Kan min far komme på min lejekontrakt?

Onsdag, 15. januar 2025
Bettina Post
Foto: Mark Paton/Unsplash
En datter ønsker at få sin gamle far med på sin lejekontrakt i en ny, større bolig. Men må hun det? Læs svaret her.
Socialt set

Kære Bettina

Min far er 85 år og meget høre- og synshæmmet. Jeg er førtidspensionist, og siden hans kone døde for 1½ år siden, har jeg boet hos ham og hjulpet ham med det, han ikke kan på grund af sine handicap.

Jeg har stadig min egen bolig, som ikke er stor nok til to. Jeg er skrevet på den interne venteliste i mit boligselskab og kan godt få en større, men boligselskabet har oplyst, at min far ikke kan blive skrevet på lejekontrakten i en fælles bolig, hvilket vil betyde, at hvis jeg skulle dø, inden der er gået to år, så vil min far skulle fraflytte lejligheden, og han vil jo dermed blive hjemløs.

Kan det passe?

Mvh, Helle

Kære Helle

Hvor er det fint, at du hjælper din far på den måde. Når du selv er førtidspensionist, tænker jeg, at der dog må være grænser for, hvad du magter, så jeg håber, at I også får den hjælp fra kommunen, der måtte være mulighed for i form af f.eks. hjælpemidler.

Og nu til dit spørgsmål: Det er korrekt, at den af jer, som ikke står på lejekontrakten, først har ret til at overtage lejemålet efter to år, hvis den anden skulle gå hen og dø.

Jeg undrer mig dog lidt over svaret fra boligselskabet. Hvis du er skrevet op til en lejlighed, som egner sig som delebolig, bør I begge kunne komme på lejekontrakten. Måske skal du præcisere, at du ønsker en delebolig?

Du skriver, at du har boet hos din far i 1½ år samtidig med, at du har fastholdt din egen lejlighed. Her skal du være opmærksom på, at man skal være tilmeldt Folkeregistret der, hvor man bor og opholder sig. Så den nuværende situation er uholdbar.

I kunne alternativt overveje at søge om en ældre- og handicapvenlig bolig til din far. Han skal søge i den kommune, hvor han bor, men han kan godt bede om, at boligen ligger i din kommune. Dermed vil I kunne bo tæt på hinanden, og du kan stadig være der for ham, men I er sikret hver jeres bolig, uanset hvad der sker.

De bedste hilsner Bettina