Jeg blev skilt for et år siden efter 13 års ægteskab. Det var min mand, der ønskede bruddet og flyttede. Jeg blev boende med vores fire børn i hjemmet.
Han fortrød efter 14 dage og har siden ønsket at finde sammen igen og forklarer det som delvis en midtvejskrise og delvis vores mønstre, som vi havde brug for at arbejde med sammen med en parterapeut.
Det er jeg sådan set enig med ham i.
Jeg elsker ham stadig, og han er fortsat en god far for børnene. Jeg overvejer, om jeg skal begynde at gå i parterapi sammen med ham og evt. finde sammen igen.
Vi har været på nogle dates, og det har været virkelig dejligt. Efter min mening har der været alt for få dates og alenetid de sidste mange år og alt for meget arbejde og transporttid i den forbindelse. Derudover har jeg altid prioriteret vores børn over tid til forholdet.
Mit problem er, at mine forældre blev meget vrede på ham ved skilsmissen. De syntes, han behandlede mig dårligt, kun prioriterede tid på sit arbejde og lod mig bære ansvaret for de fire børn alene. Børnene har de seneste mange år altid været sammen med mig, mens deres far altid var på arbejde i forsøget på at blive forfremmet til chef. Topmålet for mine forældre var, at han var utilfreds med mig og lod sig skille og i deres øjne svigtede mig totalt.
De ignorerer ham, når de ser ham og kan ikke nuanceres i deres syn på ham. Hvis de ser, at hans bil holder uden for huset, f.eks. hvis han henter børnene, så vender de om og tager hjem, og de hilser ikke på ham, hvis de ser ham i en butik, og han hilser på dem. Jeg føler mig skamfuld over at ses med ham, når mine forældre ser ned på det.
Dette piner min eksmand meget, han føler sig frosset ude af familien, og det har skabt endnu et problem for os.
Hvordan skal jeg tackle konflikten mellem mine forældre og eksmand?
Ekskonen/datteren/moren
På en måde synes jeg ikke, det ligger på dit bord. Det må være din eksmand og dine forældre, der tager snakken om at komme videre.
En del af det at ”flytte sig” og vokse efter f.eks. et brud er at udvikle sig og gøre tingene anderledes, end man plejer. I denne situation kan du øve dig i ikke at påtage dig ansvaret over for en konflikt, som egentlig ikke er din.
Når du føler dig klemt i den her situation, kan det være, fordi den er yderst velkendt, og at du måske alt for ofte, også i jeres parforhold, har påtaget dig at løse tingene.
Nu skal I måske indlede forholdet på ny, og her må din eksmand træde til og vise handlekraft. Det ville være et godt sted at begynde. Hen til dørklokken i dine forældres hus. Hatten i hånden. ”Jeg ved godt, jeg har såret jeres datter, men nu har jeg tænkt mig at gøre det godt igen, og nu skal I høre hvordan”. Noget i den retning.
Hvis I har planer om at finde sammen igen, synes jeg, det lyder som en rigtig fin idé at få lidt støtte fra en professionel. Vi sidder alle sammen fast i mekanismer og strategier og at få et blik på forholdet udefra kan hjælpe, så man arbejder med nye metoder, grænser og udvikling og ikke falder i de samme huller igen.
Jeg kan ikke lide, at du føler dig flov, når du bliver set sammen med ham. Gå ind i den følelse, og find ud af, hvad den består af. Hvis det er, fordi han har behandlet dig meget dårligt, og du er flov over at være sammen med ham igen, skal du virkelig være opmærksom, når du genoptager forholdet og kæmpe for, at det ikke sker igen. Ét er dine forældres blik på ham, men det blik, du har på dig selv, er langt vigtigere. Du skal kunne se dig selv i øjnene og være glad for din beslutning.
Tag nogle dybe vejrtrækninger. Mærk dig selv. Uddelegér opgaverne i forhold til at få løst konflikterne. Det er ikke din opgave alene.
Mange hilsner fra Puk