Hvordan er det gået jer?

Jeg læser tit din brevkasse og synes, du giver nogle gode råd, som man næsten altid kan bruge i en eller anden situation i sit eget liv.

Men jeg savner opfølgninger.

Hvordan gik det dem, der skrev til dig? Fulgte de dit råd og endte det godt eller skidt? Det kunne man lære så meget af at følge til dørs, tænker jeg. Og måske blev flere modige og fik lyst til at tage deres egne udfordringer op, hvis de kan se, at det rent faktisk virker ude i den rigtige verden.

Jeg elsker dine empatiske svar og prøver at leve rummeligt og positivt, og her giver dine svar tit stof til eftertanke.

Jeg kan godt forstå dig. Du kan lige tro, at jeg ofte tænker på, hvordan det går med læsere, der har skrevet til mig.

Men jeg er også godt klar over, at det at løse konflikter og arbejde med sig selv er en proces. Det begynder måske med en tanke eller en følelse. Så deler man det eventuelt med en ven, veninde, kollega eller familie. Så rækker man bredere ud, skriver måske til brevkassen. Tumler og tænker, går to skridt frem og ét tilbage, og sådan kan der gå lang tid.

Når folk har fået et råd her i brevkassen, ser jeg det som en sten, der ruller, og med tiden måske bliver til en snebold. At række ud til mig er et skridt på vejen.

Jeg tror, det er sjældent, folk læser det, jeg har skrevet, og så prompte handler på det. Det er nok mere et lille frø, der spirer og føjer noget til det store billede. Det synes jeg faktisk er rigtig fint.

Måske hænger man længe i processen, eller også rykker man sig, når man har søgt hjælp og inspiration rundt omkring og løst det, der gnavede, og så er man videre. Sådan skal det være. Folk må meget gerne skrive igen, men de behøver ikke.

Men jeg er glad for, at du finder inspiration i brevkassen. At du også oplever små sten trille ned ad bakken og frø, der bliver sået.

Tak for de fine ord.