Min mor kalder mig løgner

Jeg er en kvinde på 28, som nærmest altid er i konflikt med især min mor, men også min mormor. De lever deres liv efter devisen ”hvis jeg ikke har set, hørt eller oplevet det, er det ikke sket”. Og det har jeg meget svært ved at acceptere.

Vi ender altid med at diskutere alting, og selv om jeg kan bevise, at det, jeg siger, er rigtig, rokker de sig ikke en millimeter.

Senest endte vi i en kæmpe diskussion til min (bonus)søns 7-års fødselsdag. Gennem mit arbejde havde jeg købt en slags spil til børn, som jeg selv havde i skolen. Jeg spurgte min mor, om hun kunne huske det. Det kunne hun i hvert fald ikke, for det havde jeg aldrig brugt i skolen! Og det vidste hun meget bedre end jeg.

Jeg forklarede, at min jævnalderende kollega også havde haft det, for det havde vi talt om. Men ifølge min mor passede det ikke, og hun påstod, at spillet var noget nyt, som ikke fandtes dengang.

Jeg forklarede, at jeg ugen forinden havde været på kursus, hvor en mand fra firmaet, der producerede spillet, havde sagt, at det var mere end 20 år gammelt. Til det sagde min mor, at jeg løj. Foran mine børn blev jeg kaldt løgner.

En anden ting, vi brugte i skolen, blev også nævnt, og så meldte min mormor sig på banen og påstod, at hverken min kusine eller fætre havde brugt det, så det kunne jeg heller ikke have gjort! Noget, hun som bedsteforælder umuligt kan vide noget om.

Vi endte alle tre med at råbe ad hinanden, og hele situationen var så pinlig. Jeg har efterfølgende snakket med mine kolleger, der fastholder deres forklaringer. Jeg har endda fundet ”beviser” på, at spillene fandtes i 90’erne, men min mor stædigt fastholder, at det er løgn.

Måske virker det som en lille ting, men det er bare ét eksempler, og jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke har lyst til at se eller tale med nogen af dem. Det er opslidende altid at skulle diskutere og forsvare mig selv, og jeg føler mig uretfærdig behandlet.

Jeg har sendt min mor en besked og forklaret, at jeg er skuffet og såret over den måde, hun behandler mig på, og at jeg synes, hun skylder mig en undskyldning. Det har hun valgt at ignorere.

Vi har stort set ingen kontakt længere, og selv om det et eller andet sted er en lettelse, jeg tænker på det hver dag, for jeg synes ikke, jeg har fortjent det.

Hvad tænker du? Er jeg for sart og stædig, eller skal jeg bare acceptere, at tingene er, som de er, og lade de to tromle mig hver gang, vi snakker sammen eller ses?

Min første tanke er, at din mor og din mormor på en eller anden måde har valgt fælles front og besluttet sig for, at du taler usandt for at kunne kontrollere dig.

Hvis de siger et, og du siger noget andet, så har de magten over dig, også fordi de er to mod en. Orker du det? Nej, vel?

Hvorfor er det vigtigt for dem at holde dig nede? Er der noget i jeres fælles historie, der tyder på, at de ikke er interesserede i, at du klarer dig alt for godt?

Det her skal ikke handle så meget om, hvem der har ret, og hvem der ikke har. Det skal handle om, hvordan du fremover reagerer på de situationer, der opstår. Jeg synes, hverken du er sart eller stædig, og jeg synes heller ikke, du har fortjent det. Selvfølgelig ikke. Hvis du føler en lettelse ved ikke at se dem, så hold en pause.

Hvis du en dag kan finde frem til, at de ikke kan påvirke dig så meget og ikke gøre dig usikker, selv om de prøver at manipulere dig, så kan du måske genoptage kontakten. Det er dig og din egen styrke, der afgør, hvor meget magt du vil give dem.

Giv ikke din power væk. Hold på den. Hvis de mener noget, og du ved med dig selv, at det forholder sig anderledes, så lad være med at falde i deres fælde. Bare sig, ”det er så jeres opfattelse, jeg har en anden”. Det er, som om de gerne vil drive dig derud, hvor du mister kontrollen. Lad det ikke ske. Det er din opgave.

Træk på skuldrene. Ryst på hovedet. De har en anden dagsorden, og den hopper du ikke længere på. Basta!