Er jeg hjerteløs, når jeg siger nej?

Jeg blev for mange år siden skilt fra mine børns far, vi var unge og havde kendt hinanden, siden vi var teenagere, og var gift i 15 år.

Han blev efterhånden ustabil i humøret og manglede modenhed og ansvarsfølelseog var utilfreds med sit arbejde og vores bolig, så vi flyttede meget rundt, og han var utilfreds og manglede medansvar for økonomien, så han var alt i alt utilfreds med det meste. Han forandrede sig til en sur, lukket og gnaven person, jeg var fortvivlet, forvirret og blev syg af alle hans tiltag, men kom dog på benene igen.

Efter vores skilsmisse har min eksmand boet flere steder og haft flere kvinder. Det er, som om han ikke kan stilles noget sted, undtagen på sit arbejde, som han passer.

I øjeblikket er han gift og bor i en lejlighed med sin kone, men her forleden kontaktede han mig, da han åbenbart vidste, at jeg er single.

Han sagde, at han savnede mig helt vildt og gerne ville tilbage til mig, men jeg sagde bestemt nej.

Nu har jeg boet det samme sted, siden vi blev skilt, og har haft fred og ro med børnene, inden de blev store. Jeg fik nok af hans rastløshed og evige humørsyge og uro, som han dengang gav børnene og mig.

Jeg elsker ham ikke mere og har nærmere ondt af ham, men jeg har det pokkers svært, når han står der med hatten i hånden, men jeg orker ham ikke igen.

Jeg kom til at foreslå ham at tale med en psykolog eller familieterapeut, og så blev han sur og gik.

Er jeg hård og hjerteløs ved at sige nej til ham?

Nej da! Du er ikke for hård og hjerteløs. Du passer på dig selv. Han har problemer med at falde til i sit liv og overskue tilværelsen, så han har det rart og kan være i livet på en let måde, men han skal også selv tage ansvar.

Hvis du stadig føler kærlighed for ham, kan jeg godt forstå det. Han er far til dine børn, og han er dit livsvidne, men du kan godt støtte ham, selv om du ikke åbner dit hjerte og dit hjem for ham.

Hvis du ikke helt kan slippe ham og har lyst til at hjælpe ham, skal du få ham til at tage ansvar. Vi kan godt have tendens til at ville løse andres problemer og lægge løsninger frem foran dem, men i virkeligheden er det faktisk rigtig fint også sommetider at sige: Jeg kan se, du ikke har det godt, har du en idé til, hvordan du kan få det bedre? Eller ”jeg kan forstå, der er problemer med din økonomi. Hvem har du tænkt dig at kontakte, så du kan få styr på den?”. På den måde opfordrer vi mennesker til selv at tænke i løsninger i stedet for at komme med forslag. Kan du prøve det?

Jeg tror, det sætter gang i en masse gamle mekanismer fra jeres parforhold, når han står der med hatten i hånden, men du er et andet sted nu. Som du skriver, du blev forvirret, fortvivlet og syg af hans humør og hans måde at være på. Vil du det igen? Nej vel?

Pas på dig selv, og brug eventuelt dine samtaler med ham til at få ham til selv at tænke i løsninger.

Jeg håber, det går. Man kan godt være et omsorgsfuldt menneske, selv om man ikke lader andre træde på sig selv.