Vi er fire veninder, som forleden faldt i snak om politibetjente med ptsd. Der var et indslag i tv om emnet, og det undrede os, at de stakkels politimænd og -kvinder ikke kunne få hjælp til at bekæmpe deres traumer. Det ledte os videre til en snak om soldater med ptsd.
Og nu til spørgsmålet: Kan man få gratis psykologhjælp, hvis man har ptsd som følge af, at man har været udstationeret soldat for mange år siden? Altså hvis man ikke har modtaget hjælp før i tiden, men nu har erkendt, at man har brug for den og har fået diagnosen?
Vi kender nemlig en mand, som var udstationeret i det tidligere Jugoslavien, og han kunne − efter vores mening − godt trænge til professionel hjælp. Man er han berettiget til det så mange år efter?
Kh, Strikkeklubben
Der findes forskellige tilbud til veteraner, som har brug for psykiatrisk hjælp eller psykologhjælp efter hjemkomsten.
Hvis man som veteran lider af f.eks. ptsd, angst, depression, uro, søvnbesvær, hukommelsesbesvær mv., kan man henvende sig til Forsvarets Veterancenter, som tilbyder gratis psykologbehandling til veteraner, som har psykiske skader fra en international udsendelse. Det gælder også, selv om symptomerne først viser sig lang tid efter udsendelsen.
Veterancentret skriver på deres hjemmeside, at de arbejder ud fra en international anerkendt og evidensbaseret kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang, som er særligt afpasset i forhold til veteraner og ansatte i Forsvaret, og de tilknyttede militærpsykologer har et særligt kendskab til Forsvarets medarbejdere og de belastninger, man udsættes for under udsendelse.
Det forløb, man bliver tilbudt, afhænger af en konkret vurdering efter en visitationssamtale. Hvis jeres bekendte ikke ønsker at blive behandlet af Forsvarets psykologer, kan han vælge at få behandling hos privatpraktiserende psykologer. Så skal han bare selv betale.
Bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk