I den senere tid har tanken om at få en lejebolig sneget sig ind i mit liv.
Hvordan er reglerne vedrørende bolig-støtte, når man modtager folkepension, og hvordan kan jeg regne ud, hvor meget jeg i givet fald kan få?
Jeg søger ikke ældrebolig, så jeg kan vel søge mere end to værelser, selv om jeg er alene?
Vil den friværdi, jeg får frigivet ved salg af mit hus, have indflydelse på boligstøtten?
Alt sammen er det meget nyt for mig, og jeg ved faktisk ikke, hvor jeg skal starte henne. Kunne du eventuelt hjælpe mig lidt på vej?
Den usikre
Når du er folkepensionist, beregnes din boligstøtte efter reglerne for boligydelse. Hvor meget du kan få, afhænger dels af, hvor stor en bolig du har og dels af dine økonomiske forhold.
Som enlig kan du højst få støtte til 65 kvadratmeter. Hvis boligen er større, indgår kun en forholdsmæssig del af din husleje i beregningen.
Flytter du f.eks. i en lejlighed på 85 kvadratmeter, hvor huslejen er 8.000 kr. om måneden, beregnes boligstøtten kun ud fra en husleje på 7.645 kr. (8000 x 65/85).
Ligger din formue under 940.800 kroner i 2023-tal, medregnes den ikke ved beregningen af boligydelsen.
Har du en formue på mellem 940.800 kroner og 1.881.800 kroner, medregnes 10 procent i den indkomst, som boligstøtten beregnes ud fra.
På borger.dk kan du lave en vejledende beregning af, hvor meget du kan få i boligstøtte. Søg på ”Beregn din boligstøtte”.
Du kan uden problemer søge boliger på mere end to værelser. Søger du en almennyttig bolig, er det alene din anciennitet i boligforeningen, der har betydning for, hvilke boliger du kan få.
Held og lykke med det hele!
Gitte
Gitte Madsen er uddannet socialrådgiver, og har et langt livs erfaring på områder, der har med juridiske og sociale spørgsmål at gøre.
Skriv til Gitte på e-mail: gitte@familiejournal.dk
Et varmt farvel
Vores far og søster har snydt os for arv
Ryger min bil ved konkurs?
Har vi betalt skat af for høj vurdering?
Får hun for lidt i boligstøtte?
Hvordan opretter jeg et særeje?
Mit barnebarn er voldelig
Kan jeg få hjælp med ratepensionen?