Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Thomas Evers Poulsen er om nogen indbegrebet af ”Vild med dans”. Han har været med i samtlige udsendelser, siden han vandt det første program med skuespiller Mia Lyhne. Året efter var han med i dommerpanelet, men siden har han været på dansegulvet i hver eneste sæson, bortset fra én enkelt.
– Vi havde aldrig troet, at det skulle fortsætte så længe. Normalt siger man vist, at et underholdningsprogram kører i tre til fire år, men nu har vi været i gang i 11 år, fortæller Thomas om programmet, der i høj grad har været med til at gøre ham til et kendt ansigt i Danmark.
– Da jeg startede, var målet jo bare at nå trofæet. Jeg er 100 procent konkurrencemenneske i alt, hvad jeg gør, om det er brætspil, madlavning eller dans. Jeg går altid efter guldet. Og det var først med årene, at jeg fandt ud af, at ”Vild med dans” kunne noget andet også. At vise et andet menneske noget, jeg holder så meget af. Min passion. Få dem til at tage det ind og få dem til at udvikle sig. Det er faktisk større for mig i dag, og derfor bliver jeg ved med at sige ja.
– Selvfølgelig er det rigtig hårdt arbejde, men det at se et andet menneske blomstre, det bliver man simpelthen afhængig af. For selv om det er det mest naturlige for mig, så kan det være noget af det mest angstprovokerende for andre.
Vild med dans? Tag testen her og se om du også er klog på dans
– Jeg kan huske, da jeg dansede med Ena Spottag i 2015. Det har altid været latindansene, der er sådan de forførende, som folk har haft det lidt svært med, og så skulle vi danse standard, og der står man jo mave mod mave, og så siger Ena, ”Gud, hvor står vi tæt”. ”Tæt?”, siger jeg, det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Men det er rigtigt, i latin er man jo væk fra hinanden, og der er det mere spillet i det, men i standard har vi jo decideret kontakt hele tiden.
Årsagen til, at Thomas er på Club La Santa, skal man faktisk lige så langt tilbage for at finde som første sæson af ”Vild med dans”. På samme tid blev han nemlig overtalt til at undervise i pardans på en danseskole i Farum. Indehaveren Elisabeth Dalsgaard havde spottet hans evner til at få det bedste ud af de uprøvede dansere.
– Da Elisabeth ringede midt i den første omgang ”Vild med dans” og ville have mig til at undervise på sin danseskole, tænkte jeg bare, nej, det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til. Jeg havde jo kun undervist elitepar, og jeg kunne slet ikke se mig selv undervise i begynderdans. Men jeg syntes, jeg var nødt til sige nej på en pæn måde, så jeg tog op for at møde hende og havde besluttet, at hvis det nu var, så ville jeg i hvert fald kun sige ja frem til jul. Men da jeg gik derfra, havde jeg sagt ja til hele sæsonen, og jeg endte med at undervise der i 10 år, for jeg fandt jo ud af, at det simpelthen gav mig så meget. Her så jeg mennesker komme og være lidt trætte, men de smilte altid, når de gik.
Læs også om SØNDAGs arrangement "Ballroom Fitness" med Thomas Evers Poulsen og køb din billet (link fjernet)
Allerede efter den første sæson foreslog Elisabeth, at de skulle lave en ”Vild med dans”-rejse til Club La Santa, og da Thomas drømte om at komme på ferie netop der, sagde han ja med det samme. Og nu har han været med på alle ugerne siden.
– Nogle tænker nok, hvem gider tage på ferie og danse i en hel arbejdsuge, men folk er helt høje, når de kommer hjem herfra. Og føler, de har haft ferie, selv om de har danset i seks-otte timer om dagen. Og ja, de bliver trætte, men de får også et kæmpe overskud. Og det er alle slags mennesker, der deltager.
Læs også: Lær at danse cha cha cha hjemme i stuen (link fjernet)
– Et af de første år var der et par med, hvor han arbejdede på en olieboreplatform. De var så fantastiske – fordi han havde altså dansen i sig. Men vi måtte ikke tage billeder af ham, for det måtte ikke komme ud, at han havde været på danseferie. Men det var så fedt at se, hvordan den her hårde, seje mand kunne stå der og lave superfede dansetrin. Så det kan ramme alle.