Min mand er blevet så nærig

Efterhånden, som vi bliver ældre, er der jo tit nogle særheder, som bliver forstærket. Det føler jeg er sket for min mand. Vi er begge to sidst i 50’erne, og han har altid været meget påpasselig med penge, men nu synes jeg, det er blevet rigtig slemt, især i en bestemt retning.

Han mener, det er helt unødvendigt at bruge penge på restaurant og café. Vi er dog aldrig gået ret meget ud, kun på rejser, men nu har vi faktisk råd til det, og så vil han slet ikke være med til at bruge penge på den slags.

Jeg har en bror, som mistede sin kone for fem år siden, to år senere kom han ud for en ulykke og sidder nu i kørestol. Nogle af de få glæder, han har, er god mad og vin. Han er lige fyldt år og havde inviteret min mand og mig, sin egen søn og svigerdatter og vores ældste datter på restaurant. Det var et godt sted, ikke i Michelinklassen, men alligevel ikke helt billigt.

Da vi fik spisekortet, himlede min mand op om ”de helt urimelige priser”. Min bror sagde med det samme, at han bare skulle bestille og ikke tænke på det, han var jo inviteret. Min mand tog de to billigste retter, sagde nej til øl og nøjedes med at drikke af vandet. Og så spiste han rigtig meget kuvertbrød.

Da regningen kom, bad han om at se den, men det sagde vi andre nej til. Han ødelagde faktisk lidt fornøjelsen for os andre, især for min bror.

Min datter og jeg syntes, det var pinligt, og jeg sagde til ham bagefter, at han opførte sig uartigt, men han svarede bare, at det var restaurantens priser, der var uartige.

Hvis vi går en tur, vil han ikke sætte sig på en café og få en øl eller en kop kaffe. Hvis han skal ud, skal det være et sted med buffet og alt det kød, man kan spise.

Det generer mig rigtig meget efterhånden, og det er ikke, fordi vi mangler penge. Han køber også gerne dyre bøffer, som vi kan spise hjemme, han har bare fået en idé med, at bedre restauranter er rent tyveri.

Min datter har sagt, at hvis jeg skulle blive inviteret ud igen, skal jeg lade ham blive hjemme. Det synes jeg jo ikke, jeg kan, men hvad mener du om den opførsel?

Du har ret. Vi har alle vores særheder, og sommetider bliver der skruet op for dem, når vi bliver ældre.

Måske er din mand en samler-/jægertype, der ved, hans arbejdsliv er ved at være i slutspurten, og han begynder at blive bekymret for, om han kan skaffe nok til flokken på sine ældre dage. Derfor holder han på de ressourcer, der er.

Det kan være en lidt dybere forklaring på hans adfærd, men når det så er sagt, synes jeg ikke, det behøver gå ud over din glæde ved tilværelsen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg befinder mig et sted i livet, hvor jeg simpelthen er så grundlæggende træt af at skulle underlægge mig andres luner, at jeg er begyndt at sige ”fandme nej.” Jeg gider ikke danse efter sure menneskers pibe, og jeg vil have det bedste ud af livet.

Hvis din mand ikke vil med ud at spise og hygge sig, så lad ham blive hjemme. Det er jo heller ikke hyggeligt for ham.

Men han skal ikke sætte sig på din glæde. Hvorfor skulle du blive hjemme bare, fordi han ikke vil afsted?

Den magt skal andre ikke have over de glæder, man ønsker. Omvendt skal du måske heller ikke tvinge ham ud i en situation, han ikke bryder sig om.

Bliv enige om at være uenige, og tillad jer at have forskelligt syn på livet. Ellers bliver det tungt.