er så skuffet over min mor

Da vores far skulle til en undersøgelse af hjertet, fik hverken min søster eller jeg besked. Hans venindes søn tog fri fra job og var chauffør. Jeg er førtidspensionist og havde tid, men fik ikke lov.

Det har hobet sig op i meget lang tid, og boblen brast så forleden. Min far blev 80 år og havde sagt, at jeg var velkommen til at få en kop kaffe om formiddagen hos ham. Min datter og jeg kom i god tid, så vi kunne give en hånd med. De var der ikke, men kom efter 10 minutter kørende med bilen fuld af bagværk, som min far fik ordre på at slæbe ind. Jeg valgte at hjælpe, hvilket var fejl nr. et.

Hans veninde flåede alt ud af mine hænder og bad mig "skrubbe ud af hendes (min fars) køkken," så jeg fortrak. Da der var nogen af gæsterne, jeg ikke kendte, præsenterede jeg mig med navn, og at jeg var min fars datter. Vi satte os til bords, og hun blev spurgt, om hun kom ind og fik kaffe sammen med os, hvortil hun svarede, at hun ikke ville sidde sammen med det selskab. Tak for kaffe, tænkte jeg.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Mormor føler sig kørt over af familien

Bordet var dækket med vores mors pæne sølvplet bestik, som jeg havde haft med i nypudset stand, da det ikke havde været brugt siden hendes død. Og så begik jeg fejl nr. to ved at spørge, om jeg skulle hjælpe med opvasken, da mors bestik ikke tåler vask i opvaskemaskinen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Hun hvæsede som en arrig hankat og sagde, at det var hun bestemt gammel nok til at vide, og jeg skulle ikke belære hende om noget. Det ville jeg såmænd heller ikke, jeg ville blot værne om vores mors elskede sølvtøj. Det ene ord tog det andet, for jeg var efterhånden godt gal, og det endte med, at min datter og jeg kørte hjem i raseri med en salut fra min fars veninde om, at jeg ikke skulle komme der igen.

Hvad pokker stiller jeg op med den havgasse, som tydeligvis ikke kan fordrage os og dominerer vores far totalt? Jeg har tidligere spurgt ham om, hvorfor de aldrig kom, og fik det svar, at han jo ikke er alene om at bestemme.

Jeg vil så gerne have min far i mit liv, men jeg kan ikke trives med hende. Jeg er dog nødt til at tolerere hende, hvis det skal ske. Jeg føler ikke, at jeg har noget at undskylde for, og har bidt tænderne skæve i forsøget på at holde det inde. Jeg føler mig i den grad ikke respektere og håber, du har en mulighed, som jeg ikke selv kan se, for lige nu er jeg ikke på talefod med dem.

Fortvivlet datter

Læs også: Puks brevkasse: Min svigersøn er dominerende

Kære Fortvivlet datter

Jeg kan godt forstå, du er fortvivlet. Det lyder som en ret svær situation. Din far er en voksen mand, og han har valgt det liv, han lever. Det bliver nok svært at lave om på.

Jeg synes, du skal se din far alene. Det går galt, når ”hele pakken” er samlet. I har svært ved at acceptere hinanden, og der opstår så mange gnidninger. Derfor skal du lægge din energi i at møde din far, bare ham og dig. Den ene dag, han er hjemme hos sig selv, skal du være sammen med ham. Det er jo ham, du savner, og ikke hele menageriet omkring ham.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg vil gerne sende et nødråb til min mor

Du behøver ikke indgå i hans ”nye” familie, hvis det kun skaber problemer. Mød din far. Tal med ham. Hyg med ham. Vær sammen med ham, men lad være med at tale om hans veninde og alle de svære situationer. Bare tal om gamle dage, om jeres eget liv og hop ud af det konfliktfyldte felt. Ikke diskuterer det.

Lad være med at bruge energi på hende, du ikke kan lide, men du skal selvfølgelig have afløb for din kærlighed til din far. Se, om I kan mødes alene. Det må kunne lade sig gøre. Held og lykke.

Varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Vores ordblinde døtre føler sig fravalgt af familiemedlemmer