Min mand og jeg skal flytte i et nybygget hus, og derfor ville vi ikke på ferie før efter 1. september, hvor vi skal flytte. Der er dog sket så meget på det sidste med sygdom i familien, og vi har begge brugt lidt for meget af vores sparsomme energi på sygdom og ulykke. Så nu trænger vi til at komme lidt væk, ned til sol, varme og ro, for vi føler os ikke helt hjemme her i huset mere, men rodløse og rastløse.
Vores dilemma er, at vores to døtre og deres familie gerne vil have os med på ferie. Den ældste spurgte for længe siden, om vi ville med dem på hyttetur i Norge. Det er kør-selv, og det kunne min mand slet ikke overskue. Han har haft en blodprop i hjernen og er ikke glad for selv at køre langt. Jeg kan heller ikke køre ret langt ad gangen, så vi ville være helt ødelagt efter sådan en køretur. Det forklarede vi dem, da vi blev spurgt, men det er, som om de ikke helt forstår, hvordan vi har det, og bliver fornærmet, hvis vi ikke synes om deres forslag.
Vi har sagt, at vi gerne vil holde ferie med dem, men så må vi finde en ferieform og et sted, som vi alle kan få noget ud af. Og min mand og jeg kunne jo tage afsted en uge før, så vi er friske, når de kom. Men de vil til Norge. Det er bestemt ikke en dårlig ferieform, de vælger, det er bare ikke den form for ferie, vi har brug for. Vi har det bedst med at holde ferie i varmen. Og jeg skal have mindst to uger for at få noget ud af en ferie, da transporten, uanset hvordan den foregår, tager hårdt på mig, så jeg er et par dage om at komme ovenpå igen.
Vores yngste datter og hendes familie skal sydpå til et sted, hvor vi har været flere gange, og min mand siger, at det er det eneste sted, han føler, at han kan slappe helt af og føle sig tryg. De har tilbudt, at vi kan komme med. De har en stor bil, hvor vi kan køre med, de har planlagt det hele, og vi skal kun betale for den lejlighed, vi skal bo i, for, som de siger, transporten er den samme, uanset om vi er med eller ej. Vi vil så gerne med dem, for det er lige det, vi har brug for. Og vi vil også gerne opleve deres yngste på ferien, som vi har gjort med den ældstes børn. Dem har vi været på flere ferier med.
Sidste år var vi alle på ferie sammen, men det er for meget for os, så det er bedst, hvis vi rejser med dem hver for sig. Jeg foreslog vores ældste datter, at vi kunne tage på efterårsferie sammen.
Vores nye hus er først færdig til november, og vi skal derfor bo midlertidigt hos den yngste datter og hendes mand. Så kunne min mand og jeg rejse i uge 41, og de kunne komme i uge 42. Men til det svarede hun bare, at det nok var, fordi vi hellere ville på ferie med vores yngste. Det var slet ikke på tale på det tidspunkt, men nu er jeg sikker på, at hun bliver meget fornærmet over, at vi alligevel gerne vil tage med hendes søster.
Min mand og jeg er dog enige om, at vi skal gøre, hvad der er bedst for os og vores helbred. Så må det være deres problem at blive gode igen, og de må overveje det med efterårsferien.
Er det forkert af os at tage med vores yngste datter og hendes familie?
En splittet mormor og morfar
Nej! Det er absolut ikke forkert! Det er en rigtig god idé, og det glæder mig, at I har besluttet at gennemføre. Det er da i øvrigt dejligt, at jeres døtre gerne vil holde ferie med jer. Husk at glædes over det.
Selvfølgelig skal I ned i varmen og slappe af. Selvfølgelig skal I vælge den ferieform, der passer jer bedst. Og nyd det nu, når I er afsted. Ikke noget med at sidde dernede og få dårlig samvittighed. Så er det hele spildt. Lad være med at lave et drama ud af det. I gør ikke noget forkert. Mød jeres ældste datter med godt humør og tak mange gange, fordi de tænker på jer med hensyn til kør-selv-ferien. Men sol og varme kalder, og I kan jo lave meget andet sammen med den ældste og hendes familie, når I er hjemme.
At have familie er ikke en konkurrence. Det er der mange, der tror. I rigtig mange familier er man alt for nøjeregnende. Når børn, børnebørn eller bedsteforældre har været sammen med den ene del af familien en dag, så skal de også være sammen med den anden del af familien en anden dag. Eller hvis børnebørnene holdt jul det ene sted, så skal de holde jul det andet sted næste år og så videre. Det kan være til at få pip af.
At have familie er en organisk størrelse. Livet forandrer sig hele tiden, muligheder og udfordringer opstår, og så må man melde til og fra, som det nu passer bedst. Kærlighed skal ikke gøres op i millimeterdemokrati, så dør den. Lev livet, glæd jer over den forestående ferie og kram den ældste og ønsk rigtig god tur til Norge.
Kærlig hilsen Puk