Det er svært at tage al min mors tungsind ind

For et par år siden flyttede jeg, der nu er 23 år, hjemmefra og bor sammen med min kæreste. Jeg har et godt job, det er hårdt, og jeg arbejder en del, men jeg kan lide det, for jeg har stort ansvar på min arbejdsplads.

Det, der piner mig, er min mor. Hun er træt. Hun har ikke noget job for tiden, og lægen har lige sagt, hun har en begyndende depression. Hun virker bare så trist og ked af det, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler slet ikke, at vi er samme sted, og alt hendes tungsind er svært at tage ind. Jeg har selv så meget at være glad for.

Samtidig kan jeg også nu se, hvor meget hun har bokset med, mens min søster og jeg voksede op. Hun har været alene med os. Jeg vil jo gerne hjælpe hende, men jeg aner ikke hvordan.

Hun er 51 år, har veninder, som hun ser, men mest af alt tror jeg, hun har brug for et job. Det er bare, som om hun ikke orker at søge noget. Hvordan hjælper jeg min mor uden selv at blive kvalt?

Du er opmærksom på det allervigtigste, og det er godt. Du er nemlig selv klar over, at du ikke må gå så meget ind i din mors problemer, at du mister din egen energi og glæde. Jeg ved ikke, om din mor får professionel hjælp, men det er jo en mulighed og en god idé, hvis hun er ramt af depression. Det er noget konkret, som du kan hjælpe hende med at få sat i værk. Ellers vil jeg prøve at få dig til at forstå, hvor i livet hun er lige nu.

Det er en svær tid for kvinder at være omkring de 50 år. Hun er sandsynligvis påvirket af overgangsalderen og er i gang med at tage afsked med livet som frugtbar kvinde. I hendes alder siger man farvel til ungdommen, og kroppen ændrer sig meget. Børnene flyver fra reden, og man må se på, mens de unge mennesker blomstrer og repræsenterer den tabte ungdom, man ikke længere selv er en del af. Børnene er selvkørende.

Så heller ikke i moderskabet er der det store behov for, at man deltager, og nu er hun så ovenikøbet blevet fyret fra jobbet. Det er altså en lang afsked, hun skal igennem, før hun kommer ud på den anden side og får øje på glæderne igen.

Du skriver, at du nu kan se, at din mor har bokset med en del gennem din og din søsters opvækst. Det synes jeg, du skal fortælle hende, for det er en vigtig erkendelse, der kommer, når man bliver voksen. Pludselig ser man alt det, ens forældre har gjort, mens man var barn. Bare vent, til du selv bliver mor, så forstår du det endnu bedre. Fortæl din mor, at du ved, hun har knoklet hårdt for at få jeres liv til at hænge sammen. Tak hende for det.

Der er så meget, jeg gerne ville have givet min egen mor anerkendelse for, men hun lever ikke længere, og jeg fortryder nærmest dagligt, at jeg aldrig fik takket hende. Besøg din mor. Tal med hende. Men lad være med at føle, at du skal løse hendes situation. Det kan du ikke. Hun skal selv finde vej ud af den labyrint, hun er gået vild i, men din kærlighed til hende vil hjælpe og lyse i de mørke stunder. Når man er omkring mennesker i krise, skal man altid huske at holde på sin egen energi, for man er ikke til nogen som helst hjælp, hvis man selv går ned med flaget.

Held og lykke med det, og husk at glæde dig over, at du har klaret dig så godt.