Kære Puk
Jeg er bange for at flyve
Er det virkelig nytårsaften lige om lidt?
I skal som sædvanlig have et nytårsbrev, og igen i år vil jeg meget gerne sige tak for alle jeres breve. Jeg synes, vi har noget helt unikt her i brevkassen, og jeg holder meget af mine dage i køkkenet, hvor jeg sidder med alle jeres kommentarer, ros, ris og livssituationer.
Tak, fordi I fortsat skriver til mig. Apropos at sidde i mit køkken, så er det nok her, jeg har tilbragt mest tid i hele 2024. Det meste af året har jeg skrevet på en bog, og jeg har i lange perioder ikke set et eneste menneske.
Som I ved, er Robin flyttet, så der er ikke flere børn i huset, og Lothar har arbejdet udenlands. De dage, uger, måneder, hvor jeg bare har været her alene, har fået mig til at tænke rigtig meget over ensomhed.
På Maryfondens hjemmeside kan man læse, at ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste tal lider ca. 470.000 danskere af svær ensomhed. Det er ødelæggende, og det er simpelthen alt for mange.
Skal vi ikke gøre 2025 til det år, hvor vi gør noget for hinanden? Hvor vi tjekker ind og ser, om folk omkring os har det godt. Et år, hvor vi gør lidt ekstra for alle dem, der føler sig alene.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår. Må I finde klarhed og styrke til at overkomme de udfordringer, der opstår.
Husk, brevkassen altid er åben. Jeg glæder mig til at træde ind i endnu et år sammen med jer.
Rigtig godt nytår, venner, og tak for 2024.
Varme hilsner fra jeres brevkasseredaktør Puk