Puks brevkasse: Barnebarnet trives ikke med sin papmor

Min ene svigerdatter døde for en del år siden og efterlod min søn samt mit barnebarn, en pige på fem år. Senere traf min søn en kvinde, som har en jævnaldrende pige, der var meget dominerende og altid på nakken af mit barnebarn, uden at det fik følger fra morens side. Jeg forsøgte at mægle, når det blev for meget, og fik så den besked, at jeg ikke skulle skælde hendes barn ud. Her mener jeg, at irettesættelse ikke er skældud.

Forholdet gik fint. De fik snart tre børn sammen, som jo så også er mine børnebørn. De tre børn er rigtige curlingbørn, den ene er stadig råbende, men har dog forbedret sig som nu snart 16-årig.

Læs også: Farmor til Puk: Mit barnebarn kan ikke lide sin papmor

Mit ældste barnebarn er nu 19 år og velfungerende i gymnasiet. Hun har altid været en stille pige og har aldrig beklaget sig, men har kun fortalt, hvis vi spurgte, hvordan det går.

Før jul var hun til frokost hos mig, og jeg spurgte som vanligt: "Hvordan går det derhjemme?" I samme nu gav hun sig til at græde voldsomt. Jeg blev overrasket, for det har hun aldrig gjort af den grund.

Men så åbnede hun for posen og fortalte, hvordan papmoren behandler hende i dagligdagen. F.eks. siger hun aldrig tillykke, når der opnås gode karakterer i skolen, hun ignorerer bare. Stirrer ondt og irriteret. Det rene vasketøj kastes ind på værelset efterfulgt af ordet: "Her." De pæne undertrøjer forsvinder mellem andres bunker og dukker aldrig op igen. Og sådan kan jeg blive ved.

Læs også: Puks brevkasse: Mit voksne barnebarn har mistet gnisten

Jeg er så bange for, at det en dag går galt. Jeg har tænkt mig at tale med min søn, men jeg er også bange for, om han bliver vred på mig og mener, at jeg blander mig. Vil det være en idé at indkalde far og datter sammen?

Jeg håber, du kan tolke, hvad jeg skrevet, og se alvoren i det. Der er jo meget andet fra årene tilbage, men nu synes jeg, bægeret er fyldt. Det skal til slut nævnes, at min svigerdatter ser fuldstændig gennem mig og ikke taler til mig, når vi er samlet.

Ulykkelig Bedste

Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn

Kære Ulykkelig bedste

Hurra for dig. Du er en varm og tryg person i dit barnebarns liv, du har formået at skabe tillid, og dit barnebarn har åbnet sig for dig. Du må ikke bryde den tillid. Ikke endnu i hvert fald. Tal noget mere med hende. Inviter hende hjem til dig. Lad hende tale. Spørg ind til hendes opvækst. Og spørg først og fremmest ind til sorgen over tabet af moren. De følelser har sikkert ikke fået megen plads i den familie, hun bor i nu.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Mit barnebarn er donorbarn, men ved det ikke

Jeg tror måske det hele drejer sig om den sorg. Din søn har mistet sin store kærlighed og dit barnebarns mor, og den sorg og det savn har den nye kone ikke formået at tackle særlig godt. Det er i hvert fald det, der falder mig ind, når jeg læser dit brev. Og ret skal være ret. Det er en meget stor opgave at træde ind i en familie, der har mistet. Hvert et blik på din søns første barn minder den nye kone om noget, hun ikke kan få til at gå væk. Tabet af en mor og en ægtefælle er meget stor og grundlæggende følelse, der kan skabe et vaklende grundlag for en ny familie, hvis ikke alle parter investerer i den sorg, der følger med. En sorg, der binder barnet og hendes far sammen, og en sorg, der altid vil føles, som om den kommer mellem dem og den nye kone.

Læs også: Brev til Puk: Nye cykler giver store problemer

Det lyder lidt, som om papmor (måske ubevidst) straffer site bonusbarn for at bringe den sorg ind i forholdet. Jo mere papmor skælder ud, jo større bliver distancen og minder instinktivt papmor om, at hun ikke slår til, og jo større bliver savnet fra barnet til den mistede mor. Det bider sig selv i halen, og det er forståeligt en situation, man nemt kan fare vild i.

Dit barnebarn er snart voksen. Det er på tide, at hun retter blikket mod sig selv og måske for en stund dropper tanken om accept og forståelse fra sin papmor. Dit barnebarn skal have luft, og hun skal have anerkendelse. Man siger at heling begynder i det øjeblik, man føler sig hørt, og jeg tror, det er på tide, at nogen bare lytter og lytter til den pige. Så det er mit bedste råd til dig her og nu. Få hende til at tale. Meget mere.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Mit barnebarn laver fedtpletter i hele huset