Hvem skal betale brillerne?

Tirsdag, 14. januar 2025
Bettina Post
Illustration: AGD
Hvem skal betale en multihandicappet mands briller - hans kommune eller hans værges kommune? Læs svaret her.
Socialt set

Kære Bettina

Jeg er udpeget som værge for min storebror, som er multihandicappet og bor på et botilbud, der ligger i en anden kommune end den, vi kommer fra. Det er et godt sted, hvor han heldigvis trives.

Desværre kom han sidste år til at ødelægge sine briller, og da han nærmest ikke kan se noget uden, søgte jeg om hjælp til at købe nye briller til ham. Men jeg er nu blevet sendt frem og tilbage fra den ene kommune til den anden i otte måneder og har stadig ikke fået svar.

Begge steder siger de, at det er den anden kommune, som skal betale. Jeg kender ikke reglerne, men jeg tænker, at en af kommunerne da må have ansvaret. Kan du hjælpe? Hvem skal svare mig?

Mvh, Pernille

Kære Pernille

Hvor er det fint, at du har påtaget dig værgemålet for din bror. Det er et stort ansvar, og jeg kan forestille mig, at det ikke er nogen lille opgave. Ikke mindst derfor er det tarveligt, at de to kommuner skubber ansøgningen om nye briller rundt på den måde. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, så man netop ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed uden at få den nødvendige hjælp i tide.

Udgangspunktet for de ydelser, der er omfattet af retssikkerhedsloven (herunder ansøgning om en enkeltydelse f.eks. til nye briller), er, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, fordi den også er handlekommune. Opholdskommunen er den kommune, man bor og opholder sig i, så det er altså den kommune, din bror bor i, som skal behandle ansøgningen. De har både pligt til at træffe afgørelsen og til at betale. Når det, som i din brors tilfælde, er en anden kommune, som har placeret din bror i botilbuddet, kan de få refunderet udgiften til brillerne hos den gamle kommune, men det har intet at gøre med, om de skal behandle ansøgningen.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk