Mine børn kan ikke acceptere min nye kæreste

For et par år siden, da vores to døtre var flyttet hjemmefra, besluttede jeg at forlade deres far.

Vi havde været sammen i næsten 25 år, men var aldrig blevet gift, og i de seneste år var vi vokset mere og mere fra hinanden. Han har altid været meget engageret i det lokale håndboldmiljø i provinsbyen, hvor vi bor, mens jeg har været mere til vandreture i naturen. Efterhånden tilbragte han mere tid i håndboldhallen end hjemme i vores hus.

Han har altid været noget påholdende, en egenskab, som blev mere og mere udtalt jo ældre, han blev. Han sparede på både følelser og penge.

I alle årene har han tjent mere end mig og mente derfor, at han kunne bruge sine penge, som han havde lyst. For ham var det vigtigt med en ny bil og lækkert sportstøj frem for et nyt køkken i vores hus.

I de senere år har der aldrig været plads til kærtegn eller et venligt ord, og sex var det også slut med.

Jeg har været med på nogle naturvandringer med en gruppe her i byen, mens min kæreste var i hallen. Her mødte jeg en gammel ungdomsven, som har været flyttet fra byen, men er blevet skilt og flyttet tilbage. Der kom hurtigt varme følelser mellem os, hvilket også helt sikkert var en medvirkende årsag til, at jeg besluttede at afslutte mit parforhold. Men der var intet mellem ham og mig, før jeg var flyttet fra min mand.

Jeg var så heldig at få en billig lejlighed, og først da jeg var flyttet derhen, begyndte jeg at se min nye ven.

Desværre er historien i familien og hos vores døtre blevet en anden. Ikke mindst på grund af min mands søster, som har sladret om min ven og mig – endog i uhørt grove vendinger. Og både min eks og hans søster har fortalt vores døtre, at jeg flyttede, fordi jeg havde mødt en anden.

Ældste datter er også en del af håndboldmiljøet, og hun har bebrejdet mig, at jeg ikke kunne dele interesser med hende og hendes far.

Nu nægter begge mine børn at se min nye ven, og de vil kun komme på besøg, hvis han ikke er her.

Han har sin egen bolig og har i øvrigt en dreng, som bor hos ham hver anden uge. Nu synes jeg, at det hele er blevet så vanskeligt, men jeg har aldrig fortalt pigerne, hvordan deres far egentlig har været over for mig. Og det ved jeg ikke, om jeg skal gøre.

Jeg føler mig værdsat som kvinde nu. Jeg oplever lidenskab, som jeg ikke har kendt til i mange år, og jeg vil på ingen måde opgive min nye ven.

Kan jeg fortælle om de følelser til mine døtre, uden at det kommer til at lyde, som om jeg bagtaler deres far? Vi havde trods alt et godt forhold de første 10-15 år, og der er jo ingen garanti for, at de følelser kan holde livet ud.

Jeg tror, den yngste måske vil kunne forstå mig, men jeg har det svært med den situation, vi er i lige nu, og har virkelig brug for et råd.

Tillykke med kærligheden.

Jeg kan ikke se, du har gjort noget forkert. Forandring er svær, og dine døtre skal bruge noget tid til at forstå, at deres forældre nu skal leve et andet liv end det, de kender fra barndommen.

Jeg synes egentlig ikke, du skylder en udbredt forklaring på, hvorfor jeres forhold ikke duede. Du kan sige til dine døtre, at de er velkomne til at spørge, og at du gerne vil svare på deres spørgsmål, men du behøver ikke begynde at remse jeres ægteskabelige udfordringer op. Det er en sag mellem dig og din mand.

Du kan antyde, at der var uligheder og svære forskelligheder, men der er en god værdighed i at være den, der ikke taler nedsættende om andre. Især når det gælder deres far.

Hold fast i din sandhed, og hvis du bliver konfronteret med den falske fortælling om, hvordan du fandt din nye kæreste, så fortæl din version. I det hele taget vil jeg opfordre dig til at holde fast i din beslutning om at vælge kærligheden og leve som en værdsat kvinde. Det er også at være en rollemodel for dine piger.

Det er sjældent, noget går helt glat her i livet, og forandringer skaber altid uro og udfordringer, men stil dig som et anker midt i stormvejret, og vis dine døtre kærlighed, så falder det til ro på et tidspunkt.