Kan du give mig lidt trøst?

Jeg blev alene efter min mands død for to år siden. Han var syg i mange år, og jeg passede ham døgnet rundt (bleer, lifter, mad osv.)

Vi blev helt isoleret, ingen kom, hverken familie eller venner, ingen fødselsdagshilsener – det var slemt og uforståeligt. Da han døde, stod jeg derfor alene med det også.

Det værste var dog, at ingen tænkte på at komme og give mig et lille kram eller et kærligt ord – det gør man normalt, når mennesker mister! Mit liv føltes uvirkeligt, der kom ingen, jeg var i et tomrum.

Nu har jeg indset, at det er sådan, men jeg kan næsten ikke klare det mere. Jeg har ikke lyst til at være med mere. Jeg græder, er tit ved at kaste op og har ingen energi. Jeg går til gymnastik, kortspil og noget undervisning, men det fjerner ikke sorgen og smerten, og alt synes helt meningsløst.

Mon du kan give mig lidt trøst?

Tak for din tillid. Det er godt, du sætter ord på det, du føler, og jeg må komplimentere dig. Du er god til at fortælle, hvordan du har det. Jeg mærker dig, og jeg tror, du skal bruge den evne lidt mere.

Når du går til dine aktiviteter, så giv de andre en lille flig af den følelse, du bærer rundt på. Del lidt ud af det, der fylder dine tanker. Du kan klare meget og klare meget selv, men du har også behov for en krammer, som du siger. Du har brug for omsorg og anerkendelse. Nogen, du kan spejle dig i. Hvis du åbner dig lidt, tror jeg, du vil møde mennesker, der kan relatere til din sorg og situation. Det kan godt være nye mennesker i dit liv, du deler de tanker med.

Jeg kan virkelig godt forstå dit tomrum og din ensomhed. Du har været på overarbejde i mange år, hvor du passede din mand og helt mistede dig selv. Nu står du der, alene. Det er benhårdt at bygge sig selv op fra grunden igen. Benhårdt.

Jeg tror, du skal række ud flere steder. Ud over dem, du omgiver dig med til kortspil osv., skal du måske også ringe til din læge og fortælle, hvordan du har det. Det er alvorligt, når man mister lysten til at være her. Ring evt. også til Livslinien på 70 20 12 01.

Men husk, at du, så vidt jeg kan læse, er et robust menneske. Du har mange kræfter og stor styrke. Det føles måske ikke sådan lige nu, men du har klaret enorme udfordringer, og med lidt hjælp kan du også klare det, du står i nu. Vi kan alle sammen løbe tør for kræfter, og alt kan føles uoverskue­ligt, men hvis du åbner dig og fortæller lidt flere, hvordan du har det, er mit håb og min formodning, at du kan blive grebet og hjulpet videre. Du må også meget gerne skrive til mig igen. Det ville jeg faktisk blive rigtig glad for.

Du får en krammer herfra. Jeg mærker dig og føler din skuffelse og ensomhed, men jeg har en tro på, at du kommer op igen.