Han plaprer om sig selv - og jeg lytter

Jeg er begyndt at date en mand, som er ret interessant. Han har oplevet verden og er temmelig berejst, og han har smagt på livet på alle måder. Han lægger ikke skjul på, at han har været ude, og han er ret glad for at fortælle om det.

Han ved meget. Det gør han, men han spørger aldrig til mig. Jeg lytter bare, og selv om jeg egentlig også selv har en del at byde ind med, får jeg ikke rigtig fortalt ham noget af det. Når vi er sammen, ender det altid med, at jeg nærmest er til foredrag med ham som hovedperson og mig, der ikke får budt ind, men i stedet lytter.

Jeg vil ikke lyde alt for beklagende, for han er en spændende mand, og han er ellers god ved mig, og vi laver sjove ting sammen, men tror du, jeg bør være bekymret over fordelingen i vores samtaler? Kan det mon ændre sig, eller er det sådan, vi er sammen?

Jeg er i tvivl om, hvad han vil sige, hvis jeg nævner det.

Det er ikke for at finde huller i osten, men jeg vil jo også gerne fortælle noget fra mit liv.

Kære Den mere stille kvinde

Helt groft kan man måske opdele folk i to kategorier: Dem, der er interesserede, og dem, der vil være interessante.

I jeres forhold har I fordelt rollerne. Det behøver ikke betyde, at det skal fortsætte sådan. Den interesserede kan godt lære at tage scenen og ikke blot nøjes med at lytte, og den interessante kan lære at slå ørene ud og holde mund.

Men som med næsten alt andet kommer forandringen ikke af sig selv. Du er nok nødt til at sætte dagsordenen næste gang, I ses, og simpelthen bedyre, at i dag har du noget på hjerte og noget spændende, du gerne vil fortælle. Så falder han givetvis i et par gange og begynder at toppe dine historier med sine egne, og du falder i rollen som den, der lytter, men over tid, hvis I giver forandringen opmærksomhed, kan I godt komme ud af den slags mønstre.

Det er en stor gave at kunne lytte. Det skal du være stolt af, at du kan, men du skal ikke forsvinde i hans ordstrøm. Tag din plads og vis ham, hvem du (også) er.

Mange hilsner fra Puk