Ny ægtefælle: Arver børn fra første ægteskab?

Tirsdag, 3. oktober 2023
Af socialrådgiver Gitte Madsen
Foto: Colourbox
Hvis efterladte gifter sig igen, vil den nye ægtefælle blive arving. Betyder det, at særbørn fra første ægteskab ikke arver? Socialrådgiveren svarer her.
Arv ved nyt ægteskab

Kære Gitte

Jeg har læst dit svar til KH i brevkassen vedrørende arv og ægtefælleudlæg. Du skriver, at hvis efterladte gifter sig igen, vil den nye ægtefælle være arving.

Betyder det, at særbørn fra det første ægteskab ikke arver, eller vil de få tvangsarven efter deres mor/far, på det tidspunkt?

LN

Kære LN

Er den samlede formue under 850.000 kr. (2023-tal), kan en efterladt ægtefælle få den samlede formue udleveret, uden at den afdøde ægtefælles børn er berettiget til at modtage nogen form for arv, herunder tvangsarv.

Dette gælder både i forhold til fællesbørn og særbørn. Det kaldes et ægtefælleudlæg.

Modsat det uskiftede bo skal den ægtefælle, der har overtaget boet som ægtefælleudlæg, IKKE skifte med børnene, hvis han/hun gifter sig igen.

Ved et ægtefælleudlæg er man heller ikke underlagt de rådighedsbegrænsninger, som gælder, hvis man sidder i uskiftet bo.

Den længstlevende ægtefælle kan desuden i et testamente råde over hele arven til fordel for sine egne arvinger.

Det betyder med andre ord, at først afdødes særbørn kan komme i den situation, at de intet arver efter deres far/mor.

Gitte

Spørg Gitte

Gitte Madsen er uddannet socialrådgiver, og har et langt livs erfaring på områder, der har med juridiske og sociale spørgsmål at gøre.

Skriv til Gitte på e-mail: gitte@familiejournal.dk